Hjernen indeholder milliarder af nerveceller. Tilsammen styrer de tanker, følelser, adfærd og bevægelser, og behandler alle indtryk, som vi får udefra og fra kroppen selv. Dette er impulser som synsindtryk, lyd, smag, lugt og berøring. Kommunikationen i nervesystemet er så hurtig, at berøring af noget smertefuldt, f.eks. en varm gryde, straks fører til en reaktion i form af, at du trækker hånden til dig.
Nogle signaler sendes op til hjernen for at blive behandlet der, dette kan for eksempel være svar på et spørgsmål.
Andre signaler fører til en respons, før hjernen har fået en mulighed for at bearbejde indtrykket. Det sidste kalder vi en refleks. Berøring af den varme gryde er et eksempel på dette.
Samspillet mellem nerveceller er vanskeligt, måske umuligt for os at forstå dybden af. Man ved dog blandt andet, at hjernen har delt sig ind i forskellige områder, som styrer forskellige processer. En del af hjernen har som hovedopgave at styre bevægelse, andre områder kontrollerer alt lige fra dine følelser til hjertets slag.
Hoveddelen af hjernen kalder man storhjernen eller cerebrum. Man deler vævet i denne del af hjernen ind i hvid og grå substans. Grå substans er selve nervecellerne og ligger i hjernebarken yderst i hjernen og i kerner dybt i hjernens midte. Den hvide substans imellem hjernens overflade (hjernebark) og kernerne i midten er nervecelleudløbere, der har en hvid fedtskede.
Hjernens overflade er foldet for at øge overfladearealet.
Storhjernen er delt i en venstre og en højre halvdel, såkaldte hemisfærer. De to hjernehalvdele kommunikerer gennem hjernebjælken (corpus callosum). De to halvdele har lidt forskellige funktioner. For eksempel varetages sproget som regel i venstre halvdel.
Får du en skade på hjernen i den del som styrer bevægelser, får det konsekvenser for modsat halvdel af kroppen. Det vil sige, at venstre side af hjernen styrer bevægelserne på højre side og omvendt.
Hver hjernehalvdel er inddelt i fire lapper. Hver lap eller lobus, som de også kaldes, optræder i par, med et spejlbillede i modsatte hjernehalvdel.
Hjernestammen er hjernens forbindelse med rygmarven og resten af kroppen. Skader her bevirker, at signalerne som modtages eller sendes ud af hjernen bliver forstyrret eller hindret, afhængig af skadens omfang. Hjernestammen styrer også en række livsnødvendige funktioner som hjerte, vejrtrækning og blodtryk. Hjernestammen er ligeledes vigtig i forbindelse med søvn.
Lillehjernen (cerebellum) er placeret lige bag storhjernen lige under nakkelappen. Den er vigtig for, at syns- og høreindtryk koordineres med muskler og bevægelser. Lillehjernen er også vigtig for balancen.
Hjernen er omkranset af flere lag, som beskytter den. Inderst er hjernen omgivet af tre bindevævshinder kaldet meninges. De tre meninges er:
Det yderste beskyttende lag, som ligger udenpå meninges, er hovedskallen.
"Basalganglierne" er dybt beliggende kerner, som varetager igangættelse af bevægelser
"Det limbiske system" er en struktur i det indre af hjernen, som er vigtig for minder og følelser.
"Thalamus" er en struktur, der virker som et filter og en omfordeler af de signaler, som kommer op fra kroppen via rygmarven, og som eventuelt skal bearbejdes af hjernen. Det er bl.a. her kroppens "smerterelæ" er.
"Hypothalamus" er en lille struktur på størrelse med en ært midt i hjernen. Den er vigtig, fordi den kontrollerer flere af kroppens hormoner. Kroppens termostat, følelsen af vrede, søvn, madlyst og kønsdrift er alle påvirket af dette system.
"Hippocampus" fungerer som et kartotek. Det sørger for, at visse minder bliver lagret i forskellige dele af hjernen, for så at kunne hentes frem igen, hvis det er nødvendigt.
Man deler nervesystemet i:
Det perifere nervesystem fungerer som hjernens forbindelse med kroppen. Et eksempel er, når du kører bil. Hvis bilen foran pludselig bremser, går der et signal gennem øjnene og ind til hjernen om, at bilen foran stopper. Hjernen sender da et signal ned til musklerne i foden om, at de skal strammes, så foden presser på bremsepedalen, og din bil standser.
Signalet fra hjernen er meget hurtigt, og sørger for at sådanne handlinger kan blive udført på brøkdele af et sekund.
Både hjernen og det perifere nervesystem består af nerveceller (neuroner). Nervecellerne består af en cellekrop og af udløbere, som strækker sig ud fra kroppen. Udløberne deles ind i to typer:
Den måde cellerne er forbundet på gør, at de kan sende signaler fra den ene del af kroppen til den anden i løbet af brøkdele af et sekund. Det gør det muligt for hele kroppen at fungere som en koordineret enhed.
Signaler overføres mellem nervecellerne ved hjælp af elektriske impulser og små molekyler, som man kalder neurotransmittere.
Når et signal går gennem en nervecelle medfører det, at enden af aksonerne frigør disse små molekyler. Molekylerne (neurotransmitterne) slippes ud i det lille mellemrum mellem akson og dendrit. Dendritten opfanger neurotransmitteren, hvilket udløser et nyt signal i den næste nervecelle, og processen gentages. Til sidst vil signalet blive overført til en specialiseret celle, og signalet bliver (hvis det er stærkt nok) til en handling - for eksempel en muskelsammentrækning eller frigørelse af indholdet i en kirtel.
Dette komplicerede system binder hele kroppen sammen. Det sørger for, at du er i stand til at opfatte og bearbejde sanseindtryk, at gå, det styrer dine følelser. Det sørger for hjertets rytme og sørger for, at du kan kommunikere med verden omkring dig.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
