Hårtab hos kvinder

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Hårtab hos kvinder skyldes ofte en særlig følsomhed over for mandligt kønshormon i hårfolliklerne
    • Denne form for hårtab er mest udtalt på issen
    • Hårtab bliver mere udtalt med alderen og ses hos cirka 1/3 af alle kvinder
    • Tilstanden er vanskelig at behandle
  • Andre årsager til hårtab hos kvinder kan være
  • Hårtab efter langvarig sygdom eller efter graviditet
  • Autoimmunt betinget hårtab (ses som pletter i hårbunden (pletskaldethed), eller som hårtab i pande og tindinger)
  • Hårtab som skyldes medicin som tages for anden sygdom
  • Hårtab som skyldes svamp eller infektion 

 

Hvad er hårtab hos kvinder?

  • Hårtab hos kvinder er et almindeligt problem
  • Mere end en 1/3 af alle kvinder oplever betydeligt hårtab i løbet af livet
  • Hårtab hos kvinder har stor negativ indflydelse på livskvalitet

Hvorfor får kvinder hårtab?

Der kan være flere forskellige årsager til hårtabet:

  • Female pattern hair loss (Androgen alopeci)

Hyppigste årsag til hårtab hos kvinder er hårtab betinget af mandligt kønshormon. Der er ofte flere tilfælde i familien.

Det er helt normalt at kvinder har lidt mandligt kønshormon i blodet, og hårtabet skyldes ikke forhøjet mandligt kønshormon, men det drejer sig derimod om en ændret følsomhed i hårsækken. Denne tilstand starter ofte ret tidligt i livet, og rammer håret oppe på hovedet (issen), mens den forreste hårgrænse er bevaret.

  • Telogen effluvium

Her er der tale om pludseligt hårtab som kan opstå efter en svær periode med sygdom (ofte cirka 3 måneder efter), eller efter hurtigt vægttab, betydeligt stress eller efter graviditet.

Tilstanden bliver hos de fleste bedre efter nogle måneder, men det kan blive kronisk. Ved telogent defluvium er det håret i hele hårbunden, der bliver udtyndet.

  • Autoimmunt hårtab

Autoimmunt hårtab hos kvinder kan dreje sig om alopecia areate (Alopecia, pletskaldethed). Det ses som runde pletter uden hår, og kan sidde overalt i hårbunden eller i skægregionen eller øjenbryn, Håret kommer tilbage inden for 1 år hos mere end 50 % af de personer, der rammes.

En anden form for autoimmunt hårtab er tab af håret over panden og i tindinger. Denne hårsygdom kaldes Frontal fibroserende alopeci, og her bliver huden hvor hårtabet rammer (pande og tindinger) helt glat og lidt skinnende. Tilstanden er sjælden og vanskelig at behandle, men breder sig ikke til resten af hårbunden. 

  • Medikamentelt betinget hårtab

Nogle typer af medicin kan forårsage hårtab. Se på indlægssedlen til medicinen.

  • Infektion

Hårtab kan også skydes infektion i hårbunden med svamp eller bakterier. Ses da oftest som afgrænsede områder med rødme og irritation.

Hvad er symptomerne på hårtabet?

Du er selv den, der først lægger mærke til hårtabet, og du skal tabe betydelige mængder hår, før omgivelserne bemærker det.

Det er almindeligt at hårtab kan påvirke både humøret og livskvalitet.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

  • Hvis hårtabet er ledsaget af en betændelsestilstand i hårbunden, kan det dreje sig om en svampeinfektion
  • Hvis du lider af en bindevævssygdom, kan den være årsag til hårtabet, og dette kan eventuelt behandles
  • Du kan selv være opmærksom på, om hårtabet er startet i forbindelse med, at du er begyndt på noget ny medicin

Se animation om hårtab 

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles klinisk af lægen, som vil kunne give dig svar på, hvilken form for hårtab det drejer sig om.

Er hårtab arveligt?

Hårtab som skyldes en øget følsomhed for mandligt kønshormon er arveligt. Pletskaldethed (alopecia areata) er også til en vis grad arveligt.

Hvilken behandling er der?

  • Blodprøver kan udelukke, at det drejer sig om jernmangel eller proteinmangel eller hormonforstyrrelser

  • Ved mistanke om svampeinfektion kan der tages et svampeskrab til undersøgelse

  • Egen læge eller speciallæge kan tage en biopsi (vævsprøve), hvis der er tvivl om årsagen til hårtabet

  • Mangeltilstande bør udelukkes, men hvis du ikke får påvist nogen mangeltilstand, er der ikke holdepunkt for at vitamintilskud eller kosttilskud hjælper på tilstanden

  • Medicin mod hårtab kan hos nogle kvinder hjælpe til at forhindre yderligere hårtab i den periode, hvor det anvendes

Hvad kan jeg selv gøre?

Du kan undgå strenge og specielle diæter der forårsager hurtigt vægttab.

Du kan ikke herudover påvirke hårtabet ved din livsstil

Hvordan undgår jeg at forværre hårtabet?

Der er ikke noget der tyder på, at behandling af håret hos frisøren (permanent, farvning) gør hårtabet værre.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hårtab er ikke en farlig tilstand, men hvis det påvirker dig psykisk, kan du tale med din læge om det.

Hvis hårtabet er lokaliseret til mindre områder og er rødt og irriteret eller væskende, kan det dreje sig om infektion, og du bør da kontakte lægen.

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Lægen kan stille en præcis diagnose af, hvad hårtabet skyldes.

Lægen kan udskrive recept på medicin (opløsning til påføring i hårbunden), som kan mindske hårtabet i den periode, hvor det anvendes

Ved medikamentelt betinget hårtab kan lægen vurdere, om der skal ændres på din medicin

Ved infektion i hårbunden kan lægen behandle dette

Hvad er langtidsudsigterne?

  • Hårtab hos kvinder er generelt vanskeligt at behandle.
  • Ved nogle former for hårtab kommer håret igen af sig selv

Hvor hyppig er hårtab hos kvinder?

Mere end en tredjedel af alle kvinder oplever betydeligt hårtab i løbet af livet.

Der bliver færre hovedhår med alderen, du mister cirka 10 % hår for hvert årti, du bliver ældre.

Det er normalt at fælde cirka 100 hovedhår dagligt.

Vil du vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen