Hvad er veneblodpropper ved cancer?
Denne information omfatter begrebet cancer associeret trombose (CAT), hvilket er forekomsten af en hel eller delvis aflukning af en dyb vene (veneblodprop) hos patienter med cancer.
Veneblodproppen er hyppigst lokaliseret i ben og/eller lunger, men kan forekomme andre steder, f.eks. på hals, arme, i mave m.m.
Hvad er symptomerne på veneblodpropper?
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Symptomerne afhænger af veneblodproppens placering:
- Blodprop i lungerne: Åndenød, brystsmerter, ophost af blod, besvimelse, hoste og/eller hjertebanken
- Blodprop i benene: Hævelse, ømhed og/eller varme
- Blodprop i maven: Som oftest uden symptomer
- Blodprop i armen/på halsen: Hævelse, ømhed og/eller varme
Det er vigtigt at være opmærksom på at veneblodpropper ikke er det samme som hvad de fleste patienter almindeligvis opfatter som blodpropper, dvs. blodpropper i hjertet eller hjernen, som er sygdomme i pulsårerne. Man har ikke nødvendigvis større risiko for blodprop i hjernen eller hjertet fordi man har haft en veneblodprop.
Hvordan stiller man diagnosen?
Diagnosen stilles ved CT-skanning eller ultralydsskanning. Det ses hyppigere hos patienter med cancer at veneblodpropperne opdages tilfældigt i forbindelse med en skanning, der foretages af hensyn til selve kræftsygdommen.
Hvorfor får man hyppigere veneblodpropper når man har cancer?
Der er en række faktorer, der bevirker at mange cancer patienter har en øget hyppighed af veneblodpropper:
- Generelle risikofaktorer: Alder, køn, immobilisering, tidligere veneblodpropper og infektion
- Cancerspecifikke faktorer: Cancertype, cancerudbredning og tid siden cancerdiagnose
- Behandlingsspecifikke faktorer: Kirurgi, medicinsk cancerbehandling behandling – herunder kemoterapi, blodtransfusion og katetre i venerne
Sværhedsgraden, størrelsen og udbredningen af veneblodproppen kan variere betydeligt, som det også er tilfældet hos patienter uden cancer der får veneblodpropper.
Smitter veneblodpropper hvis man har cancer?
Nej.
Er veneblodpropper hos cancerpatienter arveligt?
Som hovedregel spiller arvelige faktorer meget sjældent en rolle.
Der er dog en del cancersygdomme, der i sjældne tilfælde kan være arvelige, ligesom man kan være arveligt disponeret til at udvikle veneblodpropper.
Hvordan behandler man veneblodpropper ved cancer?
Behandlingen omfatter blodfortyndende behandling, enten med tabletter eller med injektioner. I forløbet af en kræftsygdom er der ofte behov for skift mellem flere forskellige behandlinger.
Tabletter er første valg hos de fleste patienter. Valget mellem tabletter og injektioner afhænger af en række forskellige faktorer som patientens cancersygdom, behandling, andre sygdomme og egne præferencer.
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
De almindelig råd for at undgå veneblodpropper gælder også i dette tilfælde:
- Undgå at være for stillesiddende (immobil)
- Undgå dehydrering (væskemangel)
I situationer, hvor der er en øget risiko for at veneblodpropper (f.eks. ved immobilisation og dehydrering), så anvendes støttestrømper (kompressionstrømper) på benene og hyppige venepumpeøvelser.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
I tilfælde af de symptomer der er nævnt herover, skal der tages kontakt til læge mhp. akut.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen kan, ved begrundet mistanke om veneblodprop, henvises mhp. undersøgelser (hvis diagnosen ikke allerede er stillet, f.eks. i forbindelse med en skanning) og opstart af blodfortyndende behandling.
Hvornår behandler man veneblodpropper ved cancer?
Som hovedregel behandler man altid veneblodpropper hos cancerpatienter, hos en del patienter permanent, hos andre tidsbegrænset.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hovedparten af patienter med veneblodpropper og cancer bliver velbehandlede på den blodfortyndende behandling. En del patienter med cancer har ikke symptomer på blodpropperne.
Sammenlignet med patienter uden cancer er der flere cancerpatienter, der kan få tilfælde med blødning eller nye blodpropper under forløbet, hvilket kan gøre det nødvendigt at justere behandlingen.
Er veneblodpropper ved cancer farligt?
Veneblodpropper i forbindelse med cancer er alvorligt, specielt hvis den sidder i lungen, så det er vigtigt at få stillet diagnosen og starte behandlingen.
Hvor udbredt/hyppig er veneblodpropper ved cancer?
Veneblodpropper i forbindelse med cancer er meget hyppigt af de grunde der er nævnt herover.
Kan jeg få veneblodpropper ved cancer mere end én gang?
Ja, veneblodpropper ved cancer kan forekomme mere end én gang, enten som en ny blodprop eller forværring i forløbet af den samme cancersygdom, men også som en ny blodprop i forbindelse med en ny cancersygdom.
Derudover er der en del patienter, der har haft blodprop tidligere i livet, før de havde cancer, som får en blodprop igen i forbindelse med cancersygdom.
Vil du vide mere?