Insufficiens af hjerteklapperne

Videotekst

Hjertet er en muskel, som pumper blod gennem kroppen. Inde i hjertet åbner og lukker fire klapper sig i en nøjagtig rækkefølge. Det sikrer, at blodet flyder i den rigtige retning og heller ikke kan løbe baglæns. En fejludviklet eller beskadiget klap kan føre til, at den ikke lukker ordentligt, hvilket gør, at blodet kan løbe tilbage. Dette kaldes insufficiens; klapinsufficiens.

I et rask hjerte kontrollerer to klapper blodstrømmen fra forkamrene, atrierne, til hjertekamrene eller ventriklerne. To andre klapper regulerer blodstrømmen fra ventriklerne til lungerne og kroppen. Iltrigt blod flyder fra venstre atrium til venstre ventrikel gennem mitralklappen. Ventriklen pumper så blodet gennem aortaklappen for at fordeles ud til hele kroppen.

Iltfattigt blod flyder fra højre atrium til højre ventrikel gennem trikuspidalklappen og pumpes gennem pulmonalklappen på sin vej til lungerne for at optage ilt.

De to atrioventrikulærklapper, mitralklappen og trikuspidalklappen, er forbundet med ventriklerne gennem tynde, fibrøse stropper, som kaldes chordae tendineae. Chordae tendineae holder sammen med papillærmusklen klapperne på plads. Når ventriklerne trækker sig sammen, vil trykforskellen mellem de to sider af klappen føre til, at mitral- og trikuspidalklapperne lukkes.

Hvis klapapparatet med chordae tendineae ikke er spændt ordentligt ud, vil klapperne ikke lukkes ordentligt, og blod kan løbe baglæns fra ventriklen til atriet. I dette eksempel er det mitralklappen, som ikke lukker sig, som den skal.

Klapperne til de to ventrikler, pulmonal- og aortaklappen, åbner og lukker sig som følge af ændringer i trykket, som opstår, når atrierne og ventriklerne trækker sig sammen. Disse klapper er også udsatte for sygdom eller skade, hvilket kan føre til lækage af blod gennem en defekt klap.

På grund af insufficiens af en hjerteklap, vil hjertet blive tvundet til at arbejde hårdere for at opnå samme effektivitet. Hvis tilstanden ikke behandles, vil klaplækage føre til hjerteskade og forværret klapskade.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen