Atopisk eksem er en arvelig hudsygdom med kløe og tør hud
Huden bliver rød og fortykket, og der opstår let infektioner
På mørk hud ses rødmen næsten ikke, men huden er tør, fortykket og skællende
Har du atopisk eksem, er der nogle ting, du selv kan gøre for at forebygge nye udbrud:
Brug fugtighedscreme 2 gange dagligt - det kan forebygge nye udbrud af eksem
Undgå uld direkte på kroppen, det medfører kløe og nye udbrud af eksem
Hold huden ren med et kort og køligt bad hver dag
Der skal være køligt, hvor du sover (mindsker kløe)
Undgå at anskaffe pelsdyr (hund, kat mm.)
Undgå tobaksrøg i (barnets) omgivelser
Hvad er atopisk eksem?
Atopisk eksem blev tidligere kaldt "børneeksem", og man har også kaldt det for "astmaeksem" og "bøjefureeksem". Det er en hudsygdom med kløe og skællende, tør hud. Der opstår et rødt udslæt, som kan blive væskende.
På mørk hud er det svært at se rødme, her ses huden fortykket og skællende. Se foto af atopisk eksem på hænder og arme. Der opstår ofte betændelse i huden.
Det er typisk for atopisk eksem, at udslættet er lokaliseret til forskellige steder på kroppen hos småbørn, større børn og voksne.
Småbørn (under 2 år) får hyppigst små væskende blærer på kinder og hænder og på strækkesiderne af arme og ben. Udslæt i bleområdet er ikke almindeligt
Hos lidt større børn (over 2 år) er eksemet mere tørt og ofte med kradsemærker. Forandringerne ses symmetrisk på krop, arme og ben, i bøjefurerne, dvs. knæhaser, ankler, albue- og håndled
Hos voksne sidder eksemet især i ansigtet og på halsen, på hænderne, og kan være spredt til hele kroppen
Hvad er symptomerne på atopisk eksem?
De symptomer, som personer med atopisk eksem ofte er mest generet af, er:
Kløe
Kosmetiske gener af eksemet
Søvnforstyrrelser
Sværhedsgraden af sygdommen kan bl.a. vurderes ud fra, hvor meget det klør, og hvor meget søvnen bliver forstyrret. Behandlingsmål kan sættes ud fra disse symptomer.
Ved atopisk eksem er der ofte bakterier på huden (gule stafylokokker). Derfor bliver eksemet også nemt betændt. Ved betændelse i huden kan bakterier overføres til andre, men atopisk eksem er ikke i sig selv en smitsom sygdom.
Har man atopisk eksem, så har man også en øget risiko for at udvikle astma og høfeber. Allergisk astma høfeber debuterer ofte i skolealderen.
Fødevareallergi findes hos ca. 15 % af børn under 6 år med atopisk eksem, men er sjældent hos voksne. Fødevareallergien er en ledsagende sygdom til atopisk eksem og kan give akutte symptomer som fx nældefeber, astmatisk vejrtrækning eller maveproblemer, men er ikke årsag til eksemet.
De senere år er der kommet mere opmærksomhed omkring, at der er en øget hyppighed af psykiske sygdomme hos personer med atopisk eksem. Det drejer sig især om ADHD og depression. Om man kan forebygge psykiske sygdomme ved en forbedret behandling af atopisk eksem hos børn vides ikke sikkert i dag.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles, hvis der er hudkløe, og 3 eller flere af følgende kriterier er opfyldt:
Typisk lokalisation af eksemet (aldersafhængig, se ovenfor)
Astma eller høfeber hos personen, eller atopisk eksem, høfeber eller astma hos forældre eller søskende
Tør hud
Synligt eksem i bøjefurer (fx albuer, knæhaser)
Sygdomsstart før 2-årsalderen
Hvorfor får man atopisk eksem?
Årsagen til atopisk eksem er ukendt, men arvelige faktorer har stor betydning.
Hvis en af forældrene har atopisk eksem, er risikoen for, at barnet udvikler sygdommen ca. 30 %. Hvis to forældre har atopisk eksem er risikoen omkring 70%.
Hos knap halvdelen af personer med moderat eller svær atopisk eksem kan man påvise en gendefekt i det gen, som styrer produktionen af et protein, der kaldes filaggrin.
Filaggrin medvirker til at holde hudens barrierefunktion i orden, og ved mutationer i filaggrin-genet opstår en nedsat hudbarrierefunktion, som er en vigtig medvirkende årsag til atopisk eksem.
Smitter atopisk eksem?
Atopisk eksem smitter ikke, men hvis der er betændelse i eksemet, kan der overføres bakterier til andre.
Er atopisk eksem arveligt?
Atopisk eksem er arveligt. Hvis en af forældrene har atopisk eksem, har barnet ca. 30 % risiko for at udvikle sygdommen. Der er en sammenhæng mellem atopisk eksem, allergisk astma og høfeber.
Hvordan behandler man atopisk eksem?
Hudpleje med fugtighedscreme
Det er vigtigt at undgå udtørring af huden.
Fugtighedscreme bruges 2 gange dagligt og gerne efter bad.
Bade skal helst være korte, og meget varmt vand bør undgås.
Sæbe udtørrer huden, men holder også bakterier borte, så infektioner forebygges. Så hurtig sæbevask af eksemområder i lunkent vand er en del af behandlingen. Oliebade er ikke mere effektive end smøring med fugtighedscremer.
Se instruktionsfilmen: Sådan smører du med fugtighedscreme ved atopisk eksem:
Førstevalgsbehandling til eksemet er binyrebarkhormoncreme eller salve.
Rigtig brug af binyrebarkhormoncremer er en vigtig del af behandlingen. Se informationen om binyrebarkhormon mod atopisk eksem. "Immundæmpende cremer" (tacrolimus-salve og pimecrolimus-creme) er gode alternativer, som supplerende behandling, hvis behandling med binyrebarkhormoncreme ikke er nok, eller hvis vedvarende behandling er nødvendig.
Se instruktionsfilmen: Sådan smører du med creme med binyrebarkhormon:
Immundæmpende creme/salve er ikke mere effektiv end binyrebarkhormon, men bivirkninger ved langtidsbehandling i form af udtynding af huden undgås.
Hvis der kommer betændelse (infektion med bakterier) i eksemet, kan det være aktuelt at bruge antibiotika, alternativt kaliumpermanganat-bad (røde bade), eller afvaskning med klorhexidinholdig sæbe. Dette afgøres i samråd med lægen.
Ved kronisk tørt eksem kan behandling med tjæreholdige cremer/salver være et alternativ. Hvis det klør meget, kan behandling med antihistaminer forsøges. Den bedste kløestillende behandling er at behandle eksemet effektivt!
Generelle tiltag
Eksemskoler
Eksemskoler findes i tilknytning til alle hudafdelinger i Danmark, og her undervises bl.a. i forebyggelse og behandling af eksem.
Eksemskolerne tilstræber at uddanne personen og/eller familien til at varetage behandlingen af sygdommen i så høj grad som muligt. På eksemskolerne diskuteres også, hvordan du kan afhjælpe stress og nedsat livskvalitet, som ofte ledsager atopisk eksem.
Sol
Sol hjælper på eksemet, men bør dyrkes med måde. Solferier og lysbehandling kan have god effekt, men man skal bruge solbeskyttelse.
Fødevareallergi
Hvis der er mistanke om, at du eller dit barn ikke tåler visse fødeemner, hvis der opstår akutte symptomer som nældefeber, astmatisk vejrtrækning, røde øjne, hævede slimhinder eller opkast/diaré efter fødeindtagelse, kan du eller dit barn i samråd med lægen få foretaget undersøgelse for fødevareallergi.
De fleste børn har imidlertid ikke behov for diæt, og diæt skal ikke påbegyndes uden samråd med lægen. Baggrunden for dette er, at børn har behov for en varieret, sund og sammensat kost for at vokse og udvikle sig normalt.
Indemiljø
Indemiljøet har betydning for atopisk eksem. Sved kan forværre eksemet, og soveværelset kan med fordel holdes køligt. Tæpper og andet indbo, som samler støv, bør undgås, og kæledyr med pels (kat, hund, kanin mm.) bør ikke anskaffes.
Tobaksrøg i hjemmet bør undgås for at forebygge udvikling af astma.
Påklædning
Påklædningen har også betydning. Bomuld inderst mod huden tolereres bedst. Uld giver kløe og bør undgås.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre atopisk eksem?
Atopisk eksem er i høj grad arveligt betinget og skyldes en nedsat hudbarrierefunktion og ændringer i hudens immunologiske funktioner. Atopisk eksem kan i dag ikke forebygges.
Børn med atopisk eksem bør spise og introduceres til fødevarer ligesom børn uden eksem. Diæt skal kun gennemføres, hvis der bliver påvist fødevareallergi, og da i samarbejde med lægen.
Har du atopisk eksem, er der nogle ting, du selv kan gøre for at hindre nye udbrud:
Hudens barrierefunktion kan bedres ved at behandle med fugtighedscreme dagligt - dette kan forebygge nye eksemudbrud
Undgå uld direkte på kroppen, det medfører kløe og nye eksemudbrud
Huden skal holdes ren med et dagligt bad (gerne kort og køligt)
Temperaturen i sovemiljøet skal holdes kølig (mindsker kløe)
Pelsdyr i hjemmet (hund, kat mm.) øger risikoen for udvikling af komplikationer (astma og høfeber)
Tobaksrøg i (barnets) omgivelser bør undgås for at forebygge udvikling af astma
Har du, eller har du haft, atopisk eksem som barn, er hudens barrierefunktion nedsat. Derfor er det bedst at vælge et erhverv, der ikke kræver kontakt med vand/hyppig håndvask og brug af vandtætte handsker, så udvikling af eksem på hænderne forebygges
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Eksemet begynder som regel inden 2-årsalderen, men mange vokser fra det inden puberteten. Atopisk eksem kan undtagelsesvis debutere hos større børn og voksne.
Omkring 2 ud af 3 er symptomfrie ved puberteten, men nogle får tilbagefald af sygdommen og får gener som voksne. En del får også astma og høfeber.
25-50 % af personer med atopisk eksem i barnealderen udvikler håndeksem som voksne. Det betyder, at personer med nuværende eller tidligere atopisk eksem bør vælge et rent og tørt arbejde.
Hvor hyppig er atopisk eksem?
I dag får 15-20 % af alle børn/unge atopisk eksem. Hos voksne er det 5-8% som har atopisk eksem.