Hvad er akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Akut binyrebarksvigt, også kaldet Addison krise, er en sjælden livstruende tilstand. Addison krise skyldes mangel på binyrebarkhormonet kortisol i kroppen.
Læs mere om binyrebarksvigt
Hvad er symptomerne på akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Hvis du har Addison krise, er symptomerne at du:
- Er akut syg og medtaget
- Er svært utilpas og urolig med kvalme, kaster op og ofte har smerter i maven
- Ofte har et lavt blodtryk, feber og tegn på alvorlig væske mangel (dehydrering)
Personer med Addison krise er ofte også motorisk urolige, akut forvirrede og kan få krampeanfald. Hvis de ikke bliver behandlet, kan de gå i koma.
Hvilke symptomer bør du være mest opmærksom på?
Utilpashed, kvalme, opkastninger og ondt i maven.
Hvordan stilles diagnosen?
Addison krise er en akut, livstruende tilstand. Du skal indlægges akut på et sygehus, hvis en læge tror, at du har Addison krise. Diagnosen kan være svær at stille, men en læge kan mistænke det ved følgende situationer:
- Hvis du er kendt med sygdommen binyrebarksvigt og bliver akut syg, f.eks. med en alvorlig maveinfektion eller sygdom hvor du får feber
- Hvis du tager glukokortikoider (binyrebarkhormon) og bliver akut syg, især hvis du har glemt at tage medicinen, eller hvis du for nyligt har afsluttet behandlingen
Risiko for Addison krise, hvis du er i behandling med binyrebarkhormon
Hvis du for nyligt er blevet behandlet med binyrebarkhormon, men ikke har fået tilstrækkelig medicin, kan det i nogle tilfælde udløse en Addison krise.
Du får f.eks. ikke tilstrækkelig medicin, hvis du er stoppet med at tage medicinen for hurtigt, har glemt at tage nogle doser, har kastet op eller haft diarré.
Hvis du får en høj dosis binyrebarkhormon, som undertrykker kroppens egen evne til at producere kortisol, kan du også risikere at få Addison krise. Hvis kroppen ikke selv kan producere kortisol, kan den ikke selv kompensere for den medicin, du ikke har fået nok af.
Hvorfor får man en akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Kortisol er kroppens "stresshormon", som normalt bliver produceret i binyrerne. Kortisol er et hormon, som kroppen skal have for at kunne fungere normalt. Mangel på hormonet viser sig bl.a. ved lavt blodtryk, og at mængden af salt i urinen bliver lavere. Blodtrykket kan blive så lavt, at du kan gå i shock, og at du besvimer.
Hvem er mest udsat for at få akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Hvis du ikke har fået stillet diagnosen binyrebarksvigt, så hverken du eller din læge er klar over, at du har den sygdom, så er du meget udsat for at få akut binyrebarksvigt- Addison krise.
Hvis du har fået stillet diagnosen binyrebarksvigt, og din dosis af medicin ikke er høj nok i forbindelse med stressede situationer, så er du også meget udsat for at få akut binyrebarksvigt- Addison krise.
De typiske stresssituationer, som kræver at du skal øge din dosis af kortisol, er bl.a.:
- Infektioner
- Operationer
- Skader, inklusiv brandskader
- Graviditet
- Højt stofskifte
- Enkelte lægemidler
- Psykisk stress eller fysiske påvirkninger, f.eks. hård træning eller langvarige ture
- At du kaster op eller har diarré, så du har nedsat optagelse af medicinen
Du skal også huske at øge din dosis af medicin, hvis du får feber eller i stressede situationer.
Hvordan behandler man akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Målet med den akutte behandling er at:
- Genoprette niveauet af binyrebarkhormon i kroppen
- Genoprette salt- og væskebalancen
Dernæst skal man forsøge at finde årsagen til, at Addison krisen opstod. På den måde kan man behandle selve årsagen til, at Addison krisen opstod og undgå, at det sker i fremtiden.
Hvis du er i behandling for binyrebarksvigt, får du et informationskort udleveret, som du altid skal have på dig. På kortet står din diagnose, og at du skal behandles med kortisol som indsprøjtning og væske, hvis du bliver akut syg.
Hvis du har en smartphone, kan du downloade app'en SOS Addison.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du er i behandling for binyrebarksvigt, er det vigtigt at vide, hvornår du skal tages ekstra doser binyrebarkhormon og i hvilke doser. Du bør være uddannet i selv at indsprøjte binyrebarkhormon (Solucortef) i en muskel, eller en af dine pårørende kan gøre det.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hvis akut binyrebarksvigt - Addison krise ikke bliver behandlet, er den livstruende. Det er derfor vigtigt, at du kommer hurtigt i behandling.
Hvis Addison krisen bliver behandlet i tide, vil langt de fleste kunne leve videre som tidligere.
Hvor hyppig er akut binyrebarksvigt - Addison krise?
Addison krise er en sjælden tilstand. Der indlægges kun få personer på sygehus hvert år med denne diagnose.
Vil du vide mere