Ved svære gener findes andre muligheder for behandling i speciallægeregi.
Fødevarer, der irriterer slimhinden, f.eks meget varm eller krydret mad, bør undgås.
Hvad kan jeg selv gøre?
Undgå at tænder generer slimhinden
Undgå fødevarer, der virker irriterende på det ramte område
Vær opmærksom på om du har lignende forandringer på kønsdelene. Her er det vigtigt at få startet en behandling tidligt. Få evt. din læge til at vurdere det.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre oral lichen planus?
Du kan ikke forebygge lichen planus, men undgå stærk eller meget varm mad, da det kan forværre tilstanden.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge hjælp, når sygdommen er generende, eller hvis du har vedvarende sår eller fortykkede belægninger.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen kan udskrive receptpligtige cremer til behandling af mundhuleforandringerne.
Lægen kan regelmæssigt kontrollere forandringerne og tage vævsprøver ved mistanke om kræft.
Hvornår behandler man lichen planus i munden?
Lichen planus i mundhulen behandles, når det giver gener og ubehag.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Forandringer i slimhinderne ved oral lichen planus kan vare i mange år, men symptomerne varierer i styrke.
Hos en meget lille andel af patienter med oral lichen planus kan tilstanden udvikle sig til slimhindekræft. Det drejer sig formentlig om få procent. Det er derfor en god idé at få kontrolleret slimhinderne i mundhulen cirka 1 gang om året.
Hvis der opstår kræftforandringer, vil det i de fleste tilfælde kunne behandles med et godt resultat, men det er vigtigt at opdage det tidligt.
Er lichen planus i munden farligt?
Lichen planus på slimhinder er i de fleste tilfælde ufarligt, men hos få procent er der risiko for udvikling af kræft i slimhindeforandringerne.
Hvor hyppig er lichen planus i mundhulen?
Oral lichen planus forekommer hos 1-4 % af befolkningen, og sygdommen starter som regel efter 40-årsalderen.
Kan jeg få lichen planus i munden mere end én gang?
Udbrud med lichen planus kan komme og gå. Sygdommen er kronisk, behandlingen kan dæmpe symptomerne, men ikke helbrede.