Epilepsi er en samlet betegnelse for en gruppe tilstande, som skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i nervecellerne i hjernen. Symptomer ved epilepsi kan være
Epilepsianfald inddeles i generaliserede anfald, hvor hele hjernen er involveret fra start af anfaldet, og fokale anfald, hvor kun en del af hjernen er involveret fra start af anfaldet, men som kan brede sig til hele hjernen.
Epilepsi kan være både plagsomt og farligt. Det er derfor vigtigt at forsøge at forebygge anfald og at tage forholdsregler, så det epileptiske anfald ikke får alvorlige konsekvenser.
For de fleste mennesker med epilepsi er medicin den vigtigste og bedste behandling. Derudover kan man også selv gøre en række ting, som kan forebygge epileptiske anfald, se epilepsi - hvad kan jeg gøre selv?
Medicin, som bruges til at behandle epilepsi, kaldes antiepileptika. De ældste antiepileptika har været anvendt i over 100 år, men der kommer fra tid til anden ny antiepileptisk medicin. De forskellige typer antiepileptika virker på forskellige måder. Valget af medicin afhænger blandt andet af, hvilken form for epilepsi man har, ens køn, bivirkninger og pris. Generelt er nyere antiepileptika dyrere end ældre antiepileptika, der har været på markedet i mange år.
For at få optimal effekt kan det være nødvendigt at bruge flere forskellige antiepileptika samtidigt.
Antiepileptika kan give bivirkninger, som kan være mere eller mindre generende. En bivirkning, som eksempelvis træthed, svinder ofte efter nogle ugers brug. Nedenfor er nævnt de mest almindelige bivirkninger. Hos personer med epilepsi, som også får medicin for anden sygdom, kan der opstå problemer ved brug af nogle typer antiepileptika.
Nogle antiepileptika bruges ved specielle former for epilepsi eller i kombination med ovennævnte antiepileptika, hvis disse ikke alene har haft tilstrækkelig effekt. Eksempelvis etosuksimid, cenobamat, felbamat, fosfenytoin, gabapentin, konazepam, lacosamid, perampanel, primidon, rufinamid og vigabatrin.
Hos voksne ikke-gravide er det vigtigste en bedst mulig kontrol af anfald og færrest mulige bivirkninger. Hvis disse ting er optimale, er det ofte ikke nødvendigt med blodprøvekontrol af den antiepileptiske medicin.
Hos børn og gravide, hvor der sker store ændringer i kroppen, kan man følge niveauet af antiepileptika i blodet regelmæssigt. Afhængigt af hvilken type antiepileptika, man bruger, kan det være nødvendigt at kontrollere andre blodprøver, som kan vise påvirkning af knoglemarv og lever.
Hvis man har haft to eller flere uprovokerede epileptiske anfald, er der stor sandsynlighed for, at man vil få flere anfald - og dermed stilles en epilepsidiagnose. Når der er stillet en epilepsidiagnose anbefales ofte forebyggende behandling. Det samme gælder personer, som kun har haft et uprovokeret epileptisk anfald, men hvor anfaldet kommer efter skade i hjernen, f.eks. en blodprop, og hvor risikoen for yderligere anfald er høj.
Hvilken medicin, der vælges, afhænger først og fremmest af, hvilken form for epilepsi man har.
Ved fokale anfald forsøger man som regel med Lamotrigin, levetiracetam, oxcarbazepin, karbamazepin eller lacosamid først. Ved generaliserede anfald vælges oftest valproat, levetiracetam, lamotrigin eller ethosuximid, afhængigt af undertypen af generaliserede anfald.
Man begynder typisk med en mindre dosis som trappes op, hvis der fortsat er anfald. Hvis medicinen er fuldt optrappet, og man fortsat har anfald eller uacceptable bivirkninger, kan man skifte til anden medicin.
Skift fra en medicin til en anden foregår som regel gradvist, således at ny og gammel medicin lapper over hinanden i en periode. På den måde forsøger man at undgå flere epileptiske anfald i perioden med skift af medicin. Nedtrapningen af den første medicin skal ske langsomt, samtidigt med at den nye medicin øges gradvis.
Hvis en enkelt type antiepileptika ikke giver tilstrækkelig god effekt, forsøger man normalt at kombinere to og senere eventuelt flere antiepileptika. Omkring 80 % klarer sig med et antiepileptikum.
Doseringen tilpasses den enkelte person. Man tilstræber lavest mulige dosis, som har effekt uden for mange bivirkninger.
At være vidne til et akut epileptisk anfald kan være dramatisk. Særligt tonisk-kloniske anfald kan virke skræmmende. Hvis man har epilepsi, er det derfor vigtigt, at man fortæller sine nærmeste om, hvordan epilepsien arter sig, og hvad de skal gøre, hvis man får et anfald.
Læs mere om dette i akut epileptisk anfald.
Epilepsi er relativt almindeligt hos børn, og det er vigtigt at behandle anfald med forebyggende medicin. Behandling med antiepileptika kan imidlertid være vanskelig og skal altid styres i samarbejde med en børnelæge. Eftersom barnet vokser, kræves stadige ændringer i doseringerne. Det kan også være nødvendigt at skifte til anden medicin.
Enkelte børn får plagsomme bivirkninger af antiepileptika, eksempelvis søvnighed, træthed og dårlig appetit. Dette er problemer, som kan være specielt belastende i børneårene. Det er vigtigt at støtte op omkring barnet, så det føler sig accepteret og forstået.
I puberteten sker der enorme ændringer i kroppen. Væksten sker hurtigt, og produktion af blandt andet kønshormoner gør, at barnet i løbet af få år udvikler en voksen krop. Disse ændringer i kroppen gør, at unge med epilepsi skal følges specielt nøje.
Puberteten er også en alder, hvor mange føler behov for at markere selvstændighed. Enkelte gør dette ved at nægte at tage epilepsimedicin. Der vil også ofte hos unge være et mere uregelmæssigt søvnmønster og i perioder et stort forbrug af alkohol. Alt dette gør, at unge i puberteten er mere udsat for at få hyppigere anfald, men også bivirkninger af medicin. Det er derfor vigtigt med hyppige kontroller for at vurdere, om dosis er optimal.
De allerfleste kvinder med epilepsi kan blive gravide og få raske børn. Det er imidlertid enkelte forhold omkring graviditet, som disse kvinder bør tænke gennem. Læs mere om epilepsi og graviditet.
En lang række forskellige typer medicin bliver påvirket af antiepileptika. Dette kan betyde, at medicinen virker ekstra stærkt, eller at effekten nedsættes. Eksempler på medicin, som påvirkes på denne måde, er
På tilsvarende måde kan mange typer medicin påvirke effekten af antiepileptika.
Se animation om epilepsi
Antiepileptika er den almindeligste måde at behandle epilepsi på, men de virker ikke altid. Ca. 20-30 % af personerne med epilepsi har anfald på trods af medicinsk behandling. Dette gælder specielt personer med epilepsi, som har fokale anfald.
Nogle patienter med fokale anfald kan hjælpes med operation. De fleste operationer mod epilepsi går ud på at fjerne lidt hjernevæv i det område af hjernen, hvor de elektriske signaler, som forårsager anfaldene, starter - det såkaldte epileptiske fokus.
Der er altid en vis risiko forbundet med operation. Derfor skal anfaldene som regel være alvorlige eller hyppige, for at kirurgi kommer ind i billedet. Denne vurdering foretages af personen med epilepsi i samråd med nærmeste familie, børnelæge/neurolog og neurokirurg.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
