Hvis du har fået stillet diagnosen hjertearytmi (hjerterytmeforstyrrelse), kan det nogle gange være nødvendigt at behandle, andre gange ikke.
Behandling kommer oftest på tale, hvis arytmien giver dig klare gener eller ubehag, eller hvis den indebærer en risiko for, at du kan få en alvorlig arytmi.
En speciel form for arytmi, supraventrikulær takykardi, kan ofte bringes til ophør ved, at man udfører bestemte manøvrer. Det er manøvrer som at:
Der findes også andre metoder til at standse disse arytmier. Metoderne påvirker en del af nervesystemet, som kontrollerer hjerteslagene (vagusnerven), og får ofte hjertet til at falde til ro.
Det er en vigtig oplysning for din læge, hvis du selv har fundet ud af, hvad der kan fremprovokere din hjertearytmi. Og også hvis du har en metode til at standse den igen.
Der findes forskellige typer medicin, som standser eller bremser en arytmi. Det kalder man antiarytmika eller frekvensregulerende medicin. Hvilken type medicin, man vælger, afhænger af om det er en pludselig opstået situation, langtidsbehandling eller forebyggende behandling.
De fleste antiarytmika virker ved at nedsætte hjertets pulshastighed på en af to måder. Den ene måde er at undertrykke den elektriske aktivitet, som udløser de alt for hurtige impulser. Den anden måde forsinker overførelsen af hurtige impulser inde i hjertet.
Antiarytmika kan nogle gange have generende bivirkninger. I sjældne tilfælde kan de endog forårsage nye arytmier, som kan være lige så slemme eller værre end den hjerterytmeforstyrrelse, som du skulle behandles for. Det gælder derfor for enkelte typer medicin, at man anbefaler, at du starter behandlingen op på hospitalet, mens man overvåger hjerterytmen et par dage.
Man kan også få bivirkninger andre steder end hjertet.
Hvis du har en hjerterytmeforstyrrelse i hjertets forkamre, for eksempel atrieflimren (hjerteflimmer), kan man vælge at bruge medicin eller et elektrisk stød (ofte begge dele samtidigt) for at få hjertet til at finde tilbage til sin normale regelmæssige rytme.
I de fleste tilfælde, hvor man bruger elektrisk stød, skal man have blodfortyndende medicin i en periode før og efter stødbehandlingen. Det skal forhindre, at der dannes blodpropper i hjertet.
Det elektriske stød bliver givet under fuld bedøvelse. Stød-behandlingen "nulstiller" hjertet ganske kortvarigt. Når det slår igen, vil det ofte genoptage en normal rytme.
Elektrisk chok kan nogle gange medføre, at hjertet genvinder sin normale rytme permanent. De fleste hjerterytmeforstyrrelser vil dog være tilbagevendende (nogle gange efter meget lang tid), og ofte behøver man derfor medicin som støtte til at opretholde den normale rytme over længere tid. Hvis du har haft hjerteflimmer i længere tid, måske flere måneder, er chancen for at opnå permanent normal hjerterytme mindre.
Ved kateterablation føres et eller flere katetre (små plastikrør) gennem blodårerne og ind til det indre af hjertet. Kateteret føres til de områder af hjertet, hvor de unormale elektriske signaler stammer fra. Disse områder kan derefter behandles ved at ødelægge eller isolere det væv, der forårsager de unormale signaler, ved hjælp af varme (RFA eller brænding), kulde (frys eller kryo) eller påvirkning af vævet med højspændings elektricitet (PFA) For det meste får dette arytmien til at ophøre, men nogle gange kan hjerterytmeforstyrrelsen dog vende tilbage efter en periode. Hvor stor risikoen er for tilbagefald afhænger meget af, hvilken hjerterrytmeforstyrrelse, der er tale om.
Kateterablation virker rigtig godt til at behandle arytmier, som skyldes en enkelt unormal ledningsvej, for eksempel sygdommen Wolff-Parkinson-Whites syndrom. Kateterablation er også ret effektiv i behandling af arytmier, som følger mange elektriske ledningsveje, for eksempel atrieflimmer eller atrieflagren. Operation virker bedst, hvis man kun har episoder af atrieflimren og ikke har det konstant.
Man kan risikere, at hjertearytmien dukker op igen efter en tid. Det er ikke helt ualmindeligt at få foretaget proceduren igen, hvis det ikke lykkes første gang. Ca. 70 % af dem, der er behandlet med ablation for atrieflimren, har stadig normal hjerterytme 1 år efter behandlingen. Ved andre hjerterytmeforstyrrelser kan der være god mulighed for at helbrede hjerterytmeforstyrrelsen, så den ikke vender tilbage.
Komplikationerne ved indgrebet er betydelig færre nu end tidligere. Det skyldes, at metoden er forfinet med bedre teknik. Der kan dog i sjældne tilfælde opstå skade på hjertet, blødning, infektion eller dannelse af blodpropper.
Kateterablation giver kun lidt eller intet ubehag og kan udføres uden bedøvelse eller under en let bedøvelse. Af denne grund benytter man stadig hyppigere kateterablation som behandlingsmetode.
-----------------------------------
Hvis du har en generende langsom puls (bradykardi), der ikke skyldes en ydre årsag, som man kan rette op på, er behandlingen ofte pacemaker. En ydre årsag kunne for eksempel være lavt stofskifte eller bivirkninger af medicin.
En pacemaker er et lille batteridrevet apparat på størrelse med en tændstikæske. Pacemakeren implanteres normalt under huden lige nedenfor kravebenet på venstre side. En eller flere elektroder (ledninger) går fra pacemakeren via blodårer til det indre af højre side af hjertet.
Hvis hjerterytmen er for langsom, eller hvis hjertet stopper, registrerer pacemakeren det. Pacemakeren udsender så elektriske impulser, som får hjertet til igen at slå med en jævn, passende hastighed. Når pulsen er over et bestemt niveau, kobler pacemakeren sig selv ud.
Pacemakeren kan programmeres, så den er "skræddersyet" til netop dit behov.
Dette apparat er noget større end en almindelig pacemaker. Det kan implanteres, hvis du har en høj risiko for at udvikle potentielt farlige hjerterytmeforstyrrelser af den slags, der får hjertet til at slå alt for hurtigt (ventrikeltakykardi eller ventrikelflimren).
Defibrillatoren er batteridrevet og implanteres lige under venstre kraveben. En eller flere elektroder føres via. blodårer til de højre hjertekamre. Defibrillatoren overvåger konstant hjerterytmen. Hvis den opdager, at rytmen er for langsom, kan den stimulere hjertet på samme måde som en almindelig pacemaker. Hvis den opdager den mere alvorlige hurtige hjerterytme, er den indstillet efter netop dit behov til at udsende det lav- eller høj-energi stød, som bringer hjertet tilbage til normal rytme igen.
Sammenlignet med ren medicinsk behandling er defibrillatoren væsentlig mere effektiv til at mindske risikoen for disse alvorlige arytmier.
Dette indgreb indebærer, at kirurgen laver en serie kirurgiske snit i forkamrene (atrierne). Disse snit heler op med ar, som bryder ledningsnettet, så strømmen af elektriske impulser breder sig udover hjertet på en ordnet måde fra toppen til bunden.
Behandlingen er egnet til personer med hjerteflimmer (atrieflimren), som ikke kan tåle eller behandles tilfredsstillende med medicin alene.
Indgrebet har 80-95 % succesrate, men kræver åben hjertekirurgi. Det reserveres derfor til personer, som ikke kan hjælpes med anden behandling. Og da foretages det som regel i forbindelse med, at du alligevel skal igennem en nødvendig hjerteoperation (bypass eller hjerteklap-udskiftning).
Hvis kateterablation og implantation af defibrillator ikke virker, kan kirurgi blive nødvendig. Det kan betyde, at man fjerner en eventuel udposning på hjertet (aneurisme), som eventuelt er skyld i arytmien.
Sådan en udposning kan opstå i efterforløbet af en stor blodprop i hjertet. Ved at fjerne kilden til de unormale impulser, kan man fjerne arytmien. Denne form for operation foretages stort set ikke længere.
Hvis du har alvorlig åreforkalkningssygdom i hjertet, som er skyld i dine hjerterytmeforstyrrelser, kan koronar bypass kirurgi (bypass) blive aktuelt. Det kan bedre blodforsyningen til hjertet og mindske risikoen for farlige hjerterytmer (ventrikeltakykardi).
Se animation om bypasskirurgi i hjertet
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
