Pyogent granulom

Mette Mogensen

speciallæge

Fakta

  • En godartet, let blødende svulst på størrelse med en ært, som ofte sidder på en finger
  • Årsagen er ukendt, men kan opstå efter, at man f.eks. har stukket sig på noget spidst
  • Pyogent granulom ses ofte hos børn
  • Behandlingen er at fjerne svulsten kirurgisk, for den har en tilbøjelighed til at komme igen

Et pyogent granulom på underlæben, farven er her lidt mat og brunlig.

 

Pyogent granulom i tinding.
Foto venligst udlånt af Danderm

Hvad er et pyogent granulom?

  • Pyogent granulom er en godartet forandring i huden, ofte i form af en lille stilket rødlig, blålig eller brunlig knude i huden
  • Det skyldes overproduktion af karrigt arvæv
  • Tilstanden er hverken infektiøs (pyogent betyder pus) eller granulomatøs (små knuder af betændelsesvæv), som navnet ellers hentyder til, men overproduktion af arvæv
  • Hudforandringen forekommer først og fremmest hos børn, og hudforandringen er skrøbelig, ofte på størrelse med en ært og bløder nemt

Hvad er symptomerne?

  • Forandringen begynder som en lille (mindre end 1 cm), enkeltstående, rødlig glinsende knop på huden. Den kan opstå efter et lille stik mod huden, f.eks. en torn
  • Hudforandringen vokser hurtigt, og udvikler ofte en stilk ved roden
  • Pyogene granulomer har meget let ved at bløde, og de fleste søger læge på grund af det
  • De ses ofte hos børn
  • Forandringerne kommer hyppigst på hoved, hals, fingre og arme, men også på slimhinder
  • Størrelsen varierer fra nogle millimeter til flere centimeter
  • Epulis gravidarum er pyogene granulomer, som kommer hyppigt på tandkødet under graviditet, men forandringerne forsvinder efter overstået graviditet

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Blødende, højrød, lille knude, der er vokset hurtigt frem. 

Hvordan stilles diagnosen?

  • Det karakteristiske udseende: Rød eller rødbrunlig knude i huden, der er kommet ret hurtigt
  • Ofte et stilket og skrøbeligt udseende, ofte på størrelse med en ært
  • Lægen vil altid indsende en vævsprøve til nærmere undersøgelse

Et pyogent granulom på en finger. I dette tilfælde stort og bredbaset

Hvorfor får man pyogent granulom?

  • Tryk, stikskader og forbrænding kan spille en rolle, men i de fleste tilfælde er der ingen kendt årsag
  • Nedgroet negl kan også være en årsag til pyogent granulom i kanten af neglen
  • Virusinfektion er en mulig årsag i nogle tilfælde

Er pyogent granulom arveligt?

Nej, det er ikke arveligt. 

Hvilken behandling er der?

  • Målet med behandlingen er, at fjerne forandringen om for at undgå blødning, ubehag, kosmetiske gener og diagnostisk usikkerhed
  • Hudforandringen fjernes helst kirurgisk, men kaustik (brænding), frysning eller laserbehandling er andre muligheder
  • Pyogene granulomer kan komme tilbage, hvis der efterlades sygt væv

Hvad kan jeg selv gøre?

Man kan ikke forebygge hudsygdommen selv, den opstår pludseligt.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre pyogent granulom?

Nedgroede negle er en hyppig årsag til pyogent granulom.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis du har en lille voksende, blødende knude i huden, fx på fingeren, bør du gå til lægen.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

  • Nogle pyogene granulomer forsvinder spontant i løbet af 6 måneder
  • Ubehandlet vil hudforandringen langsomt skrumpe og efterlade et ar - men det kan tage lang tid
  • Undtagelsesvis udvikles mange små "satellitter" efter du har fået fjernet et enkeltstående pyogent granulom

Er pyogent granulom farligt?

Nej, men de kan ligne hudkræft, og du bør derfor undersøges nærmere, medmindre forandringen hurtigt forsvinder af sig selv.

Hvor hyppig er pyogent granulom?

  • De fleste pyogene granulomer ses hos børn og unge
  • I graviditeten kan der opstå en sjælden variant (epulis gravidarum) i munden hos den gravide kvinde

Kan jeg få pyogent granulom mere end én gang?

Ja, men det er sjældent.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Mogensen

overlæge, klinisk lektor, ph.d., Dermato-Venerologisk afd. D, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen