En pacemaker kan være nødvendig, hvis hjertet slår for langsomt. Pacemakeren sender små elektriske impulser til hjertet og får det til at trække sig sammen og slappe af igen. Man indopererer dette lille batteri med tilhørende ledninger, hvor det overvåger hjertets rytme. Det går kun i gang, når det er nødvendigt.
I Danmark får ca. 4.500 personer om året en pacemaker. Der er ingen øvre aldersgrænse for at kunne få en pacemaker.
Hjertet har sin egen naturlige "pacemaker" (sinusknuden), som normalt styrer hjerterytmen, uden at vi mærker noget til det. Sinusknuden består af en lille gruppe celler i hjertets højre forkammer. Den udsender elektriske signaler med jævne mellemrum og bestemmer dermed hastigheden på pulsen. De elektriske signaler går gennem et specielt ledningssystem i hjertet, og får muskelcellerne i hjertet til at trække sig sammen, så hjertet virker som en pumpe.
Hjertet består af fire kamre - venstre og højre forkammer (atrium), og venstre og højre hjertekammer (ventrikel). Hjertekamrene er størst. Forkamrene pumper blodet ind i hjertekamrene.
Hvis de elektriske signaler fra sinusknuden kommer mindre hyppigt eller ikke når igennem til hjertemusklen, bliver hjerterytmen langsom. Det er forskelligt, hvad der er årsagen til det, og hvor slemt det er. I særligt svære tilfælde kan det gå ud over tilførslen af blod til kroppen. Når pulsen falder, kan det medføre:
I denne situation kan en pacemaker blive indopereret for at opnå en passende hjerterytme. Herefter kan hjertepumpen fungere normalt.
Dannelse af ar i hjertets eget elektriske ledningssystem er den mest almindelige årsag til langsom hjerterytme. Tilstanden kan udvikle sig med årene. Derfor er det oftest ældre, der har gener. Forkalkning i hjertets kranspulsårer er den hyppigste årsag til dannelsen af ar.
Påvirkning af hjerterytmen kan også blive udløst af forskellig slags medicin. Det kan både være medicin til behandling af blodtrykket og til at forhindre forstyrrelser i hjerterytmen, fx digoxin, betablokkere, calcium-antagonister.
Forstyrrelser i blodets saltbalance og forskellige former for betændelse kan også udløse langsom hjerterytme.
Hvis du har et vedvarende behov for pacemaker, får du indopereret en permanent pacemaker. Pacemakeren består af en lille batterikasse i metal, som bliver lagt ind under huden, som regel under venstre kraveben. Ledningerne bliver ført ned i selve hjertekammeret via en blodåre, hvorefter de bliver koblet til batteriet. Systemet beholder man normalt resten af livet. Man tjekker batteriet regelmæssig og skifter det før det går ud.
En midlertidig pacemaker afgiver elektriske signaler via en ledning, der er ført ind til hjertet gennem en blodåre. Selve batteriet er en lille kasse udenfor kroppen, der er tilsluttet ledningen. Man fjerner hele systemet med ledningen, når man ikke længere har behov for den. Denne type pacemaker vil ofte blive benyttet de første par dage efter en hjerteoperation.
Midlertidig stimulering af hjertet kan også ske gennem store klæbeelektroder på brystet (Zoll-pacemaker). I nødsituationer kan den stimulere hjerterytmen ved at afgive små stød direkte igennem brystkassen. Denne behandling er ikke behagelig, så den benytter man kun indtil en midlertidig eller permanent pacemaker er på plads - det er oftest tilfældet under transport ind til sygehuset, hvor man kan indoperere en midlertidig pacemaker gennem blodårene eller en permanent pacemaker.
En pacemaker er en lille metalboks, der er mindre end en tændstikæske. Lægerne indopererer den lige under huden på venstre side af brystkassen, lidt under kravebenet. Derfra går der ledninger til hjertet via de blodkar, der fører blodet tilbage til hjertet. Den lille operation bliver udført i lokalbedøvelse og tager 1-2 timer. Det er ingen øvre aldersgrænse for denne behandling. Man tilbringer normalt et døgn på hospitalet efter indgrebet.
Ledningerne vokser fast i hjertet og ligger meget stabilt. Der sker meget sjældent skader på systemet. Pacemakeren bliver indstillet, så den passer til dit behov. Den bliver indstillet ved hjælp af en speciel computer.
Pacemakere kan blive forstyrret af elektronisk støj.
Flere steder henvises man ti at gå igennem metal/våbendetektoren og det er ganske ufarligt, hvis man bare ikke bliver stående i magnetfeltet i lang tid. Man anbefaler dog ofte, at du går udenom porten, efter du har fremvist dit pacemakercertifikat.
Du får typisk et par kontroltider det første år, derefter årligt eller hvert andet år, eventuelt sjældnere.
Pacemakerens elektronik er stabil og pålidelig. Fejl opstår yderst sjældent. Dine egne behov kan derimod ændre sig, fx:
Derfor er kontrollerne vigtige, så du kan få ændret indstillingerne på pacemakeren, hvis det er nødvendigt. Kontrollen kræver specialudstyr, som kun findes på det hospital, der behandler dig. Det foregår i et pacemaker-ambulatorium. Desuden tjekkes batteriet i pacemakeren.
Fordi pacemakeren er batteridrevet, skal den skiftes ud efter et varierende antal år. Ofte først efter 8-15 år. Det tager normalt op til en time og foregår i lokalbedøvelse. Det er kun selve batteriboksen, der bliver skiftet. Pacemakeren giver varsel i god tid, før batteriet går ud. Varslet består af en elektronisk besked, som bliver registreret ved pacemakerkontrol. Nogle brugere kan også mærke, at hjerterytmen bliver lidt langsommere.
I enkelte tilfælde fungerer ledningerne ikke tilfredsstillende efter nogen tid. Derfor kan der være behov for at anlægge en ny ledning. Man vil i nogle tilfælde fjerne den gamle ledning, mens man i andre tilfælde lader den ligge urørt. Det vil den opererende læge afgøre i samarbejde med et pacemakerteam.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
