Atopisk eksem, behandling

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Symptomer på atopisk eksem er kløe, tør og forkradset hud
  • Atopisk eksem blev tidligere også kaldt astmaeksem eller børneeksem, og forekommer ofte sammen med allergisk astma og høfeber
  • Sygdommen kan ikke helbredes, men du kan blive behandlet, så du mærker meget lidt til dit eksem
  • Fugtighedscreme er en vigtig del af behandlingen
  • Binyrebarkhormoncreme er først valg af behandling, hvis fugtighedscreme ikke er tilstrækkeligt.
  • Ved manglende effekt af behandling med cremer og salver kan du blive henvist til hudlæge til tabletbehandling eller injektionsbehandling (biologisk behandling)
  • Eksemskoler kan hjælpe dig til bedre selv at håndtere sygdommen

Hvad er atopisk eksem?

Atopisk eksem, som tidligere også blev kaldt astmaeksem eller børneeksem, rammer 15-20% af alle børn, men ca. 60-70% vokser fra sygdommen inden puberteten. Den forekommer ofte sammen med allergisk astma og høfeber.

Sygdommen giver kløe og forstyrret nattesøvn, den kan ikke helbredes, men symptomerne kan holdes nede med behandling.

Hensigten med behandling af atopisk eksem er at bringe sygdommen i ro, så den giver færrest muligt symptomer. Det kræver vedvarende behandling. Aftal gerne nogle behandlingsmål med din læge!

Basisbehandling er fugtighedscremer, hvor du indimellem supplerer med binyrebarkhormoncremer. Der findes også en række andre lægemidler og cremer, som du kan bruge, hvis dette ikke er tilstrækkeligt.

Hvis du føler, at dit eksem ikke er i ro, så tal med din læge/hudlæge om at få ændret din behandling. Sygdommen kan ikke helbredes, men den kan bringes i ro, så det er dig, der styrer sygdommen og ikke sygdommen, der styrer dit liv.

Atopisk eksem på fodryg

Mørkfarvning (hyperpigmentering) af huden i panden efter eksemudbrud. Svinder med tiden når, eksemet kommer i ro

Hvilken hudpleje skal jeg bruge?

Brug af fugtighedscreme er vigtigt som forebyggende behandling af atopisk eksem. Fugtighedscreme modvirker tørhed og nedsætter behovet for binyrebarkhormoncreme.

Cremer med højt fedtindhold er mest effektive, brug f.eks. creme med 70% fedt om vinteren, hvor huden er mest tør, og med 30% fedt om sommeren. Cremer uden parfume bør foretrækkes for at undgå at udvikle allergi. 

Oliebade er ikke mere effektive end fugtighedscremer.

Hud med eksem vaskes med sæbe dagligt for at nedbringe antallet af bakterier på huden. Bade skal helst være korte og med lunkent vand.

Se instruktionsfilmen: Sådan smører du med fugtighedscreme ved atopisk eksem:

Hvilken medicin bruges til behandling af atopisk eksem?

Binyrebarkhormoncreme 

Første valg til behandling af atopisk eksem er binyrebarkhormoncremer eller -salver. De findes i forskellige styrker, hvor gruppe 1 er mildest og gruppe 4 er stærkest. Ved meget tør hud er salve bedre end creme. Læs mere om binyrebarkhormonbehandling af atopisk eksem. 

Hvilken styrke binyrebarkhormoncreme, der skal bruges, afhænger blandt andet af alder, og hvor på kroppen eksemet sidder. Til børn, bruges typisk binyrebarkhormoncremer gruppe 1 eller 2. Til  voksne bruges binyrebarkhormoncremer gruppe 2 eller gruppe 3 til kroppen, mens der til ansigt og andre sarte hudområder hos voksne bruges gruppe 1 eller 2.

Det er vigtigt hurtigt at få kontrol over eksemet. Ved at behandle eksemet hurtigt og effektivt, mindskes risikoen for tilbagefald, og det totale forbrug af binyrebarkhormoncreme bliver mindre.

Binyrebarkhormoncreme anvendes en gang om dagen. Behandlingstiden ved større udbrud er typisk ca. 2 uger. Ved omfattende eksem kan det være nødvendigt med længere behandlingstid, eventuelt kan behandlingshyppigheden nedsættes til 2 gange ugentlig, som vedligeholdelse.

Binyrebarkhormoncremer er på recept, bortset fra gruppe 1 cremer, og skal anvendes efter aftale med din læge. Hvis binyrebarkhormoncreme bruges for længe eller i for store mængder, kan huden blive tynd og gennemsigtig at se på. Hold øje med, hvor mange tuber du bruger, og tal med din læge om det. 

Forskellige cremer bør ikke smøres på samtidig. Der skal mindst gå en halv time fra behandling med en creme til behandling med en anden.

Binyrebarkhormoncremer findes også i kombination med antibiotika og kan eventuelt anvendes i kort tid, hvis eksemet er betændt. Disse cremer er dog dyrere, og der er ikke dokumentation for, at de er mere effektive.

Læs mere om Binyrebarkhormonbehandling ved atopisk eksem

Se instruktionsfilmen: Sådan smører du med creme med binyrebarkhormon:

Behandling med immunmodulerende cremer og salver

Præparater med pimecrolimus eller tacrolimus indeholder ikke binyrebarkhormon, og kan bruges uden risiko for udtynding af huden. De er ikke mere effektive end binyrebarkhormoncremer, effekten sætter langsommere ind, og de er prismæssigt dyrere.

Pimecrolimis (Elidel) bruges til voksne og børn over 3 mdr., Tacrolimus (Protopic) bruges til voksne (0.1%) og børn over 2 år (=0.03%). Typisk starter man med påsmøring 2 gange dagligt. Ved behov for længerevarende behandling kan der anvendes vedligeholdelsesbehandling 2 gange ugentlig. Anvendes ikke til gravide.

Til voksne er immundæmpende cremer/salver mest effektive til de sarte hudområder (fx ansigt og hals). Effekten sætter langsommere ind end for binyrebarkhormoncremer. 

Sollys bør undgås til behandlede hudområder, og cremerne skal ikke bruges, hvis der er betændelse i huden.

Tabletter eller injektioner til behandling af eksem

Hvis eksemet ikke kommer i ro på behandling med cremer - eller hvis der konstant er behov for at smøre med binyrebarkhormon - er der mulighed for at få en længerevarende tabletbehandling, der dæmper immunsystemet. Der er flere muligheder, og disse behandlinger varetages af hudlæger. 

Nye behandlingsmuligheder er blevet tilgængelige for patienter med svær atopisk eksem. Såkaldt "Biologisk behandling" med Dupilumab eller Tralokinumab gives som injektioner hveranden uge og medfører kun få bivirkninger. Janus-kinase-hæmmere (JAK-hæmmere) er en ny gruppe af immundæmpende medicin, som gives som tabletter og virker effektivt og hurtigt imod eksem. Disse behandlinger varetages ind til videre på hospitalernes hudafdelinger. 

Antihistaminer

I perioder med svær kløe kan kløestillende lægemidler (antihistaminer) forsøges, men virker langt fra hos alle. Antihistaminer bør ikke anvendes i længere perioder til børn.

Kaliumpermanganat

De fleste patienter med atopisk eksem har stafylokokker på huden. Infektion med stafylokokker kan modvirkes ved desinficerende behandlinger. 

Kaliumpermanganat er et desinficerende stof, som kan tilsættes badevandet for at behandle betændt, væskende eksem. Det kaldes populært for "røde bade".

Læs mere om Kaliumpermanganat-bad.

Antibiotika

Ved betændelse kan det være nødvendigt at behandle med antibiotika efter lægens vejledning. 

Tjærebehandling

Ved kronisk tørt eksem kan enkelte patienter have gavn af at bruge stenkulstjære i creme eller salve. Behandlingen blev brugt en del tidligere, men bruges nu kun sjældent. Ved behandling med tjære skal du undgå direkte sol op til 1 uge efter behandlingen.

Generelle tiltag

Eksemskoler

Eksemskoler er oprettet i tilknytning til alle hudafdelinger i Danmark. Det er vist, at deltagelse i eksemskole har en positiv effekt på eksemet og også på den stress og negative påvirkning af livskvalitet, som sygdommen kan medføre.

Patientforening

Atopisk Eksem Forening er en landsdækkende patientforening, hvor du kan søge flere oplysninger, få gode råd om livet med atopisk eksem og deltage i møder. 

Sol

Sol virker positivt på atopisk eksem, men brug af solcreme og almindelige solregler bør følges.

Ved omfattende eksem kan du få lysbehandling hos hudlægen i form af UVA- eller UVB-lys - det er dog ikke alle med atopisk eksem, der har glæde af lysbehandling.

Kost

Cirka 15 % af børn under 6 år med atopisk eksem har fødevareallergi.

Fødevarer, der hyppigst giver allergi hos børn, er æg, mælk, peanuts (jordnødder), hvede og nødder.

Symptomer på fødevareallergi opstår oftest straks (0-2 timer) efter indtagelse af den fødevare, der ikke tåles, og er typisk nældefeber, astmatisk vejrtrækning, høfeber, røde øjne, hævede slimhinder, opkast/diarré.

Sennep, ketchup og visse bær, fx jordbær, indeholder benzoesyre, som kan medføre opblussen af eksemet omkring munden (ikke allergisk betinget).

Da børn er særligt afhængige af en varieret, sund og sammensat kost, er det vigtigt, at de ikke påbegynder en diæt, uden at en allergi er sikkert påvist.

Forældrene skal ikke selv sætte børn på diæt uden først at have rådført sig med lægen.

Undgå at kradse

Mange med atopisk eksem er plaget af intens kløe, og det kan være næsten umuligt at lade være at klø sig. Kløe er tegn på, at sygdommen ikke er tilstrækkeligt behandlet. 

Resultatet af kløe kan blive små sår og betændelse i huden, hvilket forværrer eksemet yderligere, og det er derfor vigtigt at forsøge at komme ud af denne onde cirkel. Det kan være en hjælp at klippe neglene korte, og skarpe genstande bør ikke anvendes til at klø med.

Kløe, der generer din nattesøvn, er usundt for både krop og psyke. Det er en god idé at snakke med din læge/hudlæge om ændring af behandlingen.

Indemiljø

I hjem, hvor voksne eller børn har atopisk eksem, er det specielt vigtigt at undgå tobaksrøg, det medvirker til at forebygge udvikling af astma. Soveværelset bør du holde køligt, og tæpper og andet indbo, som samler støv, bør undgås.

Kæledyr

Forskning omkring atopisk eksem og kæledyr er kompleks og ikke helt entydig. Men har man atopisk eksem, skal man være forsigtig med at anskaffe kæledyr med pels (især katte), og har man også astma eller har man påvist allergi overfor hund, kat eller andre dyr med pels, skal man undgå kontakt med disse dyr. 

Påklædning

Sved kan udløse irritation og kløe, og du bør derfor undgå for varm påklædning. Bomuld eller silke giver hos de fleste ingen kløe.

Undgå langvarige bade

Langvarige bade udtørrer huden, og det er værre, jo varmere vandet er. Bade bør derfor være korte og lunkne.

For at holde antallet af bakterier på huden nede, anbefales daglig brug af sæbe på eksemområder.

Undgå ting, som forværrer eksemet

Se informationen: Årsager til og symptomer ved atopisk eksem.

 Stress eller psykiske påvirkninger kan forværre eksemet.

Vil du vide mere?

Videoer om smøring med creme ved atopisk eksem

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen