Hovedpine, medicinudløst

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • Man kan udvikle hovedpine, hvis man anvender smertestillende medicin eller medicin til anfaldsbehandling af migræne for ofte
  • Denne type hovedpine ses hyppigst, hvis man i forvejen lider af spændingshovedpine eller migræne
  • Hovedpinen varierer i type og smerteintensitet over dagen og mellem dagene. Den kan ligne både migræne og spændingshovedpine
  • Behandling er umiddelbar ophør med indtag af smertestillende medicin i en længere periode

Hvad er medicinoverforbrugs hovedpine?

Medicinoverforbrugs hovedpine kan opstå ved for stor eller for hyppig anvendelse af smertestillende medicin eller anfaldsmedicin ved migræne. Den kan især ses hos personer, som har spændingshovedpine eller migræne i forvejen.

Nogle er mere følsomme for at få denne type hovedpine end andre, man kender ikke årsagen til dette. Tilstanden ses hyppigere hos kvinder end hos mænd.

Hovedpinen tiltager over måneder til år. Den kan ligne både den dunkende kraftige hovedpine ved migræne og den trykkende mildere spændingshovedpine. Den er ofte tilstede dagligt. Intensiteten af smerten kan variere både over dagen og mellem de enkelte dage. 

Nogle gange er hovedpinen ledsaget af en øget følsomhed for lys samt kvalme. På grund af den daglige forekomst og hyppige kraftige intensitet af smerten kan det gå ud over humør og koncentration samt nattesøvn. Dette kan samtidig forværre tilstanden.

Medicinoverforbrugs hovedpine kan opstå, hvis man anvender håndkøbs smertestillende 15 dage pr måned eller mere, eller hvis man anvender specifik migræne anfaldsmedicin mere end 10 dage per måned eller mere. 

Hvis man forsøger at holde op med at tage medicin, kan der ske en kortvarig forværring af hovedpinen. Oftest bedres hovedpinen i løbet af 1-2 uger ved vedvarende ophør.

Hvad er symptomerne på medicinoverforbrugs hovedpine?

Hovedpinen udvikles over uger til måneder. Den kan både ligne en trykkende spændingshovedpine og dunkende migræne hovedpine. Typen og intensiteten veksler ofte mellem dagene og i løbet af den enkelte dag.

Nogle gange ledsages den af kvalme eller øget følsomhed for lys og lyd. Ofte virker den smertestillende medicin ikke længere tilstrækkeligt.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller diagnosen på baggrund af sygehistorien, typen af hovedpine og medicinforbrug samt en kropslig undersøgelse. I samarbejde med lægen skal man kortlægge sit forbrug af smertestillende medicin - inklusive håndkøbspræparater.

Hvorfor får man denne type hovedpine?

Tilstanden udvikler sig hos personer med migræne eller spændingshovedpine, som pga. af periodevis forværring i deres hovedpine øger forbruget af smertestillende medicin. 

Både receptfri og receptpligtig medicin, som indeholder kodein, paracetamol og acetylsalicylsyre, kan give medicinoverforbrugs hovedpine. Også hyppig brug af nyere migrænemedicin som triptaner kan give denne form for hovedpine.

Ved hyppig brug forstås over 10 dage om måneden. Hos særligt sårbare personer kan medicinudløst hovedpine også opstå, hvis man tager smertestillende medicin for andre lidelser, men det ses dog sjældent.

Hvordan behandler man medicinoverforbrugs hovedpine?

Målet med behandlingen er at blive fri for hovedpinen, eller nedsætte hyppigheden og alvorligheden af hovedpinen.

Man skal straks stoppe med at bruge smertestillende midler. Man kan opleve en kortvarig forværring af hovedpinen, som dog bedres indenfor 1-2 uger. Det er vigtigt, at man har mulighed for at tage fri eller blive kortvarigt sygemeldt, såfremt hovedpinen bliver for slem, så man ikke begynder at tage smertestillende igen. Du og din læge skal lægge en plan for dette, da det kan være svært at gøre på egen hånd.

Når man ophører med at tage den smertestillende medicin, kan der komme symptomer som hovedpine, kvalme, opkastninger, hjertebanken, rastløshed, søvnforstyrrelse og angst. Hovedpinen er ofte værst 2.-4. dag og så igen 6.-8. dag efter stop i behandlingen. Den forsvinder i løbet af uger til måneder. I nogle tilfælde kan det komme på tale at indlægge dig på sygehuset i denne fase. Fysisk aktivitet ser ud til at dæmpe symptomerne.

Efter at den medicinudløste hovedpine er væk, er det vigtigt at vurdere om den hovedpine, som man i sin tid begyndte med at tage smertestillende for stadig er til stede. Hvis den tilgrundliggende hovedpine fortsat er for hyppig, (over 2 dage per uge), kan man starte forebyggende medicin.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre medicinoverforbrugs hovedpine?

Vær opmærksom på ikke at tage smertestillende medicin mod hovedpine eller migræne anfaldsbehandling hyppigere end 10 dage hver måned. Hvis man har behov for mere, skal man kontakte sin læge for at starte med forebyggende medicin eller andre tiltag for at nedsætte hyppigheden af hovedpinen.

Hvad kan man selv gøre?

Hvis du får behandling for hovedpine med medicin, men det ikke hjælper, skal du søge læge. Hvis du er blevet diagnosticeret med medicinoverforbrugs hovedpine er det vigtigt, at du følger lægens råd om at stoppe med behandlingen.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Hvis man ophører med overforbruget af medicin, og evt. begynder behandling med forebyggende medicin, er resultaterne gode. Man vil dog altid være i større risiko for at falde tilbage i et overforbrug, hvis den tilgrundliggende hovedpine ikke forebygges tilstrækkeligt. 

Varigheden af medicinoverforbrugs hovedpine er vigtig for, om man kommer ud af den. Det er derfor vigtigt at få denne type hovedpine behandlet hurtigst muligt.

Har man en meget generende migræne eller hovedpine af spændingstype, skal den om muligt behandles med forebyggende medicin.

Hvor hyppig er medicinoverforbrugs hovedpine?

Cirka 1-2 % af befolkningen kan opleve medicinudløst hovedpine. Hyppigheden er desværre stigende især hos børn og unge. Dette skyldes muligvis den lettere adgang til håndkøbsmedicin og generelt accepterede hyppige brug.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Morten Blaabjerg

klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen