Ilt er nødvendig for alle celler i kroppen. Hjerneceller går til grunde efter få minutter uden tilstrækkelig forsyning af blod
Ilt optages fra indåndet luft i lungerne og transporteres rundt i kroppen med blodet
Kuldioxid er et affaldsstof fra cellernes stofskifte. Det optages af blodet ude i vævene og udskilles i lungerne til udåndingsluften
Den livsnødvendige ilt
Ilt er livsnødvendigt. Hver celle i kroppen behøver ilt for at kunne fungere. Hvis tilførslen af ilt standses for en tid, vil cellerne dø. Hjernecellerne overlever kun nogle få minutter uden tilstrækkelig tilførsel af ilt.
Ilt kommer ind via luftvejene til lungerne, optages i blodet og transporteres rundt i kroppen ved hjælp af hjertet og blodårerne (cirkulationen).
Tegning af lunger og bronkier
Hvordan får kroppen ilt?
Når vi trækker vejret ind, trækker muskler i brystvæggen og mellemgulvet sig sammen. Brysthulen udvides, og luft, som indeholder ilt, kommer ind i kroppen via munden og næsen og passerer gennem luftrøret.
Luftrøret deler sig i to mindre rør (hovedbronkier), som går til hver af de to lunger. I lungerne deler bronkierne sig til mindre rør (bronkioler), som ender i mikroskopiske luftsække (alveoler). Se film, der viser, hvordan lungerne fungerer.
Ilt, fra luften vi indånder, passerer gennem væggene til alveolerne og ind i små blodkar (kapillærer), hvor det optages af blodet. Det iltrige blod føres så til hjertet og pumpes rundt i kroppen via pulsårerne (arterierne) og afgiver sit ilt til cellerne via kapillærerne.
Cellerne bruger ilten i sin forbrænding for at få energi til deres arbejde, og i denne proces laver cellerne kuldioxid, som leveres til blodbanen via kapillærerne. Blodet samles sig så i stadig større årer (vener) på sin vej tilbage til hjertet.
Lungerne udskiller kuldioxid
Blodet er nu iltfattigt og indeholder affaldsstoffet kuldioxid. Hjertet pumper det iltfattige blod tilbage til lungerne, hvor kuldioxid udskilles fra blodet i alveolerne, bliver til gas og pustes ud ved udåndingen.
Når vi ånder ud, slapper musklerne i brystvæggen og mellemgulvet af. Brysthulen bliver mindre, lungerne presses sammen og sender brugt luft op i luftvejene og ud af kroppen.
Kilder
Fagmedarbejdere
Albert Marni Joensen
overlæge, Afdeling for Hjerte- og Hormonsygdomme, Regionshospitalet Nordjylland
Bo Christensen
professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet