Lægen (neurologen eller neurokirurgen) kan ofte fastslå, hvor i hjernen en skade eller hjernesvulst sidder ved at se på personens symptomer og tegn. Det skyldes, at hjernen er meget logisk opbygget. Bestemte funktioner varetages af bestemte områder i hjernen. Se tegning af hjernens funktionsområder.
Nogle begreber går igen, når man taler om funktioner i hjernen.
Motoriske funktioner betyder bevægelser i kroppen udført af muskler.
Sensoriske funktioner dækker alt det, der har med sanseindtryk og følesans at gøre.
Hjernen består af to hjernehalvdele. Højre hjernehalvdel styrer venstre side af kroppen, mens venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen. Årsagen til dette er, at nervebanerne fra storhjernen krydser over til modsatte side i det område, der kaldes thalamus samt i hjernestammen (overgangen til rygmarven). Typisk er den ene hjernehalvdel den dominerende, som regel den venstre, og skader på denne side ødelægger i større grad intellektuelle funktioner og sprog.
Forreste del af storhjernen (frontallappen, pandelappen) er vigtig for at styre tankevirksomhed, intellektuelle funktioner og følelser. En svulst eller skade her kan give personlighedsændringer, enten i form af svækket dømmekraft, nedsat selvkritik, eller ligegyldighed og svigtende motivation.
Fortil i hjernen ligger også det frontale blikcenter. Det styrer bevægelser til begge øjne og sørger for, at øjnene bevæger sig samtidig. En skade i dette center på én side fører til, at øjnene har blikket vendt til denne side, og at man ikke kan flytte blikket til modsat side.
Dette er den del af hjernen, der har ansvaret for bevægelser og muskelaktivitet rundt om i kroppen. Centret ligger bagest i frontallappen. Skader på den ene side i centret giver lammelser på modsat side, f.eks. i det ene ben. Ofte kan skader som blodprop i hjernen eller hjerneblødning give halvsidig kropslammelse (hemiparese).
Hvert kropsafsnit er repræsenteret ved et bestemt område i hjernebarken. Det betyder, at en lille skade af og til kan give motoriske udfald (lammelser) fra kun et kropsafsnit, f.eks. i armen.
I området lige bag den motoriske del af hjernebarken, hovedsageligt i parietallappen (isselappen), registreres sanseindtryk som berøring, smerte, temperatur, vibration og ledsans (somatosensoriske funktioner). Skader eller svulster i dette område fører til nedsat eller manglende følesans i den modsatte kropshalvdel. Også her har de forskellige kropsafsnit sin bestemte placering i hjernebarken, så mindre skader giver afgrænsede udfald af følesans, f.eks. i en fod.
Store områder i hjernebarken hjælper med sammensatte opgaver som tænkning, intellektuelle funktioner, tolkning af sanseindtryk, planlægning og gennemførelse af sammensatte handlinger. Skader her kan føre til, at man ikke er i stand til at tolke signaler, som kommer til hjernen, f.eks. synsindtryk, og personen derfor ikke forstår, hvordan en sammensat bevægelse skal udføres og dermed ikke er i stand til at udføre opgaven (apraksi).
I nakkelappen (occipitallappen) findes synscentret. En skade i dette område fører til tab af synet. Befinder skaden sig kun på den ene side, vil man miste den modsatte del af synsfeltet.
Hos praktisk talt alle højrehåndede er sprogområderne placeret i venstre hjernehalvdel i den nederste del af frontallappen og lidt længere bagud. Det samme gælder for de fleste venstrehåndede, men hos nogle er sprogområdet dog spejlvendt og ligger i højre hjernehalvdel. De områder, der kontrollerer hørelse, tolkning af lyde, "billedliggørelse" af lydene, og tale, ligger et stykke fra hinanden. Det betyder, at skader på forskellige steder i hjernen kan give forskellige sprogforstyrrelser. F.eks. kan det betyde, at en person ikke forstår, hvad der bliver sagt (sensorisk afasi), eller en person ikke formår at tale (ekspressiv afasi).
Thalamus er et center, der befinder sig i den centrale del af hjernen. De fleste sensoriske nervebaner (de som bringer signaler om sanseindtryk) fra kroppen "omkobles" i thalamus. Skader i thalamus vil derfor medføre sensoriske forstyrrelser i modsatte kropshalvdel, men skader her kan dog også give motoriske forstyrrelser.
Dette er en samling kerner, som ligger dybt inde i storhjernen. De har vigtige opgaver i forberedelsen af viljestyrede bevægelser. Skader på basalganglierne giver derfor først og fremmest motoriske forstyrrelser. De viser sig ved stivhed i bevægelserne, problemer med at starte bevægelser, langsommere bevægelser, færre spontane bevægelser samt rystelser. Disse symptomer ses bl.a. ved parkinsonisme. Det modsatte kan i sjældne tilfælde ses ved andre skader, så personen får ufrivillige kastende eller vridende bevægelser.
Lillehjernen, cerebellum, befinder sig i den bageste og underste del af kraniet. Den har et overordnet ansvar for at samordne bevægelser. Den forhåndsberegner kraft, tidspunkt og varighed af muskelsammentrækningerne i de muskler, som deltager ved en bevægelse. Når bevægelsen udføres, modtager lillehjernen signaler om bevægelsen og kan derfor justere bevægelser undervejs, så de bliver jævne og harmoniske. Sygdom eller skade i lillehjernen fører til, at bevægelserne bliver upræcise og urytmiske (ataksi).
Hjernestammen forbinder storhjernen, lillehjernen og rygmarven. Alle nervebaner fra kroppen passerer gennem hjernestammen. Hjernenerverne, som forsyner hoved og ansigt med nerver, udgår fra hjernestammen. Skader eller svulster i dette område kan derfor påvirke både motoriske og sensoriske funktioner i hele kroppen. Ikke noget andet sted er så mange vigtige nervebaner samlet på et så lille område. Hjernestammen indeholder også de livsvigtige åndedræts- og cirkulationscentre, samt retikulærsubstansen, som er vigtig for bevidstheden.
Selv meget små skader, svulster eller betændelser i hjernestammen kan derfor give en række forskellige udfald, og mere omfattende skader kan give koma og livstruende funktionsforstyrrelser.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
