Overbåren graviditet

Lone Hvidman

speciallæge

Fakta

  • Overbåren graviditet er defineret ved, at graviditeten varer ud over 42 fulde uger
  • Man anbefaler kontrol hos jordemoderen eller fødeafdelingen mellem uge 41+0 og 41+3 for, sammen med dig, at tage stilling til, om fødslen skal sættes i gang, eller man skal fortsætte med kontrol
  • Det anbefales at tilstræbe, at alle at alle har født ved fulde 42 uger

Hvad er overbåren graviditet?

Den gennemsnitlige varighed af en graviditet er 40 uger, regnet fra første dag i sidste menstruation. Det betyder, at ved terminsdagen vil halvdelen have født, mens den anden halvdel stadig er gravide.

En graviditet, som varer ud over 42 uger, kalder man overbåren.

De fleste gravide har i dag en terminsdato, der er fastsat ved ultralydsskanning i uge 12-13. Termin, som er fastsat ved ultralydsskanning, har vist sig at være den mest præcise metode til at forudse fødselstidspunktet.

Hvad er symptomerne på overbåren graviditet?

En graviditet er overbåren, hvis fødslen ikke er sket senest ved 42 fulde uger.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal kontakte lægen eller jordemoderen, hvis du er gået over tiden og mærker

  • mindskede fosterbevægelser
  • utilpashed
  • hovedpine 
  • andre almensymptomer

Dette gælder også i den øvrige del af graviditeten.

Hvordan stilles diagnosen?

Graviditeten er overbåren, hvis graviditeten varer ud over 14 dage fra terminsdatoen, dvs. længere end uge 42+0. 

Hvad er risikoen ved overbåren graviditet

Som regel er overbåren graviditet en normal graviditet, hvor fødslen blot indtræder lidt senere end hos andre.

Der er dog en let øget risiko for, at moderkagen fungerer dårligere, når graviditeten bliver overbåren.

Det kan medføre risiko for

  • nedsat mængde fostervand
  • udvikling af iltmangel under fødslen
  • grønt fostervand, hvor der er en risiko for, at barnet kan få det ned i lungerne (mekoniumaspirationssyndrom)
  • i meget sjældne tilfælde, at barnet kan dø i livmoderen

Også for moderen er risikoen for komplikationer øget. Der ses øget risiko for

  • svækkede veer
  • kejsersnit

Hvad skyldes overbåren graviditet?

Som regel er overbåren graviditet en normal graviditet, hvor fødslen blot indtræder lidt senere end hos andre.

Hvis du har født før og du tidligere fødte efter termin, så er det sandsynligt, at du også vil gøre det i næste graviditet.

I de fleste tilfælde kender man ikke årsagen til at gå over tiden.

I meget sjældne tilfælde kan årsagen være mangel på bestemte enzymer i moderkagen.

Er overbåren graviditet arveligt?

Det er uklart, i hvilket omfang overbåren graviditet er arveligt. 

Det er dog vist, at en kvinde, der første gang gik over tiden, har en større risiko for at gå over tiden næste gang, hvis den samme mand er far til barnet, end hvis det er en ny mand.  

Hvordan behandler man overbåren graviditet?

Tidligere afventede man, at fødslen gik i gang af sig selv indtil uge 42+0, hvis graviditeten i øvrigt var ukompliceret. Man anbefalede således, at fødslen først blev sat i gang fra uge 42+0.

Pga. den let øgede risiko for barnet ved, at graviditeten varer ud over uge 42+0, har man de senere år i Danmark og flere andre lande, bl.a. England, tilbudt igangsættelse af fødslen mellem uge 41+0 og 42+0, så fødslen er sket inden eller senest uge 42+0. Også WHO anbefaler, at kvinder har tilbud om igangsættelse fra uge 41+0, hvis terminen er sikker. 

I Danmark er anbefalingen, at gravide ses til kontrol hos jordemoder eller på fødeafdelingen, hvis fødslen ikke er gået i gang af sig selv uge 41+0. Ofte sker kontrollen mellem uge 41+2 og 41+4, hvor fosterets hjerteaktion kontrolleres med CTG. Der foretages evt. ultralydsundersøgelse for at vurdere mængden af fostervand.

Sammen med kvinden lægges der en plan for det videre forløb. Det kan være en plan for igangsættelse af fødslen, eller en plan for at afvente, at fødslen spontant går i gang.

Hvorfor sætte fødslen i gang før uge 42+0?

Hvis man sætter fødslen i gang mellem uge 41+0 og 42+0, nedsætter man risikoen for komplikationer for barnet bl.a. risiko for at få tykt grønt fostervand i lungerne (mekoniumaspirations syndrom), udvikling af iltmangel under fødslen og død.

Det er vigtigt at vide

  • at risikoen for disse komplikationer er meget lille, hvis man vælger at afvente
  • at risikoen for akut kejsersnit eller andre indgreb ikke øges ved at fødslen sættes i gang 

Mange tager imod muligheden for at få fødslen sat i gang, mens andre har et stort ønske om, at fødslen kan gå i gang af sig selv, og derfor vælger at afvente.

Igangsættelse af fødslen 

Hvis det planlægges at sætte fødslen i gang, vurderer man, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig. Metoden afhænger af, hvor moden livmoderhalsen er, og hvordan evt. tidligere fødsler er forløbet.

  • Hvis livmoderhalsen allerede er moden, kan man starte med at prikke hul på fostervandet og afvente spontane veer. Hvis der ikke kommer veer af sig selv, kan man efterfølgende give ve-stimulerende drop
  • Hvis livmoderhalsen ikke er begyndt at modnes, dvs. den ikke er afkortet og åben, anvender man medicin (prostaglandin), der er godkendt til at sætte fødsler i gang, for at modne livmoderhalsen. Det gives som tabletter eller som stikpiller. Tabletterne tages med nogle timers interval, indtil det er muligt at lave hindesprængning, eller der kommer veer
  • Hvis du tidligere har født ved kejsersnit, og det ikke er muligt at foretage hindesprængning, kan man lægge et ballonkateter op i livmoderhalsen, da man almindeligvis ikke vil bruge prostaglandin i denne situation. Når ballonkateteret har ligget nogle timer, er det ofte muligt at prikke hul på fostervandet

Hvis du ikke ønsker at blive sat i gang, vil du blive tilbudt overvågning et par gange om ugen, hvor fostrets hjerteaktion kontrolleres ed CTG og evt. ultralyd.

Kontrol af fostrets hjertelyd, CTG

Hvad kan jeg selv gøre?

Mange kvinder bliver utålmodige, når de passerer terminsdagen. Det vigtigste, du kan gøre, er at være tålmodig og huske, at det er helt almindeligt at føde efter terminsdagen, og at kun halvdelen af gravide har født på terminsdagen. 

Hvordan undgår jeg, at min graviditet bliver overbåren?

  • Hindeløsning kan muligvis nedsætte behovet for at sætte fødslen i gang med medicin eller ballon
    • Hindeløsning opfattes som en hjælp til modning af livmoderhalsen
    • Det er uklart, ved hvilken graviditetslængde hindeløsning er mest effektivt, og hvor mange gange hindeløsning bør foretages
    • Som hovedregel bør hindeløsning ikke foretages før uge 40+0
    • Hindeløsning sker ved at jordemoderen fører en finger gennem livmoderhalsen og fører den rundt i en cirkulær bevægelse for at løsne den nederste del af fosterhinden fra livmoderen
    • Det er velkendt, at hindeløsning er forbundet med ubehag for kvinden og kan medføre smertefulde plukveer efterfølgende. Det er ofte nødvendigt at foretage hindeløsning flere gange
    • Hindeløsning bør ikke foretages, hvis graviditeten ikke er normal
    • Nogle jordemødre er modstandere af at foretage hindeløsning, så længe der er tale om en normal graviditet
  • Samleje har muligvis en let gavnlig effekt i forhold til at fremme fødslen
  • Akupunkturs rolle er ikke endeligt afklaret

Er overbåren graviditet farligt?

Hvis du ikke har født ved fulde 42 uger, er der let øget risiko for komplikationer for både mor og barn, men sandsynlighed for et ukompliceret forløb er stadig størst.

Hvis fødslen er forløbet uden komplikationer for mor og barn, og barnet ikke bærer præg af, at moderkagen har fungeret dårligere, betyder det ikke noget for barnet, at det er født efter uge 42+0.  

Hvis der har været nedsat moderkagefunktion, vil barnet ofte være magert med tør hud og have tendens til lavt blodsukker. Hvis der indtræder komplikationer som mekoniumaspiration, hvor barnet har fået grønt fostervand i lungerne og/eller iltmangel, kan det være farligt for barnet.

Hvor hyppig er overbåren graviditet?

  • Ca. 5-10 % alle graviditeter vil være overbårne, hvis man ikke sætter fødslen i gang inden uge 42+0
  • I 2010 var knap 6 % af alle fødsler i Danmark overbårne, mens det var knap 2 % i 2013, fordi man var begyndt at tilbyde igangsætning før uge 42+0

Kan jeg få overbåren graviditet mere end én gang?

Hvis du har født før og første gang gik over tiden, er det sandsynligt, at du også vil gøre det i næste graviditet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lone Hvidman

overlæge, ph.d., Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen