Atrieflimmer

Videotekst

Hjertet er en muskel, som trækker sig rytmisk sammen gennem hele livet. Hvert hjerteslag frembringes af et elektrisk signal, som opstår i hjertets elektriske ledningssystem. Et normalt hjerte slår 60 til 100 gange i minuttet. Nogle gange kan fejl i ledningssystemet føre til, at hjertet slår for hurtigt, for langsomt eller har unormale eller uregelmæssige hjerteslag. En undersøgelse, som kaldes elektrokardiogram, eller EKG kan måle og registrere hjertets elektriske aktivitet.

Ved et normalt hjerteslag følger det elektriske signal en bestemt vej gennem hjertet. Signalet starter i sinusknuden, eller SA-knuden, som befinder sig i højre forkammer (også kaldet atrium). Sinusknuden stimulerer atrierne til at trække sig sammen, og blodet presses da ind i hjertekamrene (også kaldet ventriklerne). Det elektriske signal løber videre gennem atrioventrikulær-knuden, eller AV-knuden, og ind i ventriklerne. Signalet får nu ventriklerne til at trække sig sammen, og blodet pumpes ud i lungerne og kroppen.

Atrieflimmer er en rytmeforstyrrelse, hvor hjertet slår meget uregelmæssigt på grund af fejl i de elektriske signaler i atrierne. Ved denne rytmeforstyrrelse kommer de normale, koordinerede sammentrækninger mellem atrierne og ventriklerne ud af takt, hvilket påvirker hjertets evne til at levere blod til kroppen på en effektiv måde.

Hos personer med atrieflimmer vil de elektriske udladninger i sinusknuden komme meget hurtigt efter hinanden, hvilket får atrierne til at trække sig sammen på en helt ukoordineret måde. Det gør, at forkamrene ikke tømmes ordentligt, hvilket igen fører til en utilfredsstillende blodopfyldning af ventriklerne. Det medfører, at hjertet pumper uregelmæssigt og ikke så effektivt. Hjertefrekvensen kan stige helt op til 100 til 175 slag pr. minut.

Atrieflimmer kan give ubehag i brystet, forværre forpustelse, medføre blodpropper og andre komplikationer, men kan også forekomme helt uden symptomer. Tilstanden behandles med medicin eller med operation. Hos nogle kan man ved elektrisk stød genskabe den normale hjerterytme. I sjældne tilfælde sætter man en pacemaker ind for at få hjertet til at slå regelmæssigt igen.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen