Multipel sklerose, oversigt

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • Multipel sklerose er en sygdom, hvor kroppens eget immunsystem angriber myelin i hjerne og rygmarv. Myelin er den isolering, som ligger rundt om nervefibrene i hjerne og rygmarv 
  • Sygdommen kan give mange forskellige symptomer afhængigt af, hvor i hjernen og rygmarven myelinet angribes
  • Symptomerne kan være forstyrrelse af sanser og muskler, træthed
  • Forebyggende behandling med medicin kan forsinke, at man får symptomer ved multipel sklerose. Derudover findes der medicin, som  lindrer symptomerne ved udbrud af sygdomsaktivitet

Hvad er multipel sklerose?

Multipel sklerose er en sygdom, hvor kroppens eget immunsystem angriber myelin i hjerne og rygmarv. Myelin er den isolering som ligger rundt om nervefibrene i hjerne og rygmarv.

Nervefibre med myelin sender elektriske signaler hurtigere end nervefibre uden myelin. Når myelin bliver angrebet, opstår der forstyrrelser i nervesignalerne. Til sidst kan det ende med, at nervecellerne går til grunde.

Angrebet på myelin i hjerne og rygmarv er det, som giver symptomerne ved multipel sklerose.

    Se animation om multipel sklerose

    Hvad er symptomerne på multipel sklerose?

    Det karakteristiske ved multipel sklerose er, at symptomerne kan være meget forskellige, lige fra påvirkning af sanser og muskler og til mere almene symptomer som træthed. Afhængigt af hvor i hjerne og rygmarv myelinet angribes, får man forskellige symptomer, som kan være: 

    • Synsforstyrrelser - tågesyn, dobbeltsyn
    • Nedsat evne til at arbejde og træthed
    • Usikker balance
    • Forstyrrelser i vandladningen - hyppige vandladninger, ofte dårlig tømning af blæren og til tider ufrivillig vandladning
    • Forstyrrelser i seksuelle funktioner, såsom manglende sexlyst, ophidselse og orgasme. Hos kvinder ses tørhed i skede og hos mænd manglende potens
    • Stivhed eller delvis lammelse af muskler. Dette kan resultere i kramper, svækkede eller usikre bevægelser. Man får problemer med at gå, og det kan blive vanskeligt at bruge hænderne
    • Unormale reaktioner på kulde og varme
    • Ændret følesans i huden

    Ofte får man et eller flere symptomer, som siden svinder efter nogle uger. Senere kan der så opstå nye symptomer et andet sted. Læs mere om symptomer på multipel sklerose.

    Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

    Symptomer, som kommer spredt i tid forskellige steder i kroppen, kan give mistanke om multipel sklerose. Uanset hvilke symptomer man oplever, som giver anledning til bekymring, kan det være en god ide at kontakte sin læge. 

    Hvordan stilles diagnosen?

    De typiske symptomer hos forholdsvis unge mennesker (20-40 år) vil ofte give lægen mistanke om sygdommen. Lægen vil dog ofte kun finde få symptomer på multipel sklerose, når hun tester, hvordan nervesystemet fungerer.

    Med tiden bliver tegn på sygdommen mere tydelige.

    MR-skanning af hjerne og rygmarv kan påvise forandringer, og bruges til at stille diagnosen.

    Hvorfor får man multipel sklerose?

    Multipel sklerose kommer formentlig grundet en blanding af arv og miljøpåvirkning.

    Det er muligt, at en virusinfektion kan være med til at sætte sygdommen i gang. Læs mere om årsager til multipel sklerose.

    Hvilken behandling er der?

    Behandling af multipel sklerose bliver tilpasset den enkelte person.

    Forebyggende behandling

    Der findes en lang række medicinske behandlinger som kan nedsætte risikoen for akutte sygdomsudbrud (forebyggende behandling). Herudover anvendes kortvarig behandling med binyrebarkhormon i høje doser ved akutte forværringer. 

    Behandling af symptomerne

    Det kan være behandling af problemer med vandladning, smerter og stivhed i muskler. Læs mere om behandling af multipel sklerose.

    Hvad kan jeg selv gøre?

    Hvis du får symptomer, der kunne tyde på multipel sklerose, skal du kontakte din læge og fortælle om symptomerne.

    Hvordan undgår jeg at få eller forværre multipel sklerose?

    Man kan ikke gøre noget for at undgå at få multipel sklerose. Forebyggende medicin kan forsinke forløbet af multipel sklerose symptomerne. 

    Hvordan udvikler sygdommen sig?

    Forløbet af sygdommen varierer betydeligt. De fleste har de første år et forløb præget af forholdsvis akutte forværringer, med mere eller mindre fuld bedring mellem anfaldene.

    Mange med multipel sklerose vil efter en del år få gradvis forværring og tiltagende tab af funktioner. Nogle få vil allerede fra starten have denne mere alvorlige form af sygdommen.

    De fleste personer med multipel sklerose vil i løbet af en årrække udvikle større eller mindre nedsat funktion. Hos en mindre del går det stærkt, og man får svært nedsat funktion over en kort årrække. Hos andre udvikles der aldrig betydende nedsat funktion. De fleste lever med sygdommen og har kun begrænsninger i nogen grad.

    For at kompensere for sygdommen bør man motionere og træne. Fysioterapi ser ud til at have en god effekt hos personer med multipel sklerose, og man får denne behandling gratis efter henvisning fra sin praktiserende læge. 

    Hvor hyppig er multipel sklerose?

    • De fleste, der får multipel sklerose, er mellem 20 og 40 år
    • Flere kvinder end mænd får sygdommen
    • I Danmark er der knap 19.000 personer med multipel sklerose - der er i de senere år set en stigning i forekomsten af multipel sklerose - mest udtalt for kvinder
    • Forekomsten af multipel sklerose varierer meget i de forskellige dele af verden. I varme lande omkring Ækvator er der en meget lav forekomst af multipel sklerose, mens den højeste forekomst af multipel sklerose findes i Nordeuropa og Nordamerika. Danmark har den højeste forekomst i verden.

    Vil du vide mere?

    Patientorganisation

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Morten Blaabjerg

    klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

    Hans Christian Kjeldsen

    ph.d., praktiserende læge, Grenå

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen