Lichen planus er en stærkt kløende hudsygdom (kaldes også for lichen ruber)
Den er mest almindelig på underarme og underben, men kan sprede sig til resten af kroppen
Kan også findes på slimhinder, i munden og på kønsdele
På huden ses lichen planus som velafgrænsede blålig-røde pletter. På slimhinden ses lichen planus som hvidlige streger eller pletter
Årsagen er ikke kendt, men det opfattes som en autoimmun sygdom
Behandlingen er binyrebarkhormoner enten som cremer eller som tabletter i en kort periode
Lichen planus på ben. Foto venligst udlånt af DermNet
Hvad er lichen planus?
Lichen planus, også kaldet lichen ruber, er en langvarig og ofte stærkt kløende hudlidelse, som viser sig som små kantede, flade forandringer i huden, hyppigst omkring håndled og ankler, men nogle gange mere udbredt.
Slimhinderne i munden og ved kønsdelene kan også blive ramt af sygdommen, hvilket viser sig som hvide striber (netmelon-tegning), f.eks. på slimhinden i kinden og som hvidlige pletter på slimhinden.
Karakteristiske træk ved hududslæt
Op til 1 cm store flade, velafgrænsede hudforandringer, ofte i små grupper
Farven er blålig-rød og overfalden er glat og skinnende
Stærkt kløende
Typiske træk ved slimhindeforandringer
Hvide pletter og striber, som kan sprede sig
Forandringer i slimhinder kan være eneste symptom
Andet
Forandringer af negle ses hos 10 %
Hvad er symptomerne på lichen planus?
Lichen planus, typisk udseende. Foto venligst udlånt af DermNet
Lichen planus på hånd
Stærk kløe, og udslæt lokaliseret til håndled/underarme, ankler/underben. Eventuelt hvidligt udslæt på slimhinder.
Hvilke symptomer skal jeg være særlig opmærksom på?
Det er ofte den stærke kløe, som kan forstyrre søvnen, der gør at du opsøger lægen.
Lichen planus på slimhinder kan i sjældne tilfælde udvikle sig til kræft, og hvis der kommer sår på slimhinden, bør du altid kontakte lægen.
Lichen planus på kønsdelene kan undertiden føre til sammenvoksninger af slimhinden. Her er det vigtigt at kontakte lægen tidligt i forløbet, og få behandling inden det kommer så vidt.
Hvordan stilles diagnosen?
Sygdommen begynder som regel ret pludseligt, og er altid ledsaget af kraftig kløe.
Diagnosen stilles på baggrund af den typiske kløe og udslæt, eventuelt vil hudlægen tage en vævsprøve.
Specielt ved sygdom i slimhinder kan det være aktuelt at tage en vævsprøve.
Hvorfor får jeg lichen planus?
Man kender ikke årsagen til lichen planus.
I nogle tilfælde kan lichen planus komme som følge af kronisk leverbetændelse (hepatitis C).
I andre tilfælde kan lichen planus udløses af medicin.
Smitter lichen planus?
Nej, lichen planus smitter ikke.
Er lichen planus arvelig?
Nej, lichen planus er ikke arvelig.
Hvilken behandling er der?
Førstevalg er behandling med steroider (binyrebarkhormoner). Enten til påsmøring eller kortvarig behandling med binyrebarkhormon i tabletform ved alvorlige og akutte former med stærk kløe.
Alternative eller supplerende behandlinger kan være lysbehandlinger hos hudlægen eller anden medicin, der dæmper betændelsen i huden.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan ikke selv påvirke forløbet af sygdommen, men symptomerne kan dæmpes ved at følge behandling ordineret af læge.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre lichen planus?
Du kan ikke gennem ændret livsstil forebygge eller påvirke forløbet af lichen planus.
Årsagen til sygdommen er ukendt, det opfattes som en autoimmun sygdom, og skyldes ikke påvirkninger udefra.
Hvis der er slimhindeforandringer, kan de blive påvirket, når du f.eks. indtager meget varm eller krydret mad.
Lichen planus på kønsdelene kan undertiden føre til sammenvoksninger i slimhinderne, og behandles bedst i et tidligt stadie - så her er det vigtigt at søge læge tidligt.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge læge ved generende, kløende udslæt på huden eller slimhinder.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Prognosen er god idet symptomerne hos de fleste aftager spontant i løbet af 1-2 år. I enkelte tilfælde kan sygdommen blive kronisk.
Tilbagefald ses hyppigt.
Lichen planus på slimhinder kan i sjældne tilfælde være forstadie til kræft (mundhuleforandringer og forandringer på kønsdelene).
Regelmæssig lægekontrol anbefales, hvis der er slimhindeforandringer til stede. Lægen skal kontaktes, hvis tilstanden bliver værre.
Er lichen planus farligt?
Lichen planus er ikke en farlig sygdom
Hvor hyppig er lichen planus?
Lichen planus forekommer hos 0,3-2 % af befolkningen. Lichen planus i huden er den hyppigste form.
Sygdommen rammer især midaldrende, og kvinder rammes hyppigere end mænd.
Kan jeg få lichen planus mere end én gang?
Lichen planus på huden brænder som regel ud efter nogle år, og oftest kommer sygdommen ikke tilbage.
Lichen planus på slimhinder er ofte en vedvarende lidelse