Apopleksi (slagtilfælde), udskrivelse

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • Over halvdelen af de personer, der får et slagtilfælde (apopleksi) har varierende grader af funktionstab, med behov for fortsat træning
  • Udover medicin der nedsætter risikoen for blodpropper vil der ofte være behov for fortsat at behandle risikofaktorer for at undgå nye tilfælde af apopleksi 
  • Efter man er udskrevet fra sygehus varetages træningen af kommunerne
  • Opfølgning på risikofaktorer f.eks. forhøjet blodtryk og kontrol af diabetes, sker ved egen læge
  • Ved udskrivelse fra hospitalet skal der, hvis der er behov for kommunal træning, være en plan for genoptræning
  • Ens egen læge vil få tilsendt et udskrivelsesbrev om forløbet under indlæggelse og iværksat behandling

Over halvdelen af de personer, der får en apopleksi (slagtilfælde) har varierende grader af funktionstab, med behov for fortsat træning. Udover medicin der nedsætter risikoen for blodpropper, vil der ofte være behov for fortsat at behandle risikofaktorer for at undgå nye tilfælde af apopleksi.

Træning efter udskrivelse varetages af kommunerne. Opfølgning på risikofaktorer sker ved egen læge.

Ved udskrivelse fra hospitalet skal der, hvis der er behov for kommunal træning, være en plan for genoptræning. Ens egen læge vil få tilsendt et udskrivelsesbrev om forløbet under indlæggelse og iværksat behandling.

Planlægning

Planlægning af udskrivelse fra sygehuset efter en apopleksi starter tidligt under genoptræningen (rehabiliteringen). Den involverer personen med apopleksi, familie og pårørende, sygeplejersker, læger og andre behandlere.

Hensigten med planlægningen er at sørge for, at de gunstige resultater af genoptræningen opretholdes efter udskrivelsen.

Nogle forhold, som skal planlægges er

  • Diskuter eventuelle ændringer, herunder ændringer i personlighed, som har betydning for samliv, familie og eventuelt arbejde. Følgevirkninger i form af depression, træthed, manglende overblik og initiativ, ændringer i seksuel funktion
  • Bestemme hvilken slags omsorg, assistance eller hjælpemidler der er behov for
  • Lave et oplæg for fortsat rehabilitering og anden hjælp i hjemmet eller på genoptræningssted 
  • Kontakte hjemmepleje, plejehjem og/eller genoptræningscenter og formidle information
  • At sikre at boligen er tilpasset eller kan tilpasses de nye forhold - hvis ikke skal en alternativ løsning findes

Hvor skal du bo?

Mange mennesker med apopleksi kan vende tilbage til deres hjem umiddelbart efter, de er udskrevet og komme til ambulant genoptræning. 

Nogle har behov for kortere eller længerevarende genoptræningsophold (døgnophold med genoptræning) på specielle rehabiliteringssteder. Andre må flytte til "ældrebolig" eller på plejehjem, hvor der er let adgang til hjælp, pleje og omsorg. Beslutningen om, hvor du bør bo, afhænger af behovet for hjælp, og hvilke botilbud der findes. Du vil også behøve tilbud, som sikrer fortsat genoptræning. Det er afgørende, at du føler dig tryg dér, hvor du skal bo.

Når man planlægger udskrivelsen, vurderer man, hvilke krav der skal stilles til din bolig. Det kan være nødvendigt at foretage et hjemmebesøg sammen med kommunen. Her tager man stilling til om der er behov for at foretage ændringer, som gør det tryggere eller nemmere for dig:

  • Det kan være at ændre indretningen med anden brug af rum og inventar, så du har alt på en etage og slipper for at gå på trapper
  • Fjerne tæpper, dørtrin og andre ting som du kan snuble i
  • Opsætte håndtag og gelændere som du kan støtte dig til på toilettet, i badekarret eller i brusebadet

Det kan være en god ide, at man kommer på et "hjemmebesøg" før udskrivelse, hvis man har været indlagt længere tid. Det kan bidrage til at afklare problemer, som skal drøftes eller ændres før udskrivelsen.

Er der behov for specielt udstyr?

Selv efter genoptræning kan mange have svært ved at gå, holde balancen eller udføre visse aktiviteter i dagligdagen. Nogle gange kan det være en hjælp med specielt udstyr:

  • Stok: Mange, som har haft apopleksi, behøver en stok når de skal gå
  • Rollator: Den giver mere støtte end en stok. Den findes i flere udgaver og kan tilpasses dine behov
  • Dropfodsskinne: Hjælper med at holde foden i rigtig stilling ved gang
  • Kørestol: Den kan tilpasses dine behov
  • Hjælpemidler til badning, påklædning, spisning: Forskellige støtter og gelændere kan monteres. Andre hjælpemidler kan gøre det lettere at klare sig med én hånd
  • Kommunikationsmidler: Tryghedsalarm, tilpasning af telefon, daglige opkald, eventuelt computer, osv.

Omsorgspersoner

De personer som hjælper mennesker med apopleksi i hjemmet er typisk familie og pårørende, venner eller hjemmehjælp/hjemmesygeplejerske. Det er vigtigt, at alle disse personer kender den syges behov for tryghed, fysiske og følelsesmæssige behov, således at de kan give bedst mulig omsorg. Behovene for hjælp vil variere.

Noget af det omsorgspersonerne kan hjælpe til med er:

  • Forberede hjemkomsten
  • Se efter at medicinen tages rigtigt og at kostråd følges
  • Opmuntre og hjælpe med at lave øvelser som blev lært under rehabiliteringen
  • Hjælpe med at løse problemer og opdage nye måder at gøre tingene på
  • Hjælpe til med praktiske gøremål
  • Hjælpe til med kommunikation
  • Organisere aktiviteter uden for hjemmet
  • Sørge for at du får det, som du har krav på

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Morten Blaabjerg

klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen