Fjernelse af tatovering

Mette Mogensen

speciallæge

Fakta

  • Ved tatovering indsprøjter man et farvepigment i huden
  • Mere end 1/2 million danskere har en eller flere tatoveringer, mellem 15-50 % ønsker med tiden at få tatoveringen fjernet
  • Tatoveringer fjernes i dag som regel med særlige lasere, hvor laserenergien sprænger farvepigmentet i bittesmå stykker, der fjernes af kroppen selv
  • Laserbehandlinger udføres af hudlæger
  • Der ydes kun i ganske få tilfælde behandling på det offentliges regning, i langt de fleste tilfælde skal man selv betale

Hvad er en tatovering?

  • At tatovere betyder at markere eller sætte streger, og når du får lavet en tatovering, sætter man permanente streger ved at indsprøjte farvepigment i huden
  • Tatoveringer er i dag meget udbredt. Tidligere var det stort set kun søfolk i udenrigsfart, der lod sig tatovere, men nu ses tatoveringer i alle samfundslag, aldre og køn
  • Teknikken ved tatovering har været kendt stort set så længe, mennesket har eksisteret
  • Hvor stor en andel af befolkningen, som lader sig tatovere, findes der ikke gode tal for - dog antages det, at mere end 1/2 million danskere har en tatovering
  • Da omtrent 30% af alle, der lader sig tatovere, senere fortryder det, er det et stigende antal personer, der ønsker at få fjernet deres tatoveringer

Foto af ny tatovering hvor der er gået betændelse og opstået blærer i huden
Foto venligst udlånt af Danderm

 

Foto af tatovering, hvor der er sket en allergisk reaktion på det røde pigment, hvor huden ses hævet og irriteret
Foto venligst udlånt DermNet

 

Hvordan fjernes en tatovering?

  • I dag anvender man ofte laserbehandling. Med laseren sendes lysenergi ind i huden, og lysbølgerne optages i farvepigmenterne. Når dette gøres på den rigtige måde, kan pigmenterne sprænges og opløses til mindre bestanddele. Disse rester af pigment vil kroppens immunforsvar efterhånden fjerne og udskille
  • Med et optimalt udstyr og den fornødne viden/erfaring kan laseren sprænge farvepigmentet, uden at huden omkring bliver ødelagt. Det er vigtigt, at laserudstyret er indrettet til at udsende en tilstrækkelig effekt for at opnå et godt resultat. Der findes en række forskellige lasere, som slet ikke er egnet til dette formål
  • De mest professionelle og farvestærke tatoveringer er de vanskeligste og mest tidskrævende at fjerne
  • Det kan være svært at bedømme, hvor dybt og hvor koncentreret farvestoffet i underhunden er, og dermed også vanskeligt at forudsige varighed og resultat af behandlingen
  • Får du fjernet en tatovering, hvor der ikke anvendes laser, indebærer det øget risici for dit helbred. Derfor anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed at fjernelse med sådanne metoder skal ske med lægefaglig specialviden

Hudfarven betydning for tatoveringsfjernelse

  • Det kan være vanskeligt at fjerne tatoveringer, især i meget mørk hud
  • Fjernelse af tatoveringer i mørk hud kan være vanskelig og uforudsigelig på grund af den epidermale melanin, der absorberer den overførte energi og forhindrer den i at nå farvepigmenterne i dermis
  • Trækulsbaserede blåsorte religiøse tatoveringer hos patienter med hudtype 5 er beskrevet fjernet ved hjælp af en Q-switched Nd:YAG laser, i denne undersøgelse udviklede næsten halvdelen af patienterne dog mild postinflammatorisk hyperpigmentering, dvs. mørke pigmentpletter der hvor tatoveringen havde siddet

Hvordan foregår behandlingen?

Laser

  • Behandlingen foregår ved, at behandleren, en hudlæge, sender laserlys mod hvert eneste lille punkt i tatoveringen. For hvert skud mærkes et stik i huden. Nogle oplever dette som smertefuldt, men de fleste gennemfører behandlingen uden brug af smertestillende medicin
  • Jo større tatovering, desto længere tid tager behandlingen, og jo mere ondt gør det. Små tatoveringer kan behandles på nogle få minutter, men behandlingen kan tage op mod 1/2-1 time ved større tatoveringer
  • Det er ofte nødvendigt med flere behandlinger. Efter første behandling er det hyppigt at se en lille afblegning. Men for tilfredsstillende resultat er det ofte nødvendigt med 6-8 behandlinger, og nogle gange 10-20 behandlinger
  • Der findes ingen garanti for, at tatoveringen kan fjernes fuldstændigt
  • Huden skal hvile mellem hver behandling for at komme sig efter den bestråling, den har været udsat for. Der skal derfor gå mindst 6-8 uger mellem hver behandling. I den periode skal du tildække og skærme huden for sol eller anden påvirkning
  • Efter en behandling bliver den hud der er blevet behandlet rød, og der kan komme sår. Huden behandles med fugtighedscreme

Fjernelse af tatovering uden brug af laser

  • Metoder til at fjerne en tatovering uden brug af laser er fx væsker med ætsende virkning
  • Det at fjerne tatoveringer ved at anvende ætsende metoder er i dag ureguleret, og der er derfor risiko for svære bivirkninger i form af udbredte dybe ætsninger af huden, idet behandlingen ikke nødvendigvis foretages af autoriserede sundhedspersoner
  • Vær opmærksom på det, hvis du tilbydes sådanne behandlinger

Kirurgisk fjernelse af tatoveringer

  • Kan være relevant i særlige tilfælde, hvor der ses alvorlig infektion eller alvorlig allergisk reaktion på et farvestof i tatoveringen. Se de to fotos med eksempler ovenfor
  • Foregår med en såkaldt dermabrasio teknik, hvor huden skrælles af i det pågældende område
  • Foretages kun i landets specialiserede tatoveringsklinikker på hospitaler

Hvad er prisen?

  • Patienter med tatoveringer fra strålemarkering efter behandling mod kræft tilbydes vederlagsfri laserbehandling
  • Derudover regnes det som en rent kosmetisk behandling, og der gives normalt kun vederlagsfri behandling i særlige tilfælde - fx religiøse tatoveringer i ansigtet eller ved asfalt-tatoveringer efter ulykker
  • Hvis du skal betale selv, kan det være fornuftigt at forespørge om pris, og måske diskutere sig frem til en maksimalpris, før behandlingen starter, da der ofte kræves mange behandlinger før et godt resultat opnås

Få mere information om hvem, der må tatovere i Danmark og hvilke klinikker der er registeret på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Mogensen

overlæge, klinisk lektor, ph.d., Dermato-Venerologisk afd. D, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen