Hjerteslagene styres af elektriske signaler (impulser), som opstår i nogle celler, der befinder sig øverst i højre hjerteforkammer (atrium) os som kaldes sinusknuden. Signalerne breder sig over begge hjerteforkamre og får derved muskelcellerne i hjerteforkamrene til at trække sig sammen. Signalerne kommer ned til den atrioventrikulære knude (AV-knuden), som er et lille område, der befinder sig mellem hjerteforkamrene og hjertekamrene (ventriklerne), hvor de elektriske signaler samles og forsinkes cirka en tiendedel sekund. Herfra passerer signalerne videre ned til hjerteforkamrene via nogle specialiserede hjerteceller, der virker som ledninger ("ledningsbundter") og aktiverer hjertemuskelcellerne så hjertekamrene trækker sig sammen og dermed pumper blodet ud i lungerne (fra højre hjertekammer) og ud i hele den øvrige del af kroppen (fra venstre hjertekammer. Når hjertemuskelcellerne har trukket sig sammen bliver de stræmmen "nul-stillet" og hjertecellerne er klar til at der kommer et nyt signal oppe fra sinusknuden.
Hjerterytmeproblemer - arytmier - optræder, når de elektriske signaler i hjertet ikke opstår eller udbredes på den normale måde. Det kan resultere i, at hjertet slår for hurtigt, for langsomt eller uregelmæssigt.
Hjertearytmier, eller hjerterytmeforstyrrelser, kan komme pga. en fejlfunktion i enhver del af hjertets elektriske system. Lægerne inddeler hjerterytmeforstyrrelserne i forskellige typer, alt efter hvor i hjertet de opstår (i hjerteforkamrene eller hjertekamrene) og ud fra hastigheden på hjerteslagene.
Ikke alle takykardier eller bradykardier betyder sygdom. I forbindelse med fysisk belastning er det normalt, at der opstår takykardi, for at sikre at din krop får tilstrækkeligt med iltet blod. Og modsat har idrætsudøvere ofte en hvilepuls på under 50 slag pr. minut. Det har de, fordi deres hjerter arbejder så effektiv og dermed pumper deres hjerter mere blod pr. hjerteslag.
WPW er en hjerterytmeforstyrrelse. Den skyldes, at man er født med en eller flere ekstra ledningsbaner imellem for- og hjertekamrene. Disse baner udgør en "genvej" mellem atrierne og ventriklerne. Elektriske signaler, som følger disse ledninger, ankommer hos nogle hurtigere ned i ventriklerne end de impulser, som følger de normale ledningsveje og samles i AV-knuden. Når der opstår et anfald med WPW, så er det fordi de elektriske signaler kan løbe ned igennem den ene af de to forbindelser mellem hjerteforkamrene og hjertekamrene og løbe tilbage op til hjerteforkamrene via den anden forbindelse (og så tilbage igen via den første forbindelse). Der opstår således en cirkelstrøm mellem hjerteforkamre og hjertekamre, som bevæger sig meget hurtigt og dermed medføre et anfald med en meget hurtig puls (takykardi).
Hvis man har WPW-syndrom, har man en øget risiko for alvorlige rytmeforstyrrelser, hvis man også får atrieflimren eller atrieflagren. I ganske få tilfælde kan dette føre til pludselig død. Hvis man har fået stillet diagnosen og iværksat behandling, reduceres risikoen betydeligt.
Anfaldene med hurtig puls (takykardi) kan opstå ved anstrengelse eller stress, men de kan også komme helt uden foranledning. Ofte vil anfaldene ophøre af sig selv i løbet af 5-10 minutter, men de kan nogle gange vare noget længere.
Under anfaldet kan pulsen komme op på 150-250 slag pr. minut. Det kan føles som:
Du skal kontakte din læge, hvis du har anfald med hurtig hjertebanken, eventuelt uden foranledning, eller hvis du besvimer.
Lægen kan få mistanken, når man fortæller sygehistorien. Ofte er det anfaldsvise tilfælde med hurtig hjertebanken, som går over af sig selv.
WPW kan ofte påvises i et EKG, men ikke altid. Der kan dog være andre forskellige årsager til anfald med hurtig hjerterytme. Disse kan også ofte påvises ved et EKG.
Ekg (elektrokardiogram) taget såvel i hvile som under et anfald, hjælper ofte til at stille den rette diagnose. Nogle gange er det nødvendigt at overvåge hjerterytmen gennem længere tid for at "fange" et anfald. Det gøres ved at påsætte elektroder på brystet og forbinde dem til en optager, der kan bæres i bæltet eller sættes fast på brystet. Hermed kan hjerterytmen overvåges gennem flere døgn. Hvis det er behov for længere overvågning kan man få indopereret en lille monitor under huden, som optager hjerterytmen (typisk op til tre år) og lagrer den til senere undersøgelse, men det bruger man sædvanligvis kun, hvis der er mistanke om mere alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, der f.eks.kan forårsage besvimeler. .
I nogle tilfælde er det nødvendigt at foretage en nærmere elektrofysiologisk undersøgelse, hvor man lægger måleledninger op til hjertet gennem blodbanen og på den måde måler sig frem til, hvilken type hjerterytmeforstyrrelse der er tale om.
WPW er medfødt og opstået i fostertilværelsen på det tidspunkt, hvor hjertet udvikles.
Nej WPW-syndrom smitter ikke.
Nej tilstanden er ikke arvelig.
Målet med behandlingen er at kurere og forebygge anfald med hjerterytmeforstyrrelser. Det kan gøres enten med medicin eller ved en varmebehandling, radiofrekvensablatoin, se nedenfor.
Hvis du har fået påvist WPW, eller en anden form for hjerterytmeforstyrrelse, vil lægen ofte kunne give dig nogle håndgreb, der kan virke for nogle, men slet ikke på alle typer hjerterytmeforstyrrelser. Disse håndgreb kan være med til at standse et anfald af med hurtig hjerterytme (takykardi).
Det kan for eksempel nogle gange hjælpe at:
Det er en hjælp for din læge at høre om det, hvis du selv har fundet en metode til at slippe af med dine anfald, så din læge bedre kan stille den korrekte diagnose og dermed finde frem til den bedste behandling.
I ganske få situationer ved anfald på grund af WPW er det nødvendigt at give et elektrisk stød for at få hjertet tilbage i en stabil rytme igen.
Visse former for medicin kan være aktuelle både til at forebygge og behandle anfald.
I mange tilfælde foreslår man behandling af WPW med radiofrekvensablation (RFA). Denne behandling udfører man i forbindelse med hjertekateterisering, hvor hjertelægerne finder frem til den eller de ekstra ledningsbaner og afbryder dem ved lokal opvarmning. Resultatet er vellykket hos over 95 %. Der er meget få komplikationer i forbindelse med denne behandling. Hvis det ikke lykkes at afbryde den eller de ekstra ledningsbaner ved første behandling kan man som regel godt forsøge igen senere.
WPW er medfødt, så man kan ikke undgå at få WPW.
Hvis det konstateres, at du har WPW, bliver du sikkert henvist til en specialist for at tale om, om du evt. skal have afbrudt den ekstra ledningsbane vha. radiofrekvensablation (RFA). Mens du venter på denne behandling, kan det være nødvendigt at give dig medicin. Men det kan variere fra person til person og er noget, som lægen vurderer.
Hvis du har generende hjertebanken, du ikke selv kan få til at gå over.
Vurdere din beskrivelse af dine symptomer og henvise dig til specialist eller en langtidsovervågning af din hjerterytme.
Når sygdommen er diagnosticeret og generende nok, behandler man den. Man vil helst behandle tilstanden i den yngre alder, idet der er stigende risiko med alderen for at få alt for hurtig hjerterytme, hvis der pludselig også opstår atrieflimmer.
Personer med WPW har en rigtig god prognose, når de behandles med ablation af de ekstra ledningsbaner i hjertet.
WPW kan i meget sjældne tilfælde føre til pludselig død hos yngre personer, der ikke tidligere har haft symptomer. Det kan man desværre ikke forebygge.
Der findes meget få data vedrørende dødeligheden af WPW. De fleste undersøgelser arbejder med en sandsynlighed for pludselig død hen over hele livet i størrelsesorden 0-4 %. I en undersøgelse fulgte man mere end 600 patienter uden symptomer på WPW i 5-20 år. I løbet af denne periode blev der kun registreret to pludselige dødsfald. Så sandsynligheden for pludselig død er meget lav.
Nej, kun yderst sjældent.
Nej, ikke hvis ablationsbehandlingen har været effektiv, men der kan komme tilbagefald ved mangelfuld overbrænding af ledningsbanen.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
