Hvad er hyperglykæmi og symptomerne på hyperglykæmi?
Hyperglykæmi er for højt blodsukker. De hyppigste symptomer er:
- Hyppige vandladninger, dvs. at man tisser oftere end normalt
- Man er tørstig
- Man føler sig træt
- Eventuelt kløe og svie i kønsorganer
- Hyppige infektioner
- Sår heler dårligt
Det varierer meget fra person til person, hvilke og hvor mange symptomer man får. Hvis blodsukkeret er over 15 mmol/l, vil de fleste dog mærke tørst og få hyppige vandladninger.
Et højt blodsukker over lang tid øger risikoen for at udvikle senkomplikationer. Et meget forhøjet blodsukker, som udvikler sig over nogle dage, kan forårsage en akut livstruende tilstand.
Hvem får hyperglykæmi og hvordan stilles diagnosen?
Hyperglykæmi er noget, alle personer med diabetes kan få. Diagnosen baserer sig på, at man måler forhøjede blodsukkerværdier.
Alvorlig hyperglykæmi er en meget sjælden tilstand, men kan forekomme hos ældre mennesker med type 2-diabetes.
Hvorfor får man hyperglykæmi?
Hyperglykæmi kan ses ved start af diabetes, specielt hvis en person har gået i længere tid med ubehandlet diabetes. I den situation har der ofte været et vægttab, øget tørst og hyppigere vandladninger. Hvis personen får en infektion, vil tørst og de hyppige vandladninger ofte forværres i en sådan grad, at personen bliver opmærksom på det og henvender sig til læge
En hyppigt udløsende årsag til dårlig blodsukkerkontrol, hos en person med kendt diabetes, kan være en svær infektion. I forbindelse med infektioner øges kroppens behov for insulin. En anden ting der kan udløses hyperglykæmi er inaktivitet, specielt hos en person der er vant til at bevæge sig
Behandling med binyrebarkhormon udløser ofte hyperglykæmi.
Hyperglykæmisk diabeteskoma uden syreforandringer
Tilstanden man kalder hyperglykæmisk, hyperosmolær diabeteskoma uden syreforandringer, ses næsten udelukkende hos personer med type 2-diabetes og oftest hos personer over 70 år. Det er en tilstand, som oftest udvikler sig langsomt, hvor personen bliver tiltagende slap, får påvirket bevidsthed og tegn på alvorlig mangel på væske (dehydrering).
Den udløsende årsag er ofte en svær infektion eller anden sygdom, fx blodprop i hjertet (hjerteinfarkt) eller i hjernen (apoplexi).
Tilstanden kan dog også skyldes behandling med store doser vanddrivende medicin, behandling med binyrebarkhormon eller indtag af store mængder sukkerholdig saft eller sodavand. Blodsukkeret er som regel over 30 mmol/l.
Hvordan behandles hyperglykæmisk diabeteskoma ?
Tilstanden er meget sjælden men alvorlig. Den kræver, at man behandles på sygehus. Behandlingen består blandt andet i akut tilførsel af betydelige mængder væske og insulin i små doser af gangen.
Hvordan forebygger man hyperglykæmi?
Den bedste forebyggelse består i en god behandling og regelmæssig kontrol af blodsukker. Hvis du får insulin, er det vigtigt, at du selv måler blodsukkeret regelmæssigt.
Hvis dit blodsukker stiger meget, uden at du er i stand til at få det ned, skal du kontakte lægen.
Vil du vide mere?