Multipel sklerose, forskellige former

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • Multipel sklerose findes i forskellige former:
    • Attakvis sklerose
    • Primær progressiv sklerose
    • Sekundær progressiv sklerose
  • I starten oplever de fleste den såkaldte attakvis multipel sklerose. Det vil sige, at man har symptomer som kommer i kortere perioder (attakker) afløst af bedring
  • Omkring 10-15 % af de, der får multipel sklerose, udvikler fra starten tiltagende symptomer uden bedring, det kaldes primær progressiv multipel sklerose
  • Attakvis multipel sklerose vil hos nogle udvikle sig til sekundær progressiv sklerose, hvor der kommer tiltagende symptomer uden bedring

Hvad er multipel sklerose?

Multipel sklerose er en sygdom, hvor de celler der normalt isolerer nervefibrene i hjernen og rygmarven (også kaldet myelin) bliver angrebet. Nervefibre med myelin sender elektriske signaler hurtigere end nervefibre uden myelin.

Når myelin angribes, opstår der forstyrrelser i nervesignalerne. Det kan til sidst ende med, at nervecellerne går til grunde. Angrebet på myelin i hjerne og rygmarv er det, som giver symptomerne ved multipel sklerose.

Hvem får multipel sklerose?

De fleste, som får multipel sklerose, er mellem 20 og 40 år. Flere kvinder end mænd får sygdommen. I Danmark er der knap 19.000 personer med multipel sklerose. Hvert år er der ca. 700 nye tilfælde med multipel sklerose, og forekomsten er stigende.

Forekomsten af multipel sklerose varierer meget i de forskellige dele af verden:

  • I varme lande omkring Ækvator er forekomst af multipel sklerose meget lav
  • Den højeste forekomst af multipel sklerose findes i Nordeuropa og Nordamerika
  • Danmark har den højeste forekomst af multipel sklerose i verden

Man kender ikke fuldt ud årsagerne til disse forskelle, men både miljømæssige og arvelige faktorer synes at spille ind.

Se animation om multipel sklerose

Forskellige typer multipel sklerose

Der findes forskellige varianter af multipel sklerose. Man skelner mellem attakvis og progressiv multipel sklerose. Multipel sklerose kan inddeles i: 

  • Attakvis
  • Primær progressiv
  • Sekundær progressiv

Denne inddeling sker på basis af sygdommens forløb.

Attakvis multipel sklerose

Langt de fleste har til at begynde med multipel sklerose med et attakvist forløb. Et attak er en periode på dage til ugers, eventuelt måneders, varighed med akut forværring af kendte eller nye symptomer. Denne periode følges så af perioder med bedring, hvor symptomer helt eller næsten helt forsvinder. Dette kaldes på engelsk relapsing-remitting multiple sklerose.

De fleste med denne type multipel sklerose vil for hvert attak gradvist blive præget mere og mere af sygdommen, også mellem attakkerne. Efter en tid vil de fleste gå over i en sekundær progressiv form.

Primær progressiv multipel sklerose

10-15 % af dem med multipel sklerose, især dem som er ældst ved sygdommens opståen, har ikke det karakteristiske attakvise forløb. I stedet udvikler de langsomt og gradvist tiltagende gener uden perioder med bedring. Dette kaldes et progressivt sygdomsforløb.

Sekundær progressiv multipel sklerose

De fleste personer som i begyndelsen af sygdommen havde et attakvist forløb, vil efterhånden udvikle sekundær progressiv multipel sklerose. Den sekundære form være præget af gradvis forværring uden perioder med bedring, men der kan dog også fortsat opstå attakker.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Morten Blaabjerg

klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen