Når moderkagen er forliggende, dækker den helt eller delvist den indvendige livmodermund, som barnet skal passere under fødslen
Forliggende moderkage ses i ca. 1 ud af 200 fødsler. Tidligere kejsersnit og rygning øger risikoen for tilstanden
Forliggende moderkage bliver opdaget ved ultralydskanning i graviditetsuge 20
I disse tilfælde bliver undersøgelsen gentaget i graviditetsuge 32, hvor moderkagen oftest har flyttet sig væk fra livmodermunden
Hvis moderkagen er forliggende ved fødslen, skal barnet fødes ved kejsersnit
Hvad er forliggende moderkage?
Forliggende moderkage er en tilstand, hvor moderkagen (placenta) helt eller delvist dækker den indre livmodermund, som barnet skal passere ved fødslen. Det bliver næsten altid opdaget tidligt i graviditeten ved den ultralydskanning, der bliver tilbudt alle gravide. Forliggende moderkage kaldes placenta prævia på fagsprog.
Tegning af en totalt forliggende moderkage, som dækker hele den indre livmodermund - og dermed fødselsvejen..
Ved 2. trimester skanningen ved 18-20. graviditetsuge er moderkagen forliggende hos 5-6 % af de gravide, mens knapt 0,5 % har forliggende moderkage ved den forventede dato for fødsel (terminen). Det skyldes, at livmoderen vokser under graviditeten og dermed trækker moderkagen med op og væk fra livmodermunden.
Hvad er symptomerne på forliggende moderkage?
Symptomerne på forliggende moderkage er:
Pludselige blødninger fra skeden uden smerter eller veer. Tendensen til blødninger tiltager, jo mere du nærmer dig fødslen. Blødningerne kan udløses af samleje eller sammentrækninger i livmoderen. Blødning kan også opstå for første gang under fødslen. Det skyldes, at livmoderens nederste del udvider sig
Underkropspræsentation, tvær- eller skråleje ved fødslen. Ved underkropspræsentation ligger fostrets underkrop længst ned mod livmoderens åbning
Den nederste del af fostret står oftest fortsat højt over bækkenindgangen, selvom terminen nærmer sig, fordi moderkagens beliggenhed gør, at fostret ikke kan trænge ned i bækkenet.
Hvordan stilles diagnosen?
Man får mistanke om forliggende moderkage ved blødninger sent i graviditeten, særligt hvis den gravide ikke har smerter. Diagnosen bliver bekræftet ved hjælp af ultralyd. Oftest har man dog opdaget det tidligt i graviditeten ved ultralydskanning i 18.-20. graviditetsuge.
Hvis du er gravid i 2. eller 3. trimester og får blødning uden smerter, skal du kontakte læge med det samme. Du vil da blive kørt på hospitalet mhp. nærmere undersøgelse af årsagen til blødningen. Du skal undersøges på hospitalet, fordi blødningen kan tiltage under undersøgelsen. Ultralydskanning er hovedundersøgelsen.
Hvis der bliver påvist forliggende moderkage ved undersøgelsen i 18.-20. graviditetsuge, er det nødvendigt med en ny undersøgelse i graviditetsuge 32. Det er for at se, om moderkagen fortsat er forliggende.
Hvorfor får man forliggende moderkage?
Forliggende moderkage kan skyldes, at det befrugtede æg sætter sig fast for langt nede i livmoderen. En anden årsag kan være, at moderkagen er usædvanlig stor - som ved flerfoldsgraviditet.
Risikoen for at få forliggende moderkage stiger:
Hvis man har født mange gange tidligere
Med stigende alder
Ved tidligere kejsersnit
Ved kunstig befrugtning
Hvis man har haft forliggende moderkage før
Er forliggende moderkage arveligt?
Der er ikke noget, der tyder på, at forliggende moderkage er arveligt.
Hvordan behandler man forliggende moderkage?
Hvis forliggende moderkage bliver opdaget ved den rutinemæssige ultralydskanning i 18.-20. graviditetsuge, skal du ikke tage nogen forholdsregler. Her foretager man ny ultralydskanning omkring graviditetsuge 32. Hvis moderkagen på dette tidspunkt fortsat er forliggende, vil du få besked om at være lidt mere forsigtig. Du skal bl.a. være forsigtig med eller helt undgå hårdt fysisk arbejde, motion og samleje resten af din graviditet.
Problemet for barnet skyldes først og fremmest risikoen for for tidlig fødsel. Det er derfor vigtigt at forlænge graviditeten, indtil fostrets lunger er modne. Ultralydskanningen gentages nogle gange omkring graviditetsuge 36, fordi moderkagen kan trække sig op og fri for udgangen helt frem til fødslen.
Du behøver ikke at blive indlagt. Du kan være derhjemme, hvis du ikke bløder, og du bor tæt på et sygehus med fødeafdeling. På den måde kan du hurtigt komme til sygehuset, hvis du begynder at bløde.
Hvis moderkagen forbliver forliggende, kan det være aktuelt både at give dig vehæmmende midler - hvis fødslen truer med at starte tidligt - og medicin for at fremskynde, at barnets lunger modner.
Hvis moderkagen dækker åbningen i livmodermunden fuldstændigt, skal barnet fødes ved kejsersnit. Hvis moderkagen kun delvist dækker åbningen, vil nogle kunne føde normalt.
Tegning af delvist forliggende moderkage
Ved større blødninger skal kejsersnit gøres akut på grund af fare for både mors og barns liv.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du skal hurtigt henvende dig til din læge eller fødeafdeling, hvis du har blødning i 2. eller 3. trimester.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre forliggende moderkage?
Tidligere kejsersnit og rygning øger risikoen for forliggende moderkage.
Hvordan udvikler forliggende moderkage sig?
I de allerfleste tilfælde er prognosen god, hvad enten du føder normalt eller ved kejsersnit. Sædeleje og tværleje forekommer noget hyppigere ved forliggende moderkage, fordi barnets hoved ikke kan trænge ned i bækkenet.
Er forliggende moderkage farligt?
Alvorlige komplikationer hos moderen er sjældne, men der er øget risiko for kraftig blødning i forbindelse med fødslen/kejsersnittet.
Kraftig blødning fra en forliggende moderkage kan i sjældne tilfælde være livstruende for såvel mor som barn.
Ved blødning i graviditeten pga. forliggende moderkage, er der øget risiko for tidlig fødsel og dermed for evt. følgetilstande hos barnet.
En kvinde, som har haft forliggende moderkage, har 4-8 % risiko for den samme komplikation i senere graviditeter.
Hvor hyppig er forliggende moderkage?
Forliggende moderkage ses i ca. 1 ud af 200 fødsler.
Kan jeg få forliggende moderkage mere end én gang?
Ja. Hvis du én gang har haft forliggende moderkage, har du en risiko på 4-8 % for at få forliggende moderkage i en efterfølgende graviditet.