Hjertet er inddelt i fire kamre med to kamre på højre og to kamre på venstre side.
På hver side er der et forkammer (atrium) og et hjertekammer (ventrikel), som samarbejder om at pumpe blodet ud i kredsløbet. Kamrene på højre side pumper blodet ud i lungekredsløbet, og kamrene på venstre side pumper blodet ud i det store kredsløb via hovedpulsåren (aorta).
I forbindelse med et enkelt hjerteslag fungerer de to kamre på samme side som to parallelle pumper. Først trækker de mindre atrier sig sammen og fylder de afslappede ventrikler med blod. Lige efter trækker de kraftigere ventrikler sig sammen og presser blod ud i de to kredsløb. Det lille kredsløb (hvor blodet bliver iltet via lungerne) og det store systemkredsløb (som forsyner hele kroppen med friskt, iltet blod). Samtidig lukkes hjerteklapperne til atrierne, som derefter på ny fyldes med blod.
For at blodet kan cirkulere effektivt, kræver det et rytmisk samarbejde mellem atrierne og ventriklerne for at få bedst mulig pumpeeffekt. Der bør også være en rimelig stabilitet i pulsen, det vil sige hastigheden af hjerteslagene. Pulsen er normalt 60-80 slag pr. minut, når kroppen er i hvile. Samordningen af disse to mekanismer står hjertets elektriske system for.
Hvert hjerteslag udløses normalt af en lille, specialiseret gruppe af celler, der kaldes sinusknuden. Den befinder sig i øvre højre atrium, og er hjertets naturlige pacemaker. Det vil sige, at det er den, der giver startsignalet for hvert nye hjerteslag.
Sinusknuden har evnen til at udløse elektriske signaler - også kaldet impulser - som er begyndelsen på et hjerteslag. Andre celler i hjertet har også denne egenskab, men de er normalt inaktive, når sinusknuden udfører sit job korrekt.
Det er sinusknuden, der bestemmer hastigheden af hjerteslagene. Lægerne betegner den normale hjerterytme som sinusrytme
Fra sinusknuden breder elektriske impulser sig igennem hjertet. Når en elektrisk impuls løber gennem musklen, trækker hjertemuskelfibrene sig sammen. Ved et normalt hjerteslag breder impulsen sig først ud i højre, dernæst i venstre atrium. Efter at have aktiveret atrierne fra top til bund, fortsætter impulsen gennem AV-knuden (den atrioventrikulære knude). Den befinder sig centralt i hjertet på overgangen mellem forkamre og ventrikler.
AV-knuden er normalt kun et knudepunkt i det elektriske system mellem atrierne og ventriklerne. Impulsen forsinkes cirka et tiendedels sekund i AV-knuden, så atrierne får tid til at fylde ventriklerne med blod. Fra AV-knuden breder impulsen sig herefter langs to elektriske hovedledningsveje (højre og venstre ledningsbundt) og ud i højre og venstre ventrikel.
Se en kort animation om hjertets ledningssystem:
Hver celle i hjertet, som bidrager til at udbrede hjertets elektriske impulser, har to elektriske tilstande:
I den polariserede tilstand er hjertecellerne klar og i stand til at lede den elektriske impuls, som vil føre til et hjerteslag. Efter et hjerteslag er cellerne i en udladet fase, før de igen lades op til en polariseret tilstand og er klar til et nyt hjerteslag.
I den udladede fase (refraktærfasen) er hjertecellerne ude af stand til at lede en impuls.
Hos en rask person med et normalt, raskt hjerte er det usandsynligt, at en vedvarende rytmeforstyrrelse kan opstå, uden at en ydre faktor indvirker. Hjerterytmeforstyrrelser hos ellers raske mennesker kan for eksempel skyldes et kraftigt elektrisk chok eller ved brug af lægemidler, der kan påvirke hjertets signalsystem.
Den normalt stabile hjerterytme skyldes først og fremmest, at hjertet er fri for unormale elementer, som for eksempel arvæv. Arvæv opstår som regel efter blodprop i hjertet, et myokardieinfarkt.
Ardannelse i hjertet kan forstyrre igangsættelse af en impuls i sinusknuden eller den normale udbredelse af impulsen i ledningssystemet. Det kan også ske at andre områder end sinusknuden udsender impulser, som breder sig til hele hjertet uden forbindelse til den normale sinusrytme, hvormed man kan få f.eks. forkammerflimren.
Se en kort animation om, hvordan hjertet arbejder:
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
