Diabetesmedicin

Videotekst

Som led i fordøjelsen vil madens indhold af kulhydrat blive omdannet til glukose, almindeligvis kendt som sukker. Glukose cirkulerer i blodet og bruges som næring for kroppens celler. Men cellerne kan ikke optage glukose uden hjælp. Et hormon, som hedder insulin, og som produceres i bugspytkirtlen, skal først binde sig til celleoverfladen. Når det sker, vil kroppens celler være i stand til at optage glukose, hvilket også bidrager til at nedsætte blodsukkeret til et normalt, sundt niveau efter et måltid.

Når kroppen ikke producerer nok insulin, eller når kroppen ikke er i stand til at bruge det insulin, den producerer, normalt, kan man udvikle diabetes. Diabetes mellitus er en tilstand, som påvirker kroppens evne til effektivt at anvende sukkeret i blodet.

Der er to forskellige typer diabetes. Ved type 1-diabetes producerer bugspytkirtlen ikke insulin, så glukose ikke kan optages i cellerne. Ved type 2-diabetes bliver insulin produceret, men den virker ikke normalt, og glukose bliver heller ikke optaget på en tilfredsstillende måde af cellerne. Dette kaldes nedsat insulin følsomhed eller insulinresistens.

Hvis diabetes ikke behandles, øges risikoen for skader på nyre, syn og nerver og det kan i værste fald resultere i nyresvigt, blindhed og kroniske sår på fødderne med efterfølgende amputation. Sår tager længere tid at hele, der kan opstå hudsygdomme eller fodproblemer, som kan ende med amputation. Men, blodsukkeret kan normaliseres med sund kost, fysisk aktivitet og medicin.

Foruden insulin, findes der også medicin i pilleform til behandling af diabetes. Denne type diabetesmedicin har forskellige virkningsmekanismer. Nogle får bugspytkitlen til at producere mere insulin, andre øger insulinfølsomheden. Alt i alt gør det, at kroppen kan optage glukose fra blodstrømmen på en mere effektiv måde.

Diabetes er en sygdom, hvor man ikke nødvendigvis føler sig syg – men der kan ske uheldige ting i kroppen, hvis man ikke behandler sin diabetes. Man kan begrænse sin risiko for diabetesrelaterede komplikationer som hjerte- og nyresygdom, blindhed eller fodlidelser ved at spise rigtigt, ikke ryge, motionere regelmæssigt og huske at tage medicinen som anbefalet af lægen.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen