Atopisk eksem, årsager

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Atopisk eksem blev tidligere også kaldt astmaeksem eller børneeksem
  • Ved atopisk eksem har du kløe og tør hud med rødme 
  • På mørk hud ses rødmen ikke tydeligt, her ses typisk tør fortykket hud  
  • Der er øget risiko for infektion i huden
  • Har du atopisk eksem, har du øget risiko for at få astma og høfeber
  • Sværhedsgraden varierer fra person til person, fra små områder med let kløe, til store hudområder med intens kløe
  • Livskvaliteten kan i perioder være væsentlig nedsat

Hvad er årsagerne til atopisk eksem?

Atopisk eksem, som tidligere også blev kaldt astmaeksem eller børneeksem, er først og fremmest en arvelig sygdom, men flere faktorer spiller ind. Immunsystemet og miljøet har også en væsentlig indflydelse. Atopisk eksem kan i dag ikke forebygges.

Personer med atopisk eksem har ofte andre allergiske sygdomme som høfeber og astma. Fødevareallergi forekommer hyppigt sammen med atopisk eksem, men er ikke årsagen til eksemet. 

Ved atopisk eksem er huden ikke så robust, og den er modtagelig for udefrakommende stoffer. Man siger, at hudens barrierefunktion er nedsat. Det skyldes bl.a., at huden mangler proteinstoffet filaggrin i hudens hornlag. Denne mangel skyldes en gen-fejl (en genetisk mutation). Knap halvdelen af alle med svær atopisk eksem har denne genfejl. Hudens barriereforhold har sammen med immunologiske forhold betydning for sygdommens udvikling.

Atopisk eksem på knæ hos lille barn. Foto udlånt af læge Sofine Heilskov

Atopisk eksem. Foto venligst udlånt af danderm.dk

Hvad udløser eller forværrer atopisk eksem?

Uspecifikke påvirkninger som fx støv, tør luft eller kulde og mere specifikke påvirkninger, som fx pollen, husstøvmider eller dyrehår, kan forværre eksemet.

Atopisk eksem er hos de fleste værre om vinteren, hvor luftfugtigheden er lav.  

Mange oplever også, at eksemet bliver værre i perioder med stress eller følelsesmæssige belastninger.

Hvem får atopisk eksem?

Atopisk eksem er en almindelig hudsygdom, somforekommer overalt i verden og i alle etniske grupper.

Det er først og fremmest børn, som bliver ramt. Mange vokser fra sygdommen, når de bliver voksne.

15-20 % af alle børn/unge i Danmark bliver ramt af atopisk eksem. Hos voksne ses atopisk eksem hos ca. 5-8%.

Forekomsten af atopisk eksem er steget gennem de sidste 30 år, sandsynligvis pga. af miljø- og livsstilsændringer.

Selv om man ikke med sikkerhed ved, hvad årsagen til atopisk eksem er, kender man en del risikofaktorer for at få tilstanden. Den vigtigste risikofaktor er arv (herunder mutationer i filaggrin-genet). Risikoen for at få atopisk eksem er øget, hvis forældre eller søskende har enten atopisk eksem, høfeber eller allergisk astma.

Allergi overfor fødevarer findes hos ca. 15 % af børn under 6 år med atopisk eksem. Fødevareallergien er ikke årsagen til atopisk eksem, men en følgesygdom, der kan give akutte symptomer som f.eks. nældefeber, astmatisk vejrtrækning, hævede slimhinder eller maveproblemer. Ved mistanke om fødevareallergi skal man tale med lægen om dette.

Hvilke symptomer giver atopisk eksem?

Symptomerne ved atopisk eksem er først og fremmest kløe og forstyrret nattesøvn. 

Udslættet ses som rødme, skældannelse, tør hud og undertiden væskende blærer og kradsemærker. På mørk hud ses rødmen ikke, og her er huden typisk fortykket med skældannelse.

Sværhedsgraden varierer fra person til person. Enkelte har kun små områder med let kløe, mens andre kan have store hudområder med intens kløe og udslæt.

Det er typisk for atopisk eksem, at udslættet befinder sig forskellige steder på kroppen i forskellige aldersgrupper:

  • Småbørn under 2 år får oftest eksem på kinder og hænder. Det kan også ofte komme på strækkesiderne af arme og ben og i hårbunden. Udslæt i bleregionen er ikke typisk
  • Hos børn over 2 år er eksemet hyppigst i bøjefurerne, dvs. knæhaser, ankler, albue- og håndled
  • Hos unge og voksne er huden generelt tør og kløende. Huden er ofte fortykket på enkelte steder, som en følge af kløe. Især ansigt, hals og hænder er angrebet af eksem.

Vil du vide mere?

Videoer om smøring med creme ved atopisk eksem

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen