Hjertet er en kraftig muskel, som trækker sig rytmisk sammen. Aktiviteten i hjertet styres af elektriske signaler (impulser). Et ledningssystem i hjertet sørger for, at disse impulser breder sig ud til hele musklen.
Normalt er der et lille område i højre atrium, sinus-knuden, som styrer de elektriske impulser. I hvile udløser sinus-knuden ca. 60-70 elektriske impulser pr. minut, som breder sig udover i hjertet. Fra sinus-knuden breder impulsen sig først ud i de to atrier. Impulsen opfanges så af et område, som befinder sig på overgangen mellem atrierne og ventriklerne - AV-knuden (atrioventrikulærknuden).
Fra AV-knuden ledes impulsen gennem ledninger, som ligger i skillevæggen (septum) mellem højre og venstre ventrikel. Den første del af denne ledning kaldes det Hiss'ke bundt. Det deler sig så i en højre og en venstre ledningsgren, og fra disse grene spreder impulsen sig ud i muskulaturen i henholdsvis højre ventrikel og venstre ventrikel.
Et hjerteslag består af to sammentrækninger i hjertemusklen. Først trækker atrierne sig sammen, så blodet i atrierne presses ned i ventriklerne. Dernæst trækker ventriklerne sig sammen. Hjerteklapperne til atrierne lukkes samtidig og forhindrer, at blodet løber tilbage til atrierne. Samtidig åbnes hjerteklapperne ud af højre og venstre ventrikel, så blodet kan pumpes ud i henholdsvis lungekredsløbet og det store kredsløb.
Det er de elektriske impulser, som styrer hjerteslagene. Når impulsen fra sinus-knuden breder sig ud i atrierne, trækker atriemuskulaturen sig sammen. Når impulsen når ned til ventrikelvæggene, trækker ventrikelmuskulaturen sig sammen. Ved selve sammentrækningen af hertemuskulaturen dannes kraftigere elektriske impulser, som kan måles ved et elektrokardiogram - et ekg.
Elektrokardiogrammet (ekg, hjertediagram) registrerer således de elektriske impulser, som opstår ved aktiviteten i hjertemuskulaturen. Impulserne lader sig påvise/måle uden for hjertet, f.eks. via arme, ben og brystvæg. I forbindelse med ekg får man derfor sat elektroder på armene, ben og brystvæggen. Hvis formålet med at tage et ekg kun var at studere den elektriske rytme, havde det været nok at sætte elektroder et sted. Men ved at måle på flere steder kan man også se tegn på skader på hjertemuskulaturen og i nogle tilfælde se, hvor skaden er.
Ekg'et har et typisk udseende, hvor udgangspunktet er en flad elektrisk linje med karakteristiske udslag. Disse udslag har fået bogstavbenævnelser. Én elektrisk impuls gennem hjertet giver følgende udslag:
Rækkefølgen for et normalt hjerteslag er altid sådan, at først kommer P-takken, derefter QRS-komplekset og til slut T-takken. Derefter følger næste hjerteslag med de samme elektriske udsving.
Ekg giver lægerne vigtig information om hjertets tilstand. Ved skader på ledningssystemet eller i hjertemuskulaturen, opstår der karakteristiske forandringer. Først og fremmest ser man efter:
Selv ved svære hjertekramper er der ikke nødvendigvis noget unormalt at se på et hvile-ekg (taget i hvile mens man ligger ned). I typiske tilfælde vil der dog kunne komme forandringer ved fysisk belastning eller under et typisk smertetilfælde.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
