Akne rammer næsten alle i puberteten, men hos nogle er symptomerne mere udtalte og kræver behandling, for at undgå at der dannes ar
Forekommer i hele verden og rammer alle etniske grupper
Forandringer af huden kan være:
Hudorme
Røde, ømme knopper
Pustler (knopper med gult pus)
Cyster
Bylder
Hyperpigmentering
Akne er lokaliseret i ansigtet og opadtil på bryst og ryg
Alle former for akne kan behandles effektivt
Behandlingen kan forbedre livskvaliteten og forebygge, at der kommer ar
Hvad er akne?
Akne (bumser) er betændelse i talgkirtler og hårsække i ansigt og på øverste del af overkroppen.
Akne starter ofte i alderen 10-13 år, hos begge køn.
Hudorme (komedoner), som er en ophobning af talg i talgkirtlerne, hører med til sygdommen. De ses enten som små hvide hævelser (lukkede komedoner), eller som mørke små prikker (åbne komedoner). Når hudormene bliver betændte, bliver de til ømme, røde knuder. De kan udvikle sig til små bumser, der er fyldt med pus. De største kan efterlade ar.
Man kan inddele akne efter sværhedsgrad:
Mild akne: Overfladisk akne præget af hudorme
Moderat akne: Akne præget af røde og ømme knopper/bumser/små knuder
Svær akne: Akne præget af større knuder eller bylder. De kan efterlade skæmmende ar
Se animation om bumser, akne
Hvad er symptomerne på akne?
Hudforandringerne ved akne:
Hudorme (åbne og lukkede komedoner)
Røde og ømme knopper/bumser/knuder, der kan være fyldt med pus og danne bylder
På mørk hud ses rødmen (næsten) ikke, men elementerne efterlader hyperpigmentering, som kan opfattes som skæmmende
Lokaliseret i ansigt og på øverste del af overkroppen
Akne kan i sværere tilfælde danne ar. Hyperpigmenterede (mørke) ar ses hyppigt hos personer med mørkere farvet hud.
Feber og ledsmerter ses i sjældne tilfælde ved svær akne.
Moderat akne med komedoner og papler, foto udlånt af Danderm
Hvilke symptomer skal man være særlig opmærksom på?
Uren hud er almindeligt hos teenagere, men hvis forandringerne i huden bliver vedvarende og generende, eller begynder at danne ar, skal du opsøge læge.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles, når der er hudorme, knopper og evt. bumser, knuder og cyster i ansigtet, på brystet eller ryggen.
Hvorfor får man akne?
Hårsækkene er knyttet til talgkirtler. Når hårsækkene bliver påvirket af mandlige kønshormoner, udskiller de mere talg. Ved udmundingen af hårsækken bliver der dannet en fortykkelse af huden, og hårsækken kan stoppe til. Hårsækken udvider sig, talg og afstødte celler hober sig op i hårsækken, og der dannes en betændelsestilstand (inflammation).
Akne med store hudorme
Bakterien Propionebacterium acnes findes normalt på huden og i hårsækkene. Bakterien kan nedbryde talg, og herved bliver der frigivet en række stoffer, som fører til lokal irritation og betændelse.
Personer med akne har ikke højere niveau af mandlige kønshormoner i kroppen end normalt. Udvikling af akne skyldes til dels en arvelig betinget, øget følsomhed for kroppens egne mandlige kønshormoner.
Nogle lægemidler kan udløse akne, blandt andet hormoner og dopingmidler, der opbygger muskler. Mekanisk irritation af huden og kosmetik og fede cremer kan også medvirke til at fremkalde eller forværre akne.
Smitter akne?
Akne smitter ikke.
Er akne arveligt?
Akne er en arveligt betinget sygdom
Hvordan behandles tilstanden?
Akne er en sygdom, der er meget almindelig hos unge mennesker. Men på trods af at akne er hyppig, kan sygdommen have en negativ indflydelse på livskvaliteten. Derfor er det vigtigt at behandle akne, hvis det påvirker din livskvalitet negativt, eller der kommer ar i huden. Samtidig er det også vigtigt at undgå, at sygdommen efterlader ar.
Ved medicinsk behandling bruges lægemidler, der nedsætter produktionen af talg, og forhindrer at talgkirtlerne stopper til. Der benyttes også behandling mod bakterier samt midler, der modvirker betændelse, se Behandling af akne.
Alle former for akne kan behandles, og det er i dag meget sjældent, at sygdommen ikke kan bringes i ro. I mange tilfælde skal behandlingen dog fortsætte i længere tid.
Ar efter akne kan behandles, fx med laser. Det har en vis effekt, men kan ikke fjerne arrene helt, og det er derfor vigtigt at forebygge, at der opstår ar.
Hvad kan jeg selv gøre?
Arvelig tendens til akne kan du ikke selv ændre på.
Lad være med at bruge fede cremer på de områder, hvor akne kan opstå.
Visse dopingmidler (mandligt kønshormon) kan medføre akne - dem bør du undgå.
Det er vigtigt at undgå mekanisk irritation og undgå at "pille" i huden, da dette kan medføre infektion og ar.
Alle former for akne kan behandles, og hvis akne påvirker din livskvalitet negativt, er det vigtigt, at du kontakter din læge og starter behandling.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre akne?
Daglig vask af huden med sæbe og vand
Hvis du skal fjerne hudorme, skal det gøres skånsomt. Unødigt tryk på huden skal undgås
Sollys kan dæmpe symptomerne, men medfører på længere sigt forværring
Brug af fede hudplejemidler/cremer bør undgås - det stopper talgkirtlernes udførselsgange til
Hvis du bruger dækcreme, skal den vaskes af om aftenen
Det er ikke vist, at diæt har nogen effekt
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis der kommer ar, er det vigtigt at søge lægehjælp, så yderligere ar kan forebygges.
Hvis akne påvirker din livskvalitet negativt.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Der findes mange former for behandling af akne. Almindelige gode råd om hudpleje og vask af huden er sjældent nok til at få sygdommen i ro. Lægen vil hos de fleste starte med en lokalbehandling med creme til huden, og hvis det drejer sig om sværere akne, kan der suppleres med tabletbehandling, se Behandling af akne.
Hvornår behandler man akne?
Akne skal behandles, hvis sygdommen påvirker livskvaliteten i negativ retning eller medfører ar.
Det er et vigtigt mål med behandlingen at undgå, at der kommer blivende ar.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Akne opstår i teenagealderen
Hos de fleste stopper sygdommen inden 30-årsalderen
Ar fra akne, foto udlånt af Danderm
Er akne farligt?
Akne er ikke en farlig sygdom. I sjældne tilfælde kan akne (især hos unge mænd) ledsages af feber, ledsmerter og vægttab, og her er det vigtigt at kontakte lægen med henblik på behandling.
Hvor hyppig er akne?
Næsten alle teenagere har elementer af akne. De mest alvorlige tilfælde ses som regel hos unge i alderen 17-19 år.
Akne optræder lige meget hos begge køn, men mænd er hårdere ramt end kvinder.
Problemet forsvinder som regel inden 30-års alderen. Hos kvinder kan det dog vare lidt længere.
Kan jeg få akne mere end én gang?
Akne er en sygdom, der kan behandles, men behandlingen strækker sig ofte over en del år. Sygdommen aftager inden 30-årsalderen.