Hvad er skæl?
Skæl er et meget almindeligt problem. Det er hverken smitsomt eller farligt, men det kan være generende.
Skæl er afskalning af døde hudceller fra hårbunden.
Tilstanden kan variere i sin intensitet og kan give kløe, men i de fleste tilfælde kan skæl kontrolleres med enkle midler.
Skæl kan også skyldes sygdomme som psoriasis eller seboroisk eksem (skæleksem).
Hvad er symptomerne på skæl?
Skæl kan ses i hårbunden, men ses især på tøjet (på øverste del af ryggen).
Skæl i hårbunden er ofte ledsaget af kløe.
Hvorfor får jeg skæl?
Gærsvampen kaldet Malassezia furfur er en væsentlig årsag til, at du får skæl.
Denne svamp er normalt til stede i hårbunden hos voksne, og hos de fleste er det ikke et problem. Men nogle gange bliver der overvækst af svamp i hårbunden, så der dannes mere skæl på grund af hurtigere omsætning af hudcellerne i hårbunden.
Andre forklaringer
Overvækst af gærsvampen Malassezia furfur er den hyppigste årsag til skæl i hårbunden, men andre tilstande kan også medføre, at der dannes skæl.
- Seboroisk eksem kendetegnes ved rød, irriteret hud i de områder på kroppen, hvor der er mange talgkirtler. Det vil sige hårbund, men også øjenbryn, næsefløje, bryst og ryg. Huden bliver fedtglinsende, og som regel dækket med hvide eller gullige skæl. Ved denne hudsygdom spiller gærsvampen Malassezia furfur også en væsentlig rolle for symptomerne
- Psoriasis kan også give hvid, skællende hårbund, og det er ikke usædvanligt, at det strækker sig ned i pande og nakke
- Ringorm i hårbunden er en infektion med svampe vi ikke normalt har i hårbunden. Ses meget hyppigt hos børn. Denne tilstand skal behandles, da det ellers kan ende med rød, betændt hårbund og vedvarende tab af hår
- En anden forklaring på en rød, irriteret, kløende og skællende hårbund kan være kontakteksem. Kontakteksem kan fx opstå efter hårfarvning eller brug af hårprodukter. Ved akut kontakteksem er det angrebne hudområde rødt og irriteret, og ofte med en hævelse i ansigt og omkring øjnene
Hvem er mest udsat for skæl?
- Skælproblemer forårsaget af gærsvampen Malassezia furfur starter tidligst i puberteten, og kan i princippet vare livslangt. Mænd får det hyppigere end kvinder, måske fordi mandligt kønshormon stimulerer talgproduktionen, og dermed giver god grobund for svampen
- Personer med psoriasis eller seboroisk eksem får ofte skæl i hårbunden
- Enkelte sygdomme giver større risiko for skældannelse. Det drejer sig om neurologiske sygdomme som Parkinsons sygdom og apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen) og sygdomme med nedsat immunforsvar, fx HIV/AIDS
Hvordan behandles skæl?
Skælproblemet kan oftest klares ved at vaske håret med en shampoo (fx. ketoconazol shampoo), som nedsætter mængden af gærsvampen Malassezia furfuri hårbunden. Ketoconazol shampoo findes i både håndkøb og i en stærkere koncentration på recept fra lægen.
Der findes også andre shampooer, blandt andet med zinkpyrithion eller tjære, som er effektive.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt, må du tale med din læge om problemet. Her vil du kunne få hjælp til en mere præcis diagnose, og eventuelt få udskrevet recept på shampoo med et svampedræbende middel (ketoconazol i højere koncentration).
Hvad kan jeg selv gøre?
Anvende shampoo mod skæl ved hårvask.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre skæl?
Tilstanden kan holdes nede ved regelmæssig brug af skælshampoo.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis skæl i hårbunden ikke svinder for almindelig skælshampoo, kan du søge hjælp hos din læge. Hvis skællene sidder i en afgrænset del af hårbunden, eller hvis der kommer betændelse, bør du også søge læge.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Nogle mennesker har tendens til at danne skæl, seboroisk eksem eller psoriasis, og må indstille sig på vedvarende behov for behandling.
Hvor hyppig er skæl?
Skæl i hårbunden er en folkesygdom, altså meget almindelig.
Vil du vide mere?