Hjertearytmier, risikofaktorer

Albert Marni Joensen

speciallæge

Fakta

  • Åreforkalkning og alder de hyppigste årsager til hjerterytmeforstyrrelser
  • Højt blodtryk, overvægt, fysisk inaktivitet og sukkersyge øger risikoen for hjerterytmeforstyrrelser 
  • Hjerterytmeforstyrrelser kan også opstå i forbindelse med arvelige sygdomme, men det er sjældne tilstande 
  • Andre sygdomme i kroppen kan også udløse midlertidig forstyrrelse i hjerterytmen

Hvad giver risiko for hjerterytmeforstyrrelser?

Visse faktorer kan øge din risiko for at få hjerterytmeforstyrrelser, det man kalder arytmier.

Alder

Med alderen vil hjertemusklen ofte blive lidt slidt, og noget af muskelvævet bliver erstattet af bindevæv eller arvæv. Det kan være årsag til hjerterytmeforstyrrelser, da de elektriske impulser ikke kan udbrede sig som normalt.

Arvelighed

Nogle fødes med en ekstra elektrisk ledningsbane, som for eksempel ved Wolff-Parkinson-Whites syndrom. Også "ion-kanal-defekt"-tilstande, for eksempel "Langt QT-syndrom", er arveligt betingede. Disse tilstande kan påvirke hjertets elektriske funktion og give forskellige typer arytmier.

Koronar arteriesygdom

Hjertets kranspulsårer (koronararterierne) kan være forsnævrede. Det kan medføre nedsat tilførsel af ilt til dele af hjertemusklen og i nogle tilfælde egentlig blodprop i hjertet (myokardieinfarkt). Begge dele kan føre til, at der dannes arvæv i hjertemusklen. Arvæv er en hyppig årsag til forskellige former for forstyrrelser i hjerterytmen.

Stofskifteproblemer

Dit stofskifte stiger, når skjoldbruskkirtlen udskiller for mange hormoner (hypertyreose). Det kan forårsage hurtig og uregelmæssig hjerterytme, atrieflimren (hjerteflimmer), men også være årsag til ekstrasystoler.

I andre tilfælde drejer det sig om den normale hjerterytme (sinusrytme), blot med en højere pulshastighed end normalt.

Stofskiftet bliver ofte langsomt, når skjoldbruskkirtlen udskiller for få hormoner (hypotyreose), noget som kan forårsage langsom puls (bradykardi).

Medicin

Der findes lægemidler, som kan føre til hjerterytmeforstyrrelser.

Højt blodtryk 

For højt blodtryk øger risikoen for at udvikle åreforkalkning i hjertet. Det høje blodtryk kan også føre til, at væggene i venstre hjerteforkammer bliver "strukket" eller dilateret eller at venstre hjertekammer bliver tykkere, noget som kan ændre ledningen af elektriske impulser i hjertet. Den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse hos disse personer er atrieflimren.

Diabetes

Din risiko for at udvikle åreforkalkning og højt blodtryk øges, hvis din sukkersyge er dårligt reguleret. Store svingninger i blodsukkeret kan være med til at udløse hjerterytmeforstyrrelser. Den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse hos personer med diabetes er atrieflimren.

Elektrolytforstyrrelser

Kroppens saltbalance er vigtig. Mineraler som kalium, natrium, kalcium og magnesium findes i små mængder i blodet. Forstyrrelser i balancen mellem disse stoffer i blodet kan udløse arytmier. Vanddrivende medicin er af de hyppigste årsager til elektrolytforstyrrelser.

Obstruktiv søvnapnø

Denne søvnforstyrrelse kan forårsage atrieflimren.

Alkohol

For meget alkohol kan påvirke hjertet og ledningen af de elektriske impulser. Det øger risikoen for at udvikle atrieflimren. Kronisk alkoholmisbrug kan hæmme hjertets pumpefunktion og føre til kardiomyopati. Denne tilstand ledsages ofte af hjertearytmier af forskellig slags, hvor den hyppigste er atrieflimren.

Stimulerende midler

Stimulantia som koffein (kaffe) og nikotin (tobak) kan udløse ufarlige ekstrasystoler (ekstraslag).

Narkotiske stoffer som amfetamin og kokain kan påvirke hjertet kraftigt og føre til en række forskellige typer arytmier, i værste fald pludselig død på grund af ventrikelflimren.

Vil du vide mere?

 

Kilder

Fagmedarbejdere

Albert Marni Joensen

overlæge, Afdeling for Hjerte- og Hormonsygdomme, Regionshospitalet Nordjylland

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen