Langsom puls, bradykardi

Videotekst 

Hjertet er en muskel, som regelmæssigt trækker sig sammen gennem hele livet. Hvert hjerteslag stimuleres af et elektrisk signal, som opstår i hjertets ledningssystem. Et normalt hjerte slår 60 til 100 slag per minut.

Nogle gange kan et problem med ledningssystemet få hjertet til at slå for hurtigt, takykardi, for langsomt, bradykardi, eller uregelmæssigt, arytmi.

På et elektrokardiogram, et EKG, kan man aflæse hjertets elektriske aktivitet.

Ved et normalt hjerteslag vil hjertets elektriske signal følge en bestemt vej gennem hjertet. Signalet starter i sinusknuden i højre forkammer, eller atrium. Den elektriske impuls får forkamrene til at trække sig sammen, så blodet presses ind i hjertekamrene, ventriklerne. Det elektriske signal passerer så videre gennem atrio-ventrikulær knuden og ind i ventriklerne. Signalet får ventriklerne til at trække sig sammen, hvorved hjertet tømmes for blod, som sendes til lungerne og ud i kroppen.

Hvis signalet bliver forsinket eller blokeret, opstår en tilstand, som man kalder bradykardi. En variant af bradykardi kaldes sinus bradykardi, hvor hjertet slår færre end 50 slag per minut. Det er en unormalt langsom hastighed, som dog ses normalt hos meget veltrænede personer.

Men hos mange mennesker kan bradykardi give symptomer som svimmelhed, svaghed eller besvimelse. Disse symptomer er tegn på nedsat cirkulation af iltrigt blod til kroppen, især til hjernen. Bradykardi kan også skyldes hjertesygdom, men i nogle tilfælde finder man ikke årsagen.

Bradykardi kan behandles med medicin. I alvorlige tilfælde indlægger man en pacemaker for at regulere hjerterytmen.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen