Højt kolesterol, hyperlipidæmi

Videotekst

Kolesterol er en type fedtstof, som er livsvigtig for kroppen og for alle menneskets celler. Hyperlipidæmi er høje værdier af fedtstof i blodet. Der er en sammenhæng mellem, hvor meget kolesterol der er i blodet og risikoen for at udvikle karsygdom, åreforkalkning.

Hjertekarsystemet udgøres af hjertet, blodkarrene og blodet. Blodet har mange livsvigtige opgaver som at transportere ilt, kuldioxid, næringsstoffer og hormoner rundt i kroppen. Blodet indeholder røde og hvide blodlegemer, blodplader og næringsstoffer. Kolesterol cirkulerer også i blodet. Der findes flere former: LDL-kolesterol, også kaldet "det dårlige kolesterol", og HDL, kendt som "det gode kolesterol", fordi højt HDL-kolesterol beskytter mod hjertekarsygdom.

Kolesterol og andre fedtstoffer kobler sig til hinanden i blodstrømmen og aflejres på indersiden af blodårerne som et materiale, vi kalder et plak. Disse forstadier til åreforkalkning vil vokse med tiden, hvilket fører til, at blodårerne bliver forsnævrede, og blodgennemstrømningen nedsættes. Hvis denne blokering sker i koronararterierne, kan det føre til et hjerteinfarkt. I hjernens arterier kan det føre til slagtilfælde og i benene til sår og koldbrand.

Årsager til hyperlipidæmi kan være arv, brug af visse typer medicin, højt alkoholforbrug, sukkersyge eller andre sygdomme. Kosten er også en risikofaktor, hvis mængden af fedt udgør mere end 40 % af det totale kalorieindtag, et fedtindtag, hvor mere end 10 % af alle kalorierne er mættet fedt og et kolesterolindtag på mere end 300 mg pr. dag.

Der findes ingen symptomer på hyperlipidæmi, så det anbefales regelmæssigt at få målt kolesterol i blodet. Spørg din læge til råds om gode råd til forebyggelse af højt kolesterol i blodet.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen