Fakta
- Ved forsinket søvnfase type er den normale søvn forskudt 3-6 timer senere end normal søvn
- Forekommer ofte i teenageårene, men hos nogle få fortsætter den i voksenalderen
- Søvnens faser er helt normale og af normal længde
Forsinket søvnfase type er en forsinkelse af spontane "falde i søvn-tider" og "vågne-tider" med 3-6 timer. En person med forsinket søvnfase type føler sig ikke træt og har ikke trang til at sove før 3-6 timer senere end andre mennesker med normale søvnvaner.
Når vedkommende falder i søvn, er søvnen helt normal og af normal længde. Vedkommende vågner derfor som regel af sig selv efter 7-8 timers søvn og er veludhvilet.
Personer med forsinket søvnfase type, som tvinges til at følge konventionelle "stå op" tider, lider ofte af for kort søvn, udtalt træthed og manglende energi. Disse gener er mest udtalt om morgenen og formiddagen, og aftager efterhånden, som dagen skrider frem.
Vedkommende føler sig ikke træt på den tid, de fleste andre går i seng på. Personer med forsinket søvnfase type kan også have svært ved at falde i søvn, hvis de går i seng på denne tid.
Ved at følge "normale" sovetider opstår der i de fleste tilfælde besvær med at falde i søvn og for kort søvn. Den efterfølgende dag kan præges af uoplagthed med forringede præstationer, nedsat koncentration og energi, dels i skole, under studier og jobs. Utilfredshed med egne præstationer kan føre til, at man bliver nedstemt, og dette kan tolkes som depression.
Diagnosen stilles ud fra sygehistorien, klager over træthed, vanskeligheder med at komme i seng om aftenen, og vanskeligheder med at komme op om morgenen.
Der findes ingen diagnostiske test. Undersøgelsen PolySomnoGrafi (PSG), som man ofte bruger i forbindelse med søvnproblemer, er ikke nødvendig her.
I stedet kan man bruge et søvnskema, hvor man registrerer sine sovetider gennem 1-2 uger. Her kan vises en tendens til forsinkelse af den spontane trang til at sove samt perioder med for korte sovetider, perioder med normale sovetider, og perioder med "soven for længe".
På søvnskemaet noterer man hver dag:
Man kan beregne værdier for søvnlatens, antal opvågninger, vågenhed i løbet af natten, tid i sengen og den totale søvntid. Man kan også tegne søvntiderne på skemaet. På den måde kan man få et grafisk billede af søvnen, som kan være meget illustrativt.
Dette kan også udføres med en såkaldt aktigraf eller med en af de nye "wearables" armbånd, som hele tiden måler puls, vejrtrækning, kroppens motorik og position. Man kan ofte ved disse målinger ikke se, hvilken af de forskellige søvnfaser man er i, men skelnen mellem vågen (motorisk aktivitet) og søvn (fravær af motorisk aktivitet) er som regel god nok.
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker får forsinket søvnfasesyndrom. Der kan muligvis være tale om forstyrrelser i nogle af de gener, der har betydning for styringen af vores døgnrytme, men dette er dog ikke sikkert.
De tider, man foretrækker at stå op på og gå i seng på, kan have en stor betydning. Påvirkningen af den balancerede regulering (den såkaldt homeostatiske søvnproces) af søvn-vågenhed kan også være af betydning.
Der er i flere undersøgelser beskrevet, at der i teenageårerne sker en forskydning mod såkaldt B-type-variationen. Dette holder sig gennem teenageårerne. Efter 20-års alderen har de fleste fundet deres rytme som enten A- eller B-menneske eller neutral.
Formålet er, at patienten opnår en døgnrytme, som er i fase med samfundets 24-timers rytme.
Man lader patienten følge sin spontane rytme for søvn og vågenhed. Vedkommende vil gå senere i seng og sove længere end omgivelserne. Soveperioden vil forskyde sig til en periode 3-6 timer senere end omgivelserne. Man lader vedkommende følge sin spontane rytme, indtil sovetiden er synkron med omgivelsernes, svarende til den ønskede soveperiode. Herefter står man op på det tidspunkt, andre står op på, og gør det efterfølgende hver eneste morgen.
Uden brug af andre midler, er der stor risiko for tilbagefald.
Behandling med lys (dagslys eller dagslyslamper (10.000 lux) om morgenen påvirker døgnrytmen på en måde, så der sker en fremadføring af døgnrytmen. Det kan være effektivt i vinterhalvåret, hvor dagslyset først indtræffer efter, at man er stået op.
Man kan fortsætte lysbehandlingen det meste af dagen. Den bør dog høre op i løbet af eftermiddagen. Man kan derefter kun udsætte sig for svagere lys end normalt.
Melatonin er ikke et sovemiddel, men et stof som organismen udskiller for at meddele, at det er mørkt. Hos nogle dyrearter signalerer dette, at det er tid for fysisk aktivitet (gnavere eller natdyr). Hos andre signalerer det, at det er tid for passivitet (mennesket og andre dagdyr). Den spontane udskillelse af melatonin påvirkes af dagslyset, og for os som lever så højt mod nord også af årstiden.
En kombination af dagslyslampe og tilskud af melatonin kan være effektivt til at fastholde en regelmæssig døgnrytme, især i vinterhalvåret. Når dagene bliver kortere om efteråret, kan man begynde med at tage dagslysbehandling om morgenen, når man står op. Man kan supplere med tilskud af melatonin (0,5-1) først på aftenen (2-4 timer før sengetid).
De fleste, som får stillet diagnosen, lærer sig at håndtere tilstanden. De lærer, hvordan de reagerer på de forskellige behandlinger: melatonin og behandling med lys. Med denne erfaring bliver de specialister i at behandle deres egne afvigelser fra den normale døgnrytme.
Nej, ikke i sig selv, men det kan medføre, at man bliver nedstemt, får depression og nedsat livskvalitet, især indtil diagnosen er stillet.
Hos teenagere og yngre voksne kan det være på til 7 %. Først i 20-årsalderen normaliseres døgnrytmen for de fleste.
Hos midaldrende voksne forekommer det hos ca. 0,7 %. Der er ingen kønsforskel.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
Patienthåndbogen
Kristianiagade 12
2100 København Ø
Disclaimer: Patienthåndbogen