Svømmerkløe

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Svømmerkløe er et ufarligt kløende udslæt, som kan ses efter, at man har badet i lunt ferskvand
  • Tilstanden skyldes en allergisk reaktion mod visse mikroskopiske fugle-parasitter i badevandet (såkaldte cercarier)
  • Svømmerkløe går over af sig selv i løbet af en uge
  • Kløestillende medicin (antihistaminer eller hormoncreme) kan lindre symptomerne

Hvad er svømmerkløe?

Svømmerkløe er et harmløst, men kløende, rødligt udslæt, som kan opstå efter badning i lunt, stillestående ferskvand - på fagsprog kaldes tilstanden cercariel dermatitis.

Tilstanden er ufarlig. Den skyldes en allergisk reaktion mod visse fugle-parasitter, såkaldte cercarier, der trænger få millimeter ind i huden.

Der er størst risiko for at få svømmerkløe, når man bader på varme, solrige dage, hvor badevandet er mere end 20°C.

Svømmerkløe på arm

Hvad er symptomerne på svømmerkløe?

  • Et rødprikket, kløende udslæt, som kan minde om myggestik

Hvordan stilles diagnosen?

  • Lægen vil mistænke svømmerkløe, hvis man har et et rødprikket, kløende udslæt efter badning i lunt ferskvand
  • Der er ikke behov for blodprøver, som oftest er normale

Hvorfor får man svømmerkløe?

  • Badning i lunt og stillestående ferskvand, hvor ferskvandsfugle holder til.

Smitter svømmerkløe?

Nej.

Hvordan behandler man svømmerkløe?

Behandling er normalt ikke nødvendig, men der kan behandles med midler, der kan afhjælpe kløe (antihistaminer eller hormoncreme)

Hvad kan jeg selv gøre?

Tør dig grundigt med et håndklæde efter badning i lunt og stillestående ferskvand.

Skyl dig under en bruser efter badning

Hvordan undgår jeg at få eller forværre svømmerkløe?

  • Undgå at bade i ferskvandssøer og -damme, hvor cercarierne lever
  • Cercarierne dræbes af udtørring - man kan forhindre svømmerkløe ved at tørre sig grundigt med håndklæde umiddelbart efter badning

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis man kradser sig så meget, at man får infektion (smerter, varme, hævelse og feber).

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Svømmerkløe er helt ufarligt. Det går som regel over af sig selv inden for en uge.

Hvor udbredt/hyppig er svømmerkløe?

Ukendt forekomst i Danmark, men næppe helt sjælden i varme somre.

Kan jeg få svømmerkløe mere end én gang?

Ja.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen