I forbindelse med alvorlige uheld kan ryggen skades, så rygmarven bliver klemt. Dette kan føre til, at rygmarven nedenfor skaden mister forbindelsen med resten af centralnervesystemet (en tværsnitsskade). Det betyder i værste fald, at man:
Jo højere oppe i rygmarven skaden sker, jo mere omfattende er skaderne og lammelserne. Ved skader i nakken vil også armene kunne være lammet. Skader i den øverste del af nakken kan forårsage død, hvis vejrtrækningen stopper.
Rygmarvsskader ses oftest blandt unge mennesker og hyppigst blandt mænd. De er som regel resultat af trafikulykker, faldulykker eller udspring på lavt vand.
Rygmarvsskader kan også ses i forbindelse med andre sygdomme, f.eks. betændelsesforandringer, slidforandringer eller kræft.
Baggrunden for en rygmarvsskade er som regel et uheld. Ofte er den tilskadekomne alvorlig skadet og bevidstløs, så det ikke er muligt at tale med vedkommende. Andre gange er vedkommende vågen og mærker, at følelsen i nedre del af kroppen er borte, og det ikke er muligt at bevæge eksempelvis benene.
Ved undersøgelse finder man, at den skadede er uden kraft i underkroppen, eventuelt også i armene, hvis skaden sidder højt i nakken. Ofte er blodtrykket lavt, og pulsen langsom.
På skadestedet skal der udvises den største forsigtighed for at undgå, at skaden forværres. Man skal ikke løfte, dreje eller få den skadede til at sidde op. Alle bevægelser i nakke og ryg skal undgås. Bøj ikke den skadede fremover. Man skal altid sørge for bedst mulig stabilitet, når man løfter og drejer den skadede.
Flere personer bør deltage i manøvreringen af den skadede, så der ikke opstår bevægelser af skaden i ryggen. Den skadede vil ofte blive flyttet på et særligt bræt. Stiv nakkekrave skal bruges under transport i forbindelse med undersøgelser på røntgenafdelingen ved mistanke om nakkeskade. Man sikrer stabiliteten ved at støtte patienten med sandsække eller særlige bårer. Ved ulykker, hvor personen bliver bevidstløs, bør de behandles, som om de har rygmarvsskade.
Man skal sikre, at den skadede trækker vejret, og at puls og blodtryk er i orden. Andre skader behandles, eller der tages hensyn dertil.
Når den akutte fase er overstået, den skadede er stabiliseret og indlagt på sygehus, vil man kortlægge omfanget af skaden. Ved tværsnitsskader er forbindelsen til nedre del af rygmarven afbrudt. Symptomer og fund er følgende:
Behandlingen af den skadede person starter umiddelbart. Det er en omfattende opgave, hvor mange fagpersoner er involveret. Behandlingen kan inddeles i følgende faser:
Behandlingen foregår over lang tid. Målet er, at den skadede bliver mest mulig selvhjulpen.
Er en tværsnitsskade først opstået, er det vigtig at tage vare på sig selv og få den fornødne hjælp, således at komplikationer til rygmarvsskaden forebygges bedst muligt.
Nervesystemet består af hjernen, rygmarven, perifere nerver og et system, som styrer de ubevidste funktioner i de indre organer (det autonome nervesystem). Hjernen og rygmarven udgør centralnervesystemet.
Ryggen består af flere ryghvirvler, som sammen danner rygsøjlen. Rygsøjlen består af 7 nakkehvirvler, 12 brysthvirvler, 5 lændehvirvler, korsbenet og halebenet.
Inde i rygsøjlen er der et hulrum, som indeholder rygmarven omgivet af væske og beskyttende hinder. Fra rygmarven afgår der parvis nerverødder mellem to ryghvirvler, en højre og en venstre. Hver nerve forsyner et afgrænset område af kroppen med to sæt nerver:
Mellem hver af hvirvlerne ligger der en bruskskive, der fungerer som en stødpude.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
