Graviditet og HIV-test

Lone Hvidman

speciallæge

Fakta

  • Alle danske gravide tilbydes HIV-test ved den første undersøgelse i graviditeten hos egen læge
  • HIV er en alvorlig kronisk virusinfektion, som svækker immunsystemet og kan medføre AIDS, hvis den ikke behandles
  • HIV-infektion kan være uden symptomer eller minde om en influenza
  • HIV-infektionen kan overføres fra mor til barn under fødslen
  • Det skønnes, at der bliver født 1 til 2 HIV-positive børn i Danmark om året

Alle gravide tilbydes screening for HIV

I henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger tilbydes alle gravide en screening for HIV og syfilis, som foregår ved første undersøgelse i graviditeten hos den praktiserende læge. Testen kan tages samtidig med de andre blodprøver, der tages i starten af graviditeten. Du bestemmer selv, om du vil have testen taget.

HIV-infektion er meget sjælden blandt kvinder i Danmark. HIV-virus kan medføre den alvorlige sygdom AIDS. 

Du kan med fordel benytte lejligheden til at tale med lægen om din risiko for, om du kan være smittet med HIV. 

HIV kan overføres fra mor til barn

HIV kan blive overført fra mor til barn i graviditeten, under fødslen eller gennem modermælken. Hvis man ved, at en gravid er smittet med HIV, kan man ved at give medicinsk behandling mindske risikoen for, at en HIV-smittet mor overfører HIV-smitten til sit barn fra 25 % til under 1 %.

Derfor er det vigtigt at blive testet, hvis der er mulighed for, at du kan være smittet med HIV. Gravide kvinder, som får påvist HIV-smitte (positiv HIV-test), vil under graviditeten blive fulgt på fødeafdelingen og på infektionsmedicinsk afdeling. Sundhedsstyrelsen skønner, at der årligt fødes 1 eller 2 børn med HIV i Danmark.

HIV-test resultatet

HIV-smitte fører til, at kroppen danner antistoffer mod virusset. HIV-testen er en undersøgelse, som viser, om der findes antistoffer mod HIV i blodet - om man er HIV-positiv. I sjældne tilfælde kan testen for HIV give et usikkert resultat, og så er man som regel ikke smittet. For at afklare dette tages en ny blodprøve.

  • Samleje uden kondom er den mest almindelige smitteårsag til HIV
  • HIV-virus kan forårsage AIDS
  • HIV-positive mødre og deres børn følges ambulant

Spørgsmål om HIV-AIDS?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lone Hvidman

overlæge, ph.d., Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen