Det er en udbredt opfattelse, at psykologisk stress fører til fysisk sygdom. Men eksperter og forskere er dog mere usikre på denne sammenhæng.
Psykologisk stress opstår, når en person oplever, at omgivelsernes krav og forventninger overstiger ens egen kapacitet.
Den almindelige opfattelse er, at stressende hændelser kan påvirke udviklingen af fysisk sygdom ved at forårsage negative følelser som angst og depression. Disse tilstande påvirker efterfølgende biologiske processer eller adfærdsmønstre, som så øger risikoen for sygdom.
At være udsat for kronisk stress anses at være den stærkeste stressfaktor. Det skyldes, at det medfører langvarige eller permanente biologiske, følelsesmæssige, psykologiske og adfærdsmæssige reaktioner. Disse reaktioner påvirker sårbarheden for at få sygdom og påvirker forløbet af sygdommen. Det gælder stressfyldte hændelser som varer ved, f.eks. at pleje en dement ægtefælle. Det kan også gælde kortvarige situationer, som stadig kommer tilbage og som opleves overvældende, efter at de er afsluttet, f.eks. seksuelt misbrug.
Ændringer i adfærd kan fungere som tilpasnings- eller mestringsforsøg. De kan bestå i, at man
Dette er vigtige ændringer, som forstærker effekten af stress og øger risikoen for sygdom.
Hormoner er særligt følsomme for psykologisk stress. Det gælder i hjernen og i binyrerne. Stresshormonet kortisol bliver udskilt fra binyrerne og regulerer en lang række processer i kroppen.
Katekolaminer (bl.a. adrenalin) samt stresshormoner, bliver frigjort og påvirker hjerte, blodårer, lunger, lever, skelettets muskulatur og immunsystemet. Langvarig eller gentagen aktivering af kortisol kan påvirke kontrollen af andre fysiologiske systemer. Det øger risikoen for fysiske og psykiske forstyrrelser.
Stress påvirker også reguleringen af immunologiske processer og betændelsesprocesser (inflammation). Det kan have effekter på depression, infektion, autoimmune sygdomme (f.eks. leddegigt), koronar hjertesygdom (åreforkalkning i hjertet) og nogle former for kræft.
Sikre beviser for sammenhæng mellem stress og sygdom vil kræve eksperimentelle studier, hvor nogle personer udsættes for stress og andre ikke. Sådanne studier er dog uetiske at gennemføre. Vi må derfor basere vores viden på svagere beviser. Det vil i praksis sige befolkningsstudier (såkaldte epidemiologiske studier). I sådanne studier følger man store befolkningsgrupper over tid og kan inddele studiepersonerne i grupper som oplever mere eller mindre stress. På den måde kan man se, om de adskiller sig i forhold til udvikling af sygdom.
Stressfyldte hændelser øger risikoen for depressive symptomer og alvorlige depressionstilstande. 50-80 % af personer med første depression har i løbet af de foregående 6 måneder oplevet større stressfyldte hændelser, sammenlignet med kun 20-30 % blandt ikke-deprimerede over samme periode.
Det er beregnet, at 20-25 % af de mennesker, som oplever større stressfyldte hændelser, vil få en depression. Meget tyder på, at det særligt er personer, som genetisk er i risiko for depression, som får depression i forbindelse med stressende begivenheder i deres liv.
Samtidig er det vist, at øget stress også påvirker forløbet af en depression. Den bliver mere langvarig, symptomerne forværres, og der kommer hyppigere tilbagefald.
Studier viser også, at stressfyldte hændelser, som optræder samtidig med behandling, dæmper effekten af behandlingen. Der er imidlertid ikke forskel på effekten af behandlingen ved depressioner hos personer med og uden forudgående oplevelse af stressende livsbegivenheder.
Eksperimentelle studier på dyr giver stærk støtte til en sammenhæng mellem stress og åreforkalkning i hjertet (koronar hjertesygdom). Effekten af stress synes at blive formidlet via langvarig aktivering af stresshormoner.
Studier af raske voksne mennesker og hjertepatienter tyder på, at stress fremmer sygdomsprocesser, som nedsætter cirkulationen af blod til hjertet (myokardieiskæmi) og aktiverer betændelses- og koagulationsmekanismer (blodpropdannelse).
Befolkningsstudier viser, at mennesker som oplever meget stress, har øget risiko for hjertekarsygdomme og død. Et studie (meta-analyse) fandt, at der var ca. 50 % øget risiko for hjertekarsygdom hos personer som oplevede meget stress på deres arbejde.
Risikoen for at få hjertekarsygdom på længere sigt er også øget blandt raske mennesker, som oplever traumatiske hændelser som et barns død, eller som er udsat for emotionelt, seksuelt eller fysisk misbrug tidligt i deres liv. Også mennesker, som bliver ramt af naturkatastrofer og krig, har øget risiko for senere hjertekarsygdom.
Personer, der tidligere har haft hjertekarsygdom, har øget risiko for ny sygdom, når de oplever stress, har overarbejde, problemer i deres parforhold eller er socialt isolerede.
Eksperimentelle studier på dyr har vist, at stress bidrager til, at visse svulsttyper opstår, samt at de vokser og spredes. Der findes også studier, som viser sammenhæng mellem stress og kræftsygdomme blandt mennesker. Den videnskabelige dokumentation for en sådan sammenhæng er dog ikke overvældende. Forskerne tror, at der er en sammenhæng. Det er dog vanskeligere at afsløre denne sammenhæng ved kræftsygdom end f.eks. ved hjertekarsygdom.
Man antager, at stress i højere grad påvirker vækst og tilbagefald af en eksisterende kræftsygdom, end at den er den udløsende årsag fra starten af sygdommen.
Det synes at være en vis sammenhæng mellem HIV/AIDS og stress (psykologisk og fysiologisk). Den nærmere årsag er dog usikker.
Infektioner i de øvre luftveje, astma, herpesinfektioner, autoimmune sygdomme og heling af sår er andre tilstande, hvor stress spiller en rolle.
Selv om stressfaktorer ofte er forbundet med sygdom, så vil de allerfleste som bliver udsat for traumatiske hændelser og kroniske alvorlige problemer forblive sygdomsfrie.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
