Hjernen anvender cirka 15 procent af kroppens totale forbrug af energi i kroppen, når vi er i hvile - selv om den kun udgør to procent af den totale kropsmasse.
Hjernen vigtigste energikilde er sukker (glukose), som transporteres til hjernen af blodet. Hjernen har kun en beskeden kapacitet til selv at lagre sukker. Denne kapacitet svarer til få minutters forbrug. Hjernen er derfor afhængig af, at der tilføres sukker med blodet og dermed, at sukker niveauet ikke bliver for lavt.
De fleste væv i kroppen kan leve uden ilt i mange minutter. Hjernen derimod skal have ilt for at kunne forbrænde glukose. Hjernen har derfor behov for en konstant tilførsel af ilt fra blodet for at skaffe energi til hjernens funktioner.
Total mangel på ilt i blodet fører til, at man mister bevidstheden efter 5-10 sekunder.
Hos mennesker med type 1-diabetes kan kroppen ikke selv producere insulin. Insulinet fungerer som en slags nøgle eller døråbner for sukkeret, som skal ind i cellerne. I perioder med fravær af insulin eller for lidt insulin, vil for eksempel muskelcellerne ikke få tilført næring, fordi porten ind til cellerne er låst.
Transport af sukker fra blodet og ind i hjernens nerveceller er uafhængig af insulin - det er primært et spørgsmål om, at blodsukkeret er over et vist niveau.
For hjernen opstår faren, når en person med diabetes får tilført for meget insulin. I den situation falder blodsukker koncentrationen i blodet, fordi det transporteres ind i de insulinfølsomme celler, særligt i muskel-, fedt og levercellerne. Resultatet er, at sukkerniveauet i blodet derved bliver for lavt til at ernære hjernecellerne.
Dette fører til, at den mentale funktion kan blive alvorlig svækket i løbet af ganske kort tid, ofte inden for få sekunder. Det kan i værste fald føre til kramper og koma - hypoglykæmisk shock. Det fører dog oftere til, at personen kommer i en mental ubalance og bliver meget forvirret og konfus, indtil vedkommende får tilført sukker.
For at hjernen til enhver tid skal fungere, er det derfor afgørende, at blodsukkeret altid holdes over et kritisk mindste-niveau som ligger på 2-3 mmol.
Personer uden diabetes får altid symptomer, hvis blodsukkeret bliver for lavt. Nogen personer med længerevarende diabetes mister evnen til at registrere lave blodsukre, såkaldt unawareness. De kan derfor opleve uvarslet hypoglykæmisk shock.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
