Ekkokardiografi, ofte kaldet "ekko", er betegnelsen for en ultralydsundersøgelse af hjertet. Undersøgelsen giver information om, hvordan hjertet er bygget op, og hvordan de enkelte dele af hjertet fungerer.
Lægen får oplysninger om hjertets størrelse, bevægelighed af klapper og hjertekammervægge, samt hvorledes blodet strømmer igennem de forskellige dele af hjertet.
Forskellige ultralyd-metoder bruges til at afbilde hjertet. Specielt skal nævnes Doppler-teknik. Dette er en metode, som blandt andet udnyttes til at bestemme hastighed og retning af blodstrømme i hjertet, det vil sige, hvor hurtigt blodet strømmer på forskellige steder.
Desuden kan farveteknikker og i udvalgte tilfælde kontrastindsprøjtninger forbedre fremstillingen af billederne.
En normal ekkokardiografi viser normal størrelse på de 4 hjertekamre, normal pumpefunktion, normal bevægelighed og funktion af hjerteklapperne.
Ultralyd er ufarlige lydbølger og en samlet betegnelse for ultralydsundersøgelser, der kan foretages på stort set alle kroppens dele.
Ultralyd af hjertet kaldes traditionelt "ekkokardiografi".
Ved en ultralydsundersøgelse sendes lydbølgerne ind i kroppen fra et lydhoved, der holdes mod personens brystkasse. Lydbølgerne har så høj frekvens, at de ikke kan høres af det menneskelige øre, og de kan heller ikke mærkes. Når lydbølgerne rammer kroppens organer, opstår en tilbagevendt refleksion, som giver et "ekko". Ekkoet gør, at lydbølgerne kommer retur til lydhovedet, som opfanger disse lydsignaler. Efter bearbejdning i en computer viser de indkomne lydsignaler sig som bevægelige sort-hvide billeder på en skærm.
Ved Doppler-ekkokardiografi fremkommer der et lyd- og billedsignal, som afspejler blodstrømshastighed og -retning. Lydsignalet forstærkes ved hjælp af computeren, så det kan høres og bruges af undersøgeren til at finde de bedste målepositioner.
Forskellige typer væv i kroppen har forskellig tæthed. Lydsignalerne (ekkoerne), som kommer tilbage til lydhovedet, vil derfor variere afhængig af, hvilke organer eller vævstyper ultralyden rammer. Eksempelvis giver knoglevæv og fedtvæv forskellige ekko. De forskellige væv og organer kan derfor som regel skelnes fra hinanden på billederne, som tolkes, alt imens ultralydsundersøgelsen foregår.
Ultralyd har ingen skadelige bivirkninger, og der er ingen strålingsrisiko som ved fx røntgenundersøgelser. Ultralyd har i modsætning til røntgen den fordel, at der kan laves filmoptagelser - også af kroppens bløde organer, og se hvordan fx hjertet arbejder.
Luftfyldte organer som lunger giver imidlertid ingen eller utilfredsstillende billeder ved ultralyd.
Ekko-apparatet består forenklet af et lydhoved, en computer og en skærm. Lægen fører lydhovedet hen over din brystkasse, mens det udsender ultralyd. For at bedre kvaliteten på lydoverførslerne smøres en gelé på ultralydshovedet, hvilket også gør det lettere at føre lydhovedet hen over brystkassen og sikrer tæt kontakt til brystkassens overflade. Lydhovedet modtager det reflekterede lyd (ekko) fra hjertet.
Lydsignalerne analyseres af computeren, som umiddelbart præsenterer resultaterne som billeder på en skærm.
Der findes forskellige grunde til at foretage ekkokardiografi. En af dem er at vurdere hjertets struktur og funktion. Et forstørret hjerte kan være udtryk for et svigtende hjerte. Udredning for mistænkt hjertesvigt er således en af de hyppigste grunde til at foretage ekkokardiografi.
Andre grunde kan være vurdering af hjerteklappernes funktion, fx hvis lægen har hørt en såkaldt "mislyd" over hjertet, undersøgelse for mulig væskeansamling i hjertesækken eller opfølgning og kontrol ved allerede kendt sygdom.
Undersøgelsen kan også bruges til at undersøge for mistænkt udposning på hovedpulsåren (aortaaneurisme).
Undersøgelsen omfatter forskellige computerbaserede teknikker. De 2 mest almindelige er såkaldt to-dimensional (2D-) skanning og Doppler-teknik.
En lidt mere avanceret form for ekko er den, hvor lægen fører et specielt bygget ultralydsapparat ned gennem svælget til spiserøret. Det lille lydhoved udsender og registrerer lydsignaler fra hjertet via spiserøret (såkaldt transøsofageal ekkokardiografi). Denne undersøgelse giver langt bedre billedkvalitet, da afstanden fra lydhovedet til hjertet er mindre end ved ultralydsundersøgelse uden på brystkassen.
Stress-ekkokardiografi er ultralydsundersøgelse af hjertet, efter at patienten har anstrengt sig kraftigt eller har fået noget medicin, der stimulerer hjertet. Dette er en undersøgelse, der kan bidrage til at afdække, om der er områder af hjertet, som får for ringe ilttilførsel, og som dermed ikke trækker sig ordentlig sammen, når hjertet skal arbejde under belastning.
Undersøgelsen baserer sig på signaler fra lydhovedet som typisk placeres i to forskellige positioner på brystkassen: Langs med venstre side af brystbenet og ved hjertespidsen nedad til venstre i brystkassen. Billedet fremstår vifteformet, og repræsenterer et to-dimensionalt billede af hjertet i bevægelse. Nogle gange kan der også laves billeder øverste del af maven samt i fordybningen lige over brystbenet.
Fundene vises på en skærm, som lægen følger med på, og relevante billeder og levende optagelser gemmes til evt. senere sammenligning. Ved at bevæge lydhovedet i forskellige retninger kan lægen få et godt overblik over alle dele af hjertet.
Doppler teknik gør det muligt at beregne den hastighed, hvormed blodet strømmer. Undersøgelsen bruges til at måle trykforskelle over forsnævrede og forkalkede hjerteklapper, evt. utætheder i hjerteklapperne, hvor meget blod hjertet pumper ud pr. hjerteslag, eventuelle huller i hjertet og vurdere blodtrykket i lungekredsløbet, som ofte er forhøjet ved forskellige lungesygdomme eller evt. blodprop i lungerne.
Farve-Doppler gør det lettere at vurdere retning og størrelse på blodstrømmen.
Undersøgelsen foregår med personen liggende på venstre side. Gelé smøres på ultralydshovedet for at sikre bedst mulig lydbilledkvalitet. Lydhovedet placeres over forskellige områder af venstre del af brystkassen og øvre del af maven for at få de ønskede billeder af hjertet.
Selve undersøgelsen varer cirka 20 minutter.
Undersøgelsen kræver ingen specielle forberedelser fra din side. Hvis du skal have foretaget en transesofageal ekkokardiografi, er det dog et krav, at du er fastende.
Ekkokardiografi er den bedste undersøgelse af hjerteklapsygdom. Hver af de 4 hjerteklapper kan vurderes separat.
Ved åreforkalkningssygdom, hvor der er nedsat blodforsyning i kranspulsårerne til hjertemusklen, kan undersøgelsen godt være normal.
Hos enkelte kan man imidlertid finde nedsat muskelkraft i de områder af hjertet, hvor blodtilførslen er nedsat. Dette kan vurderes billedteknisk mere forfinet med Doppler-teknik.
Ekkokardiografi kan ikke påvise forsnævringer på kranspulsårene, men alene vurdere om hjertets funktion, i de områder der forsynes af kranspulsårene, er normal.
Hjertesvigt afsløres med ekkokardiografi, ved at hjertets pumpefunktion er nedsat, eventuelt er hjertet samtidig forstørret.
Hvis du har højt blodtryk kan hjertemusklen være fortykket, typisk i den venstre hjertehalvdel.
Ved perikardiesygdom (sygdom eller irritation i hjertesækken) kan man se forandringer, ofte væskeansamling i større eller mindre grad udenom selve hjertet.
En række sjældnere tilstande kan også påvises ved ekkokardiografi.
Almindelig ekkokardiografi er helt uden risiko for dig. Der er heller ikke nogen risiko for fosteret, hvis du er gravid.
Ved særlige tilstande kan der suppleres med en ekkokardiografi via spiserøret med en speciel ultralydssonde. Denne undersøgelse kræver man er fastende og kan være forbundet med ubehag.
Ved mistanke om åreforkalkning udføres nogle steder en ekkokardiografi under stress. Denne undersøgelse kan også være forbundet med mindre ubehag, og en lille risiko for forbigående hjerterytmeforstyrrelser.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
