Nekrobiosis lipoidica

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Necrobiosis lipoidica er en lokal betændelse foran på skinnebenene
  • Huden misfarves rødligt og gulligt, bliver fedtet, fortykket og gennemsigtig at se på, og der kan opstå sår
  • Hudforandringerne kommer oftest hos personer med diabetes
  • Tilstanden behandles med cremer med binyrebarkhormon, men heler sjældent helt op

Hvad er nekrobiosis lipoidica?

Nekrobiosis lipoidica

Nekrobiosis lipoidica (NL) er en forandring i huden, næsten altid lokaliseret foran på skinnebenene. Årsagen til tilstanden er ukendt.

Tilstanden er langt hyppigst hos personer med diabetes, men den kan også opstå hos personer uden diabetes.

Hvad er symptomerne på nekrobiosis lipoidica?

Nekrobiose, et enkelt element på crus. Foto venligst udlånt af DermNet
Foto venligst udlånt af Dermnet

I den tidlige fase kan diagnosen være vanskelig at stille.

Sygdommen starter oftest med lidt plettede forandringer på forsiden af skinnebenene.

I starten er farven rødlig, senere bliver området mere gulligt og indsunket, men fortsat med en aktiv randzone.

Forandringerne er kosmetisk generende, og som en komplikation kan der opstå sår i området.

Nekrobiose på begge underben. Foto venligst udlånt af DermNet
Foto venligst udlånt af Dermnet

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Kan kompliceres med sår.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles som regel på baggrund af udslættets typiske udseende og placering.

Ved behov for sikker bekræftelse af tilstanden kan der tages en vævsprøve (biopsi).

Hudforandringerne begynder typisk som 1-3 mm velafgrænsede små knopper som vokser, med en aktiv, rød kant.

Centralt i forandringen bliver huden voksagtig, gullig og tynd. Som regel er der forandringer på begge skinneben.

Sygdommen kan også sjældent komme andre steder på kroppen, men placeringen på skinnebenene er langt det hyppigste.

Som oftest medfører forandringerne i huden ved NL ingen smerte.

Hvorfor får jeg nekrobiosis lipoidica?

NL er en forandring i huden, hvor der bliver dannet lokale betændelsesområder (granulomer), fortykkede blodårer og fedtaflejringer.

Der er ikke en sammenhæng mellem NL, og hvor velreguleret diabetestilstanden er.

Smitter nekrobiosis lipoidica?

Nej, NL smitter ikke.

Er nekrobiosis lipoidica arveligt?

Nej, NL er ikke arveligt.

Hvilken behandling er der?

Det er vanskeligt at behandle NL, blandt andet fordi den præcise årsag til tilstanden er ukendt.

I de tidlige faser af sygdommen er behandling med binyrebarkhormon som regel effektiv, enten i form af salve/creme eller ved indsprøjtninger i forandringerne i huden.

Når du bliver behandlet for NL, kan man som regel forhindre, at forandringerne breder sig, men det er sjældent, at det medfører fuldstændig heling.

Huden ved NL er meget følsom for skader, og huden på skinnebenene bør derfor beskyttes bedst muligt. Hvis forandringerne opfattes som skæmmende, kan de dækkes med kosmetik.

I nogle tilfælde har hudtransplantation været forsøgt. Der er imidlertid risiko for, at sygdommen kommer tilbage, og det kosmetiske resultat ved transplantation er sjældent tilfredsstillende.

En særlig form for lysbehandling (fotodynamisk terapi) kan i udvalgte tilfælde prøves og har været rapporteret effektiv, men behandlingen er ofte forbundet med smerte.

Hvad kan jeg selv gøre?

Undgå fysiske skader mod skinnebenene.

Forandringerne kan forsøges dækket med kosmetik, hvis de er til kosmetisk gene.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre nekrobiosis lipoidica?

NL har sit eget forløb, og du kan ikke selv påvirke dette.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Du skal ses af lægen for at få stillet en diagnose 

Har du NL læsioner bør du følges regelmæssigt hos læge

Hvordan udvikler sygdommen sig?

NL har et kronisk, svingende forløb, og der kan opstå sår og ar. Hovedkomplikationen er, at der opstår sår, hvilket ofte sker efter en fysisk skade på dit ben. 

Behandlingen af NL er ikke særlig tilfredsstillende. Den kan bremse vækst af tilstanden, men det fortsætter ofte som en kronisk sygdom.

Hudforandringerne kan give kosmetiske gener.

Er nekrobiosis lipoidica farligt?

NL er ikke en farlig sygdom.

I sjældne tilfælde kan der opstå hudkræft i NL, ligesom det kan ske i andre kroniske sår.

Hvor hyppig er nekrobiosis lipoidica?

Mindre end 1 % af alle personer med diabetes har/udvikler NL. Men hos personer med NL vil mere end 75 % have eller udvikle diabetes.

Gennemsnitsalder for debut af NL er 30 år, men det kan forekomme i alle aldre.

NL er 3 gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd.

Kan jeg få nekrobiosis lipoidica mere end én gang?

NL udvikler sig ofte som en kronisk sygdom, som kan være aktiv i perioder

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen