Ved type 2-diabetes består behandlingen de første mange år ofte af kost, motion, blodsukkersænkende medicin som tablet eller såkaldte GLP-1 analoger, der oftest gives som indsprøjtning
Efter adskillige år med sygdommen er denne behandling ikke længere nok til at sikre et passende blodsukker hos nogle personer med type 2- diabetes. Man skal da behandles med insulin
Når man behandles med insulin, bør man måle sit blodsukker regelmæssigt derhjemme
Det fastende blodsukker morgen og før de store måltider bør ligge mellem 4 og 7 mmol/l hos de fleste
Du skal som regel tage mere insulin, når du har feber og anden alvorlig akut sygdom uden feber og samtidig måle blodsukkeret hyppigt
Hvad er insulin?
Insulin er et hormon, som bliver produceret i bugspytkirtlen og udskilles i blodet. Insulin regulerer blandt andet omsætningen af sukker i kroppen:
Når blodsukkeret stiger, stiger udskillelsen af insulin
Når blodsukkeret falder, falder udskillelsen af insulin
Insulin har to hovedvirkninger
Insulin stimulerer cellerne, hovedsaglig muskel- og fedtceller, til at optage sukker (glukose) fra blodet. Insulin bidrager på den måde dels til at holde blodsukkeret konstant og sikrer samtidigt, at sukker som "brændstof" for cellens mange funktioner kommer ind i cellerne. I cellerne, fortrinsvis muskelceller, kan sukkeret enten "forbrændes" med det samme eller lagres som glykogen, således at cellen har et "energilager", når kroppen faster
Leveren kan på samme måde som muskler lagre glukose som glykogen. Insulin regulerer leverens produktion af glukose fra det lagrede glykogen. Når blodsukkeret er højt, og mængden af insulin i blodet stiger, vil insulin bremse leverens frigivelse af glukose og øgede lagringen som glukogen. Modsat - når blodsukkeret er lavt, og mængden af insulin falder, vil leverens frigivelse af glukose stige
Hvem har behov for insulin?
Ved type 2-diabetes består behandlingen de første mange år ofte af kost, motion og tabletter, og GLP-1 analoger (antidiabetika).
Efter adskillige år med sygdommen er denne behandling ikke længere nok til at sikre et passende blodsukker hos mange personer med diabetes. I den situation er behandling med insulin løsningen.
Især personer som har udviklet type 2 diabetes i en yngre alder vil før eller siden få behov for insulin. Det kan også gælde personer som først får type 2 diabetes i en ældre alder.
Behandling med insulin ved type 2-diabetes
Når man begynder på insulin, fortsætter man som regel med metformin behandling. Argumentet for at fortsætte med metformin er, at det erfaringsmæssigt mindsker vægstigning, og behovet for insulin er ligeledes mindre.
Ofte begynder man med en lav dosis af et langtidsvirkende insulinpræparat, enten om morgenen eller om aftenen.
Er det ikke tilstrækkeligt, kan man anvende færdigblandet insulin. Færdigblandet insulin indeholder både hurtigtvirkende og langtidsvirkende insulin til måltider (morgen og mellem kl. 18-21). På den måde forhindrer man, at ens blodsukker stiger, efter man har spist et større måltid.
En anden mulighed er at behandle med insulin, ligesom man gør ved type 1 diabetes. Det vil sige, at man tager langtidsvirkende insulin en gang i døgnet og hurtigtvirkende insulin til et eller flere måltider.
Når man begynder på behandling med insulin, øges og justeres doserne i forhold til målinger af blodsukkeret. Det er mængden af kulhydrat der afgør, hvor meget hurtigvirkende insulin man skal have til måltiderne. For at vurdere dette kan man bruge kulhydrattælling.
Når man behandles med insulin, bør man måle blodsukkeret regelmæssigt. Blodsukkeret om morgen og før de store måltider bør ligge mellem 4 mmol/l og 7 mmol/l for de fleste.
Se animation om diabetesmedicin
Insulinbehandling ved infektioner og anden sygdom
Hvis man har feber eller anden alvorlig akut sygdom uden feber, skal man som regel øge dosis af insulin. En tommelfingerregel er, at kroppen har behov for, at dosis af insulin forhøjes med 25 % pr grad over 37,5° C.
Dosis varierer fra person til person. Det er derfor vigtigt at måle blodsukkeret hver 4 time, så længe der er behov for mere insulin end normalt.