Mortons metatarsalgi

Torben Bæk Hansen

speciallæge

LH_2444_Mortons metatarsalg
Mortons metatarsalgi

Fakta

  • Mortons metatarsalgi er en tilstand, hvor man har smerter ud i tæerne
  • Smerterne skyldes tryk på tånerver, der kommer i klemme mellem mellemfodsknoglerne, når forfodens tværbue falder sammen og giver forfodsplatfod
  • Mortons metatarsalgi kan behandles med indlæg i skoene, der løfter fodens tværbue og mindsker trykket på nerverne
  • Nogle gange er operation nødvendig
  • Ved operationen fjernes nerveknuden, men det giver permanent nedsat følelse i tåområdet

Hvad er Mortons metatarsalgi?

Metatarserne er navnet på de fem knogler i mellemfoden og algi betyder smerte. Metatarserne forbinder fodroden med tæerne. Langs hver af disse knogler går der en nerve, som er på vej til hver tå. Disse nerver kan blive udsat for tryk og klem. Det skaber irritation i nerven og udløser smerter. Se tegning af Mortons metatarsalgi.

En sådan irritation kan med tiden føre til, at nerven hæver op, og der dannes en nerveknude - et såkaldt neurom. Nerven vil da blive endnu mere klemt, og det giver øget ubehag og smerter.

Smerterne er hyppigst under tåbalderne til 3. og 4. tå (1. tå er storetåen, 5. tå er lilletåen).

Det er smerterne, som er problemet. Tilstanden i sig selv er helt ufarlig.

Hvad er symptomerne?

Brændende smerter i fodsålen, som kan stråle ud i tæerne.

Smerterne kommer først i forbindelse med gang, eller når du benytter de sko, der klemmer og som er årsag til generne.

Senere er smerterne til stede hele tiden, og de kan stråle opadtil i benet.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Når generne bliver vedvarende og ikke forsvinder ved aflastning, bør du kontakte læge med henblik på justerende skoindlæg eller anden behandling.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller diagnosen på grundlag af den typiske sygehistorie. Ved at trykke mod nerven fra oversiden eller undersiden, mellem knoglerne i forfoden, udløses der smerter.

Det samme sker, hvis forfoden klemmes sammen fra side til side, eller ved at bøje tæerne kraftigt opad.

Lægen kan også anlægge en lokalbedøvelse, hvorefter smerterne midlertidigt forsvinder. Dette bekræfter diagnosen.

Hvorfor får man Mortons metatarsalgi?

Forfodens tværbue kan falde sammen og give forfodsplatfod. Derved kan tånerverne presses ind mellem mellemfodsknoglerne og give udstrålende smerter til tæerne. 

Hvad er behandlingen?

Hvis du får tilpasset dine sko eller anvender indlægssåler, som giver en normal fodbue, aflaster det. Det lindrer smerterne.

Hvis det ikke hjælper, kan lægen sprøjte binyrebarkhormon ind ved nerven, hvor den er trykket, så det giver mindre smerter og irritation.

Nogle gange er operation nødvendig. Ved operationen fjernes nerven og hævelsen. Flere forskellige operationsmetoder anvendes.

De allerfleste personer bliver smertefrie efter indgrebet, men mister følesansen på tåen.

Hvad kan jeg selv gøre?

Brug fodtøj med god stødabsorption og plads til forfoden.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Ved vedvarende smerter i forfoden ved belastning.

Hvordan udvikler tilstanden sig?

Tilstanden bedrer sig ofte ved behandlingen, og generelt er prognosen god.

Hvor hyppigt er det?

Tilstanden er forholdsvis sjælden. Blandt de mest udsatte er motionsløbere og midaldrende kvinder, som benytter sko med dårlig pasform.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Torben Bæk Hansen

prof., ph.d., overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen