Skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) er en sommerfugleformet kirtel. Den befinder sig fortil og nedadtil på halsen, lige over brystbenet, på hver side af luftrøret
Skjoldbruskkirtlen producerer to hormoner, som kaldes thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3)
Skjoldbruskkirtlens funktion kontrolleres af hypofysen, som regulerer produktionen af de to hormoner
De to hormoner, der bliver produceret af skjoldbruskkirtlen, kontrollerer forbrændingen (metabolismen) i alle kroppens celler. Jo mere hormon, der bliver udskilt, jo hurtigere sker forbrændingen
Hvad er skjoldbruskkirtlen?
Skjoldbruskkirtlen (thyreoidea) er en sommerfugleformet kirtel, som består af to lapper. Den sidder fortil og nedadtil på halsen, lige over brystbenet, på hver side af luftrøret. Lapperne er forbundet med hinanden med en tynd bro af thyreoidea-væv.
Kirtlen producerer to hormoner, som hedder thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). Der produceres primært T4 i skjoldbruskkirtlen, mens T3 i kroppen hovedsageligt stammer fra omdannelse af T4 til T3 uden for skjoldbruskkirtlen.
Skjoldbruskkirtlen bliver kontrolleret af hypofysen, som regulerer produktionen af T4 og T3 ved at udskille mere eller mindre af thyreoideastimulerende hormon (TSH).
TSH er den mest følsomme parameter for skjoldbruskkirtlens funktion, og derfor det man oftest kontrollerer.
Hvad er T4 og T3?
Thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3) kontrollerer forbrændingen i alle kroppens celler (metabolismen). Jo mere thyreoideahormon, der bliver udskilt, jo hurtigere sker forbrændingen.
De to hormoner indeholder jod. I vores del af verden får vi nok jod tilført gennem maden, men der findes områder af verden, hvor kroppens tilskud af jod bliver for lille. Det kan føre til, at man udvikler struma og for lavt stofskifte.