Nedgroet tånegl

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Nedgroede tånegle rammer især storetånegle
  • Huden omkring neglen bliver øm og hævet, der kommer sår og der kan komme betændelse langs neglens sider

En nedgroet tånegl skyldes

  • At neglen er klippet for kort
  • Tryk fra fodtøj
  • Arvelige faktorer

Forebyg nedgroet tånegl

  • Hav god fodhygiejne. Vask fødderne hver dag
  • Brug ikke for små sko. Skift sokker hyppigt
  • Tånegle skal klippes lige over, ikke i en bue, og ikke for kort ud mod siderne

Hvad er nedgroet tånegl?

Foto af nedgroet tånegl (betændt)

Typiske symptomer på nedgroet tånegl er smerter, hævelse, sår og evt. pus (betændelse) fra kanten af tåneglen, som regel kun på den ene side af neglen.

Ved undersøgelse er der hævelse og betændelse, hvor neglen skærer ind i huden.

Nogle har kun milde gener fra det, mens andre kan have smerter.

Hvad er symptomerne på nedgroet tånegl?

Du bliver øm langs neglens sider (oftest kun den ene side), der ses rødme, hævelse, og eventuelt sår og betændelse

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen kan genkende symptomerne og umiddelbart stille diagnosen.

Hvorfor får du nedgroet tånegl?

En nedgroet tånegl skyldes ofte, at neglen klippes i bue og dermed for langt ned til siderne. Dette, kombineret med brug af for små sko, løstsiddende sko eller andre skader mod foden (fx fodboldspil), kan resultere i, at neglen skærer sig ind i huden, og der opstår hævelse, ømhed, der kan komme sår og infektion. 

Hos ældre personer kan hævede ben øge risikoen for nedgroet negl.

Er nedgroede negle arveligt?

Der er en arvelig tendens til at få nedgroede negle.

Hvordan behandles tilstanden?

Du kan forebygge nedgroet negl ved at 

  • Have god fodhygiejne. Vask fødderne hver dag 
  • Brug rummelige sko. Skift sokker hyppigt
  • Neglen ikke klippes for kort ud mod siderne. Undgå at lave en bue - klip neglen lige over

Det er vigtigt at behandle en eventuel infektion

  • Sæbebad fødderne i 10-15 minutter, gerne 2 gange om dagen. Det renser og kan være nok behandling til, at irritationen går væk
  • Hvis der ses tegn til infektion eller små bylder i neglevolden, skal du søge læge

Behandling hos fodterapeut

Man kan anbringe en gummisnor eller et tyndt plaster under neglens hjørner. En fodterapeut kan eventuelt udføre dette. En fodterapeut kan også placere en særlig bøjle. Den forhindrer, at neglen vokser ind i huden.

Lægen kan henvise til denne behandling hos fodterapeuten.

Kirurgi

Hvis problemet ikke bliver løst med lokalbehandling eller behandling hos fodterapeut, kan det blive nødvendigt med et kirurgisk indgreb. Ved dette indgreb bliver en del af neglen fjernet på en sådan måde, at yderkanten af neglen ikke vokser ud igen.

Hvad kan jeg selv gøre?

Neglene skal ikke klippes for langt ned, klip dem lige - undgå at klippe i en bue.

Undgå skader mod neglene og for små sko.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre nedgroet tånegl?

Pas på ikke at klippe neglene for korte, specielt storetånegle, og specielt ud mod neglens sider

Undgå sko der klemmer eller på anden måde skader tæer og negle

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis der er smerter eller pus (betændelse), skal du søge læge. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Det bedste forløb opnås hvis behandlingen starter tidligt i forløbet

I nogle tilfælde kan det tage noget tid at få tilstanden i ro

Hvor hyppig er nedgroet tånegl?

Nedgroet tånegl er en almindelig tilstand, som ca. 7% af befolkningen oplever at have

Tilstanden rammer som regel storetåneglen. Drenge i puberteten er mest udsat, men ses også hyppigt hos midaldrende kvinder

Kan jeg få nedgroet negl mere end én gang?

Nedgroede negle kan gentage sig, involvere de samme negle eller kan ramme andre negle

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen