Fagudtryk for forandringer i huden
Der findes mange forskellige typer udslæt på huden. Hudsygdomme kan også se ret forskellige ud alt efter hvilken hudfarve man har. Til at beskrive de forskellige forandringer bruges forskellige lægelige fagudtryk. Her forklares nogle af de mest brugte fagudtryk:
- Hudfarve - hudfarver bliver inden for hudsygdomsforskningen normalt inddelt i seks nuancer, hvor 1 er helt lys uden tydelig pigment, 6 er så mørk, at man ikke kan blive mere brun i solen. Mere avancerede metoder, der bruges i forskning indenfor f.eks. hudkræft, anvender et farvemålings instrument til at bestemme farven af huden. For menneskers hud kan selvsagt have hundredevis af farvenuancer
- Erytem: Et rødligt udslæt, som ofte dækker et større hudområde
- Eksem: En kløende hudsygdom ofte også med skældannelse og små væskefyldte blærer (vesikler)
- Makula: En plet som ligger i hudens niveau. Er ofte rød eller brun, men kan have andre farver
- Papel: En fast fortykkelse af huden, som er mindre end 5 mm i diameter og er hævet over hudens niveau. Farven er ofte rød eller lilla. Et myggestik giver f.eks. anledning til en papel. Hvis der er mange papler kalder man et udslæt papuløst
- Pustel: Velafgrænset ansamling af pus i huden. Ofte ses pustler og papler sammen ved eksempelvis akne. En hvid-gullig bums er f.eks. en pustel
- Vesikel: Lille, væskefyldt blære i huden, tydeligt afgrænset, under 5 mm i diameter
- Bulla: Større væskefyldt blære, over 5 mm i diameter, undertiden flere centimeter. Eksempelvis dem, man får på hælen, når skoen ikke passer
- Kvadel: En hævelse i huden, som skyldes nældefeber. Et uregelmæssigt, rødligt udslæt, som stedvist hæver sig op over hudniveau. De enkelte kvadler kan være store eller små, er ofte blege i midten og har en rød randzone. De enkelte kvadler opstår og forsvinder inden for 24 timer, men det samlede udslæt kan være der i længere tid
- Nodulus: En knude eller lille svulst i huden, større end 5 mm. Hvis der er flere, betegnes de noduli. Et udslæt med mange noduli beskrives som nodulært
- Nævus: Godartet modermærke, indeholder pigmentceller. Kan både være fladt (makulært) eller knudret (nodulært)
- Tumor: Svulst. Bruges til at beskrive enhver form for svulst, både godartet og ondartet, også i de indre organer
- Lichen/lichenisering: Fortykket, forkradset hud med markant fremhævede hudfurer (de naturlige linjer i hudens overflade), som opstår ved langvarig kløe og irritation
- Keratinisering: Dannelse af tyk hud, f.eks. på hælene hvis man går i træsko
- Pigment: Hudens naturlige farvestof, som kaldes melanin. Det dannes i særlige celler og beskytter huden mod solens stråler
- Melanin: Er hudens farvestof og afgør sammen med blodkarrene hudens farve
- Hypopigmentering: For lidt pigment i huden, f.eks. blege pletter i huden
- Hyperpigmentering: For meget pigment i huden, f.eks. mørke pigment skjolder i huden
Vil du vide mere?