Symptomerne ved peroneusparese - også kaldet peroneuslammelse - er dropfod, det vil sige nedsat/ophævet evne til at bevæge forfoden opad, samt føleforstyrrelser på ydersiden af underbenet og oversiden af foden. Prognosen er oftest god
Nervus peroneus giver nerveforsyning til de muskler i underbenet, der bevæger forfoden opad og udad og storetåen opad, samt nerveforsyning til huden på ydersiden af underben og oversiden af foden.
Nervus peroneus snor sig omkring ydersiden af underbenet rundt om det tynde lægben lige nedenfor knæet. På det sted ligger nerven tæt på hudens overflade, hvorfor nerven her er særlig udsat for tryk eller skade.
Peroneusparese resulterer i en tilstand, der kaldes dropfod. Man har nedsat eller helt ophævet evne til at bevæge forfoden opad. Dette fører til besvær med at gå, idet benet skal løftes højt, for at man undgår at snuble, fordi foden slæber efter. Desuden er opadbøjning af fodens yderside påvirket. Tab af følesans på den ydre del af fodryggen vil yderligere kunne føre til gener.
Ovennævnte symptomer kan skyldes peroneusparese, men lignende symptomer kan også ses efter diskusprolaps med tryk på den 5. lænderod.
Diagnosen stilles ved, at lægen udfører en undersøgelse af nervesystemet (neurologisk undersøgelse).
I særlige tilfælde hvor lægen er usikker på diagnosen, suppleres lægens undersøgelse med en neurofysiologisk undersøgelse af peroneus-nerven.
Skade eller tryk mod nerven kan skyldes stramme støvler eller bånd, som klemmer nerven lige under knæet. Skade kan også opstå efter, man har siddet lang tid på hug, har ligget på knæ, eller hvis man har siddet med benet over kors.
I sjældne tilfælde skyldes tilstanden tryk på nerven fra en Bakers cyste i knæhasen, eller hævelse i muskulaturen i forbindelse med langvarig kraftig muskelbrug, hos eksempelvis løbere.
Nerven kan også skades ved brud på underbenet og spark eller stød mod ydersiden af læggens øvre del, eller ved uhensigtsmæssig lejring i forbindelse med en operation.
Der findes arvelige nervesygdomme, hvor peroneusparese forekommer med øget hyppighed (f.eks. ved Charcot Marie Tooths sygdom).
Hvis man vælger at behandle en peroneusparese, vil den rettes mod en eventuel udløsende årsag, som for eksempel brud på underbenet eller Bakers cyste.
Hvis der ikke er nogen ydre skade, der skal repareres, går generne som regel over af sig selv i løbet af nogle uger eller måneder. I denne periode er det vigtigt, at nerven ikke udsættes for nye påvirkninger, som kan skade den.
Fysioterapi og træning kan hjælpe dig med at genvinde funktionen af nerven og dermed bevægeligheden i foden.
Du kan undgå at få eller forværre peroneusparese ved at undgå tryk på ydersiden af underbenet lige under knæet.
Du skal søge hjælp, hvis du oplever symptomer, hvor du ikke kan løfte din fod. Der kan være tale om tilstande, der kræver hurtig behandling - f.eks. diskusprolaps.
Prognosen er generelt god.
Peroneusparese er en af de hyppigere nervelammelser, som ikke er helt usædvanlig, særligt hos personer der har arbejdsstillinger, hvor de sidder på hug eller ligger på knæ. Derfor kaldes peroneusparese også "gulvlæggerparese".
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
