Hjernesvulst, symptomer og tegn

Frantz Rom Poulsen

Speciallæge

Fakta

  • Svulster, der opstår i hjernen, kan give symptomer som:

    • hovedpine (er sjældent det første symptom)

    • kvalme og opkastninger

    • lammelser og/eller ændringer i adfærd

    • synsforstyrrelser, lammelser eller kramper

  • Man undersøger normalt hjernen med en MR-skanning

  • Svulsten kan fjernes helt eller delvist ved en operation

  • Der kan være behov for efterfølgende kemoterapi og strålebehandling

Hvad afhænger symptomerne af?

Symptomer og tegn på en hjernesvulst afhænger af dens størrelse, beliggenhed og vækst. Hjernesvulsten kan være en

  • Primær hjernesvulst (opstået i hjernen)

  • Sekundær hjernesvulst (opstået udenfor hjernen og til stede i hjernen som metastase fra den primære kræft)

Begge typer kan give mange forskellige symptomer. Det sker, fordi svulsten kan trykke på hjernevæv, eller fordi den vokser ind i hjernevævet. På den måde kan svulsten beskadige og ødelægge områder, der er ansvarlig for syn, bevægelser, balance, tale, hørelse, hukommelse og adfærd.

En hjernesvulst kan også få omkringliggende normale hjernevæv til at hæve op (ødem), hvilket yderligere øger trykket og symptomerne.

I starten kan symptomerne være vekslende. Det gør det vanskeligt at stille en diagnose, idet andre sygdomme kan give lignende symptomer og tegn.

Typiske symptomer og tegn

  • Nyopstået hovedpine, særligt om natten når man ligger ned eller om morgenen

  • Uforklarlig kvalme og opkastninger

  • Synsforstyrrelser i form af sløret syn, dobbeltsyn, tab af syn ud mod siderne

  • Gradvist tab af følesans eller bevægelighed i en arm eller et ben

  • Balanceproblemer

  • Talebesvær

  • Træthed

  • Forvirring

  • Ændringer i personlighed eller adfærd

  • Kramper, epileptiske anfald

  • Høreproblemer

  • Hormonelle forstyrrelser

Symptomer og tegn alt efter type af svulst

Ud fra de symptomer og tegn som findes, kan lægen danne sig et indtryk af, hvad der sker inde i hjernen.

  • Hurtig trykstigning inde i hjernen (f.eks. en svulst, der vokser hurtigt) giver symptomer som hovedpine, kvalme, opkastninger og svækket bevidsthed. Hovedpine er dog sjældent det første symptom

  • Langsom trykstigning inde i hjernen giver symptomer i form af hovedpine om morgenen ofte med ledsagende kvalme, opkastninger, tågesyn, svimmelhed eller balancebesvær

  • Andre symptomer kan være langsomt indsættende lammelser, talebesvær, træghed og ændringer i personligheden

  • Hypofysesvulster, dvs. svulster i hjernens overordnede hormoncenter, kan give hormonelle forandringer. Det kan f.eks. være akromegali (vækst af hænder og fødder, grovere ansigtstræk og dybere stemme), ophør af menstruation, impotens eller mælkeflåd fra brysterne (galaktoré). De, der ikke danner hormoner, kan blive ganske store med blot få symptomer, og det primære symptom vil ofte være synsproblemer

Svulstens beliggenhed

Det er ofte muligt for lægen (neurologen) at fastslå, hvor svulsten sidder på baggrund af symptomer og fund ved undersøgelsen. Dette er muligt, fordi hjernen er meget logisk opbygget. Bestemte funktioner varetages af bestemte områder i hjernen (se tegning af hjernens funktionsområder).

Du kan læse mere om sammenhængen mellem skader/sygdom i bestemte områder af hjernen, og hvilke funktioner der rammes, i artiklen om hjernefunktioner.

hjernens funktionsområder, tegning.

Tegning af hjernens funktionsområder.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Frantz Rom Poulsen

Professor, overlæge, forskningsleder, Neurokirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital

Dorte Bojer

Alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen