Migræne uden aura

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • Migræne uden aura er en moderat til kraftig hovedpine, som varer fra 4 til 72 timer
  • Hovedpinen er ledsaget af kvalme, lys- og lydoverfølsomhed
  • De fleste har få eller sjældne anfald
  • Der findes effektiv akut og forebyggende behandling

Hvad er migræne uden aura?

Migræne uden aura er en kraftig hovedpine, som varer fra 4-72 timer. Hovedpinen er ledsaget af kvalme, lys- og lydoverfølsomhed

Hvor hyppig er migræne uden aura?

  • Migræne uden aura forekommer 2-3 gange hyppigere hos kvinder end mænd
  • Før puberteten er migræne uden aura lige hyppig hos drenge og piger
  • Migræne uden aura opstår typisk før 40 års alderen

Hvorfor får man migræne uden aura?

Ved migræne uden aura får man anfald fra tid til anden. Imellem anfaldene har man ingen symptomer. 

Man ved ikke, hvad der starter et anfald. Smerter fra migræne uden aura kommer fra nervefibre, som ligger rundt om tilførende blodårer (arterierne) i hjernehinderne. Man ved, at molekylerne CGRP og PACAP har en central rolle i fremprovokation af migræneanfald uden aura. 

Arvelighed

Migræne uden aura er arvelig. Forældre, søskende og børn til personer med migræne uden aura, har øget risiko for at få migræne uden aura sammenlignet med den øvrige befolkning. Både genetiske og individuelle miljøfaktorer er af betydning.

Gener

Nyere genetiske studier har fundet flere gener, som giver en lille øget risiko for migræne uden aura. Betydningen af fundene er endnu ikke endeligt klarlagt. Det skyldes, at også mange raske mennesker har disse forandringer i generne.

Andre faktorer

En lang række faktorer er mistænkt for at kunne udløse migræne uden aura. Eksempelvis nævnes rødvin med mere at kunne udløse et anfald, men den samme person kan på andre tidspunkter drikke et glas rødvin, uden at det udløser et anfald af migræne uden aura.

Stress

Stress nævnes også ofte som en udløsende faktor. Men den samme person kan på andre tidspunkter være udsat for tilsvarende stress, uden at det udløser anfald.

Hvad er symptomerne på migræne uden aura?

  • Migræne uden aura varer 4-72 timer
  • Moderat til kraftig dunkende hovedpine i den ene eller begge sider af hovedet
  • Hovedpinen forværres ved fysisk aktivitet, og kvalme, ledsages af lys- og lydoverfølsomhed

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

  • Anfald som ikke reagerer på akut anfaldsbehandling
  • Hyppige anfald som ikke reagerer på behandling med forebyggende medicin
  • Hvis du er over 40 år og får symptomer på migræne uden aura
  • Pludselig voldsom hovedpine
  • Hovedpine som forværres over uger
  • Hvis man får disse symptomer, kan det være en god ide at kontakte sin læge

Se animation om migræne 

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller diagnosen ud fra oplysninger om sygehistorie og ved at undersøge nervesystemet. Nogle gange kan det være nødvendigt at udfylde en hovedpinedagbog.

Hvilken behandling er der?

  • Akut anfaldsbehandling med medicin 
  • Forebyggende behandling med medicin
  • Forebyggende ikke-medicinsk behandling

Generelt om akut anfaldsbehandling med medicin

  • Man ved, at medicin mod migræne kan svigte fra tid til anden. Derfor bør man afprøve akut anfaldsmedicin mindst 3 gange, inden man konkluderer, at den ikke virker, medmindre man har væsentlige bivirkninger
  • Manglende effekt af en slags medicin udelukker ikke effekt af en anden medicin
  • Kvalme/opkastning ved migræne skyldes nedsatte bevægelser i mavetarm-kanalen. Medicinen mod migræne bliver først optaget i kroppen, når den når frem til tyndtarmen. I de tilfælde hvor man har kvalme/opkast, er det derfor hensigtsmæssigt, at medicinen tages som næsespray eller indsprøjtning fremfor som tablet 
  • Tidlig behandling af anfaldet er vigtig. Medicin taget sent i forløbet har ofte dårlig eller ingen effekt
  • Migrænemedicin af typen triptan (f.eks. sumatriptan) virker hurtigst, hvis det tages som indsprøjtninger i underhuden. Herefter kommer næsespray, og langsomst er tabletter/smeltetabletter
  • Hvis den første dosis medicin er effektiv, kan behandlingen gentages, hvis anfaldet af migræne uden aura vender tilbage. Dette sker særligt ved langvarige anfald, idet medicinen virker i kort tid
  • Hvis den første dosis medicin ikke virker, vil der oftest ikke være effekt af en ny dosis, hvorfor gentagelse frarådes

Akut anfaldsbehandling med medicin

  • Start med almindelige smertestillende medicin som NSAID og/eller paracetamol. Man kan eventuelt supplere med kvalmestillende middel
  • Migrænemedicin af typen triptan (f.eks. sumatriptan) bør ikke tages mere end maksimalt 2 gange indenfor 24 timer og ikke mere end 9 dage per måned. Hyppigere brug kan føre til medicinudløst hovedpine. Har man behov for yderligere akut anfaldsbehandling, skal man anvende en anden type medicin 
  • Hvis man har udtalt kvalme/opkast, bør man bruge næsepray og/eller indsprøjtninger af migrænemedicin af typen triptan
  • Ved langvarige anfald af migræne uden aura, som kommer tilbage efter vellykket behandling med triptan, kan man eventuelt prøve at kombinere triptan med medicin af typen naproxen eller diclofenac
  • Tabletter, der indeholder stoffet naratriptan, har længere virkningsvarighed, men virker langsommere end de øvrige triptaner. Denne type medicin kan man bruge, når migrænen vender tilbage efter vellykket behandling med anden type triptan

Børn

Børn har ofte kortvarige anfald af migræne uden aura. Søvn vil i mange tilfælde lindre, men ellers kan man bruge paracetamol tabletter eller ibuprofen tabletter. Hvis barnet har kvalme og/eller kaster op, bør man anvende paracetamol stikpiller.

Unge mellem 12-17 år behandles tilsvarende som børn eller med næsespray sumatriptan 10 mg.

Gravide

De fleste gravide med migræne uden aura får færre eller ingen anfald under graviditeten. Medicinsk behandling bør om muligt undgås. Paracetamol tabletter kan bruges.

Amning

Her gælder samme forhold som hos gravide.

Generelt om forebyggende medicinske behandling

Formålet med forebyggende medicinsk behandling er, at anfald af migræne uden aura skal blive mildere og mindre hyppige 

  • Den forebyggende behandling bør overvejes ved mange og langvarige anfald af migræne uden aura 
  • Har man eksempelvis 3-4 anfald af migræne uden aura om måneden, men god og hurtig effekt af en enkelt dosis akut anfaldsbehandling, er det ofte ikke nødvendigt med forebyggende behandling 
  • Har man derimod 3-4 langvarige anfald af migræne uden aura om måneden, med behov for flere doser af akut anfaldsmedicin i løbet af 2-3 dage ved hvert anfald, er der en risiko for at udvikle kronisk migræne og medicin overforbrug. I disse tilfælde bør man nøje overveje forebyggende behandling
  • Manglende ønsket virkning af en type forebyggende medicin udelukker ikke, at effekt af de andre typer forebyggende medicin kan give den ønskede virkning
  • Hvis man ikke har væsentlige bivirkninger, bør den forebyggende behandling som minimum fortsætte i 3 måneder
  • Det kan være hensigtsmæssigt at holde pause med den forebyggende medicinske behandling efter ½-1 år

Forebyggende medicinsk behandling

  • Medicin der hæmmer virkning af molekylet CGRP er effektive mod migræne. CGRP-hæmmere findes som tabletter, injektioner og som infusion, der gives via drop
  • Visse typer blodtryksregulerende medicin og visse typer medicin mod depression bruges også som forebyggende medicin. Lægen vil sammen med patienten vurdere, hvilken type der passer bedst til den enkle patient

Gravide

De fleste gravide med migræne uden aura får færre eller ingen anfald under graviditeten. Medicinsk behandling bør om muligt undgås. Hvis man ammer, gælder samme forhold som hos gravide.

Forebyggende ikke-medicinsk behandling

  • Fysioterapi ser ud til kunne forebygge migræne uden aura
  • Kiropraktik har samme effekt som placebo, det vil sige omkring 30% har effekt
  • Biofeedback terapi har effekt
  • Akupunktur har ikke dokumenteret effekt

Hvordan er langtidsudsigterne?

Normalt bliver migræne uden aura mindre hyppig med alderen. Anfaldene bliver mildere med årene, og de fleste bliver bedre til at behandle symptomerne med alderen. Mange ældre har dog fortsat anfald af migræne uden aura.

Kvinder kan fortsat have anfald af migræne uden aura efter overgangsalderen.

Hvordan undgår jeg at få migræne uden aura? 

Er man disponeret for migræne uden aura, kan man ikke undgå at få anfald fra tid til anden. Hyppigheden af anfald kan variere igennem livet. Der kan være perioder med mange anfald og andre perioder med få anfald.

Hvordan undgår jeg at migræne uden aura forværres?

De fleste som har migræne uden aura kan med fordel have en regelmæssig døgnrytme, hvor man står op og går i seng på nogenlunde samme tidspunkt, også i weekender. 

Vil du vide mere

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Morten Blaabjerg

    klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

    Hans Christian Kjeldsen

    ph.d., praktiserende læge, Grenå

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen